Hver aften kl. 23 lød der skrig fra værelset. Jeg løb hen til hende og bar hende hen til sofaen. Vi holdt om den skrigende pige, aede for hende og talte beroligende til hende, men skrigene ville ikke stoppe. Hendes krop vred sig ud af vores favn og hendes fødder sparkede ud efter os. Skrigene voksede og forvandlede sig til et monster i vores ører.
En aften kom vi i tanke om Drømmehaven. Drømmehaven er en kort børneudsendelse, der foregår i en have eller en skov. I programmet er der stille instrumental musik, solen, som altid skinner på de evigt grønne træer og det evigt grønne græs, blomsterne, Opsi Daisy, Ickle Pickle og alle de andre farverige tøjvæsener, som har deres daglige gang i Drømmehaven. De har ikke noget forståeligt sprog, men pludrer, og der er en rolig voksen fortæller.

Den skrigende pige lænede sig tilbage i sofaen og blev stille. Kun Drømmehaven kunne hive den 6-årige pige ud af hendes mareridt. Drømmehaven mindede hende om en tid, hvor hun kun var lille og verden var tryg og eventyrlig. Ingen ved hvad hun drømte, men hun var i en periode i sit liv hvor hun både var lille og stor, hvor hun stadig gik i børnehave, hvor hun endnu ikke gik i skole, men hvor hun snart skulle starte i forårs-SFO. Drømmehaven stoppede pigens kaotiske gråd, men fjernsynet havde aldrig været trøst nok. Hun havde brug for, at hendes forældre sad ved siden af hende i sofaen.

Drømmenhaven er et barnligt, eventyrligt, ubekymret fantasiunivers. En drømmeverden, som ikke er forståelig for den rationelle voksne. Hvert program slutter med at alle væsenerne eller tøjdyrene skal i seng, og Ickle Pickle lægger sig hver aften til at sove i en lille båd, som driver ud over et blikstille åbent hav med en stjernehimmel. Smukt og eventyrligt er det, men hvad hvis der kommer en storm, som vækker de sovende bølger og Ickle Pickles båd forliser? Hvad hvis båden driver så langt væk hjemmefra, at Ickle Pickle ikke længere ved, hvor han er? Hvad hvis båden fører Ickle Pickle til et land, hvor der er krig? Den voksne kan leve sig ind i udlængslen, eventyrlysten og tilliden til universet, men den voksne håber, at Ickle Pickle vågner, styrer sin båd, og at båden har et anker.

Vi er alle sammen på en rejse i livet og vi har alle brug for et anker. Både Ickle Pickle, den 6-årige pige og hendes forældre. Ankeret kan være vores hjem eller vores familie. Vi har brug for et anker, så vi ikke driver væk, når vi er nået frem eller er kommet hjem. Vi har brug for kort eller GPS, for at være vågne på vores livs rejse og for at have et anker.
Jeg har flere hjem og ankre i mit liv, men det endegyldige hjem for mig er at være hos Gud, i Guds rige eller Himmeriget. Mit vigtigste anker er Jesus, min tro og mit håb på Jesus. Mit håb om det evige liv.
Vi skal

“gribe det håb, som ligger foran os. v19 Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, v20 hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis.” (Heb 6:18-20)

Må vi hver gang vi sejler ud, huske at medbringe dette anker, dette håb. Det håb som Jesus gav os da han døde på korset for os og da han opstod fra de døde til sejr for os alle. Må vi huske dette anker, ikke bare juleaften og om søndagen, men også i havearbejdet, ved påskeæggene, forårsrengøringen, i stormvejr på gråvejrsdagen, og når vi sidder ved påskefrokosterne. Jeg vil bede Gud, om at jeg, at vi må huske vores anker. At vi må huske Gud, hvem han er og hvad han har gjort for os og hvad han gør for os. Det beder jeg om i Jesu navn.

Glædelig påske!