Jeg har tidligere skrevet om ydmyghed, og i dette indlæg vil jeg kigge nærmere på begrebet.

Da jeg var barn, ville jeg gerne være ydmyg, men jeg havde misforstået begrebet. Jeg ikke bare bøjede mit hoved, nej jeg bøjede mig sammen i en kugle og listede langs fodpanelerne. Jeg prøvede at gøre mig usynlig. Jeg knuste mig selv og trådte på mig selv. Jeg sagde sjældent noget, og jeg lod altid de andre komme frem. Jeg prøvede på at udslette mig selv. Jeg var ikke ydmyg. Jeg var selvdestruktiv, fordi jeg havde et dårligt selvværd.

Da jeg blev kristen, prøvede jeg på at blive en god og ydmyg kristen. Jeg læste i min Bibel, gik i kirke, bad fadervor og syntes selv, at jeg var et godt og lovlydigt menneske. Men heller ikke her var jeg ydmyg, men selvretfærdig.

Jeg tror vi alle har noget ydmyghed og noget stolthed og selvretfærdighed i os. Lad os se på, hvad ydmyg er og hvad det IKKE er

Ordet ydmyg kommer  af det oldnordiske ord audmjukr, som direkte oversat betyder let-bøjelig. En ydmyg person er en, som viser respekt og ærbødighed over for andre mennesker (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ydmyg).

Ydmyghed er

– erkendelse af sit eget og andres værd, ligeværdighed
– erkende at man ikke er universets centrum
– erkende at man ikke ved alt, og ikke kan alt
– at dø i selvet (give slip på egoismen)
– Erkende at Gud er større end mig
– give Gud æren
– være taknemlig over for Gud
– Erkende sin syndighed og svaghed
– Give slip på stoltheden, egenrådigheden og hovmodet
– Ophøje Gud, ikke sig selv eller idoler (pop-/sportsstjerner)
Jesu retfærdighed + min synd

Ydmyghed er IKKE

– selvudslettende, destruktiv adfærd
– jantelovs-præget adfærd
– at være tilbageholdende
– religiøse handlinger og gerninger, ritualer overfladiskhed, ydre fromhed, men ikke søge Gud af et oprigtigt hjerte og aldrig erkende sin syndighed

 

Lignelsen om farisæeren og tolderen

Med en lignelse, fortæller Jesus, hvad ydmyghed er og hvad stolthed og selvretfærdighed er:

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse:
»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! (ydmyge sig selv) Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« (Luk 18:9-14)

De, der IKKE er ydmyge retfærdiggør sig selv, kommer med gode undskyldninger, ophøjer sig selv ved at fremhæve sine egne gode gerninger, bagatelliserer sine fejl.
Hævder sig selv, træder på andre, peger fingre af andre, fordømmer andre, ydmyger andre (”godt jeg ikke er ligesom…”)
De er overmodige, stolte, og de glemmer at det er Gud, der er giveren og skaberen.

Hvorimod den ydmyge, her tolderen, ved, at han er en synder, og samtidig ved han at han er lille, og Gud er stor. Han ved at Gud er barmhjertig, og derfor beder han Gud være nådig.

Jesus er ydmyg

Jesus tjener mennesker, selv om han er Messias og Guds søn. Da han red på et æsel ind i Jerusalem i påsken, var han Ydmyg. Da han vaskede sine disciples fødder, var han ydmyg. Da han lod sig piske og blive spyttet på og hængt op på et kors for forbrydelser han ikke havde gjort, var han ydmyg. Med sin ydmyghed viste han, hvem han var. Han viste sin store kærlighed for mennesker. Hans ydmyhed viser det  eksempel, som Jesu efterfølgere skal efterligne. Som Paulus skriver, skal kristne have et sind over for hinanden ligesom Kristus.

v1 Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, v2 så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. v3 Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. v4 Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. v5 I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
v6 han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
v7 men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
v8 ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
v10 for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
v11 og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.(Fil 2:1-11)

Nogle gange når jeg læser ovenstående vers, bliver jeg mismodig. Hvordan kan jeg være ligesom Jesus? Der kræves en nærlæsning og at se teksten i kontekst med Bibelens andre skrifter. Der er en formaning om ikke at være selvisk eller tro at man er bedre end andre mennesker. Det er vigtigt at forstå, at Gud har ophøjet Jesus, og Jesus Kristus er Herre. Det er vigtigt at søge Gud og lytte til ham og at lade Helligånden ransage én. Således kan vi ligesom tolderen bede “Gud, vær mig synder nådig.” Således kan vi tage imod Guds nåde.

 

Helligånden hjælper

Kærlighed i Åndens fællesskab er vigtigt. De kristne hører sammen i Kristi legeme, de har brug for hinanden. De kristne er en enhed i Ånden. Vi, som er døbt og tror på Jesus, har fået Helligånden. Han ophøjer Jesus,  vejleder os og hjælper os, når vi beder. Helligånden åbner skrifterne for os, forvandler vores hjerter og lærer os være ydmyge, selv om vi er syndere. Det er Helligånden, som giver os kraft. “Skilt fra mig kan I intet gøre”, siger Jesus (Joh 15:5).