For nyligt kørte jeg i min bil, som er fra ca. 1994, og pludselig begyndte olielampen at lyse. Heldigvis havde jeg en flaske med motorolie i bagagerummet, og min bil overlevede. Jeg havde ikke sørget for jævnligt at tjekke min bil for olie. Rapsolie eller olivenolie kan ikke bruges. Og det skal være en bestemt slags motorolie. Nu tjekker jeg jævnligt min bil for olie, og der er stadig olie i bagagerummet.
Ang. Benzin har jeg ikke prøvet at køre tør eller fylde den med det forkerte brændstof. Men det er også dumt hvis det sker. Der er steder det er farligt at køre tør, fx i en ørken.
Vi kan sammenligne den kristne med en bil.
Benzinen eller dieselen er den jævnlige bibellæsning, andagter, bibeltro prædikener, lovsang og salmer samt fællesskab med brødrene. Ligesom der er mange benzintanke i dk er der mange kirker og muligheder for at praktisere sin tro, så man ikke kører tør. Af og til kan man dog komme til at glemme at hælde benzin/Diesel på eller man får gjort det i sidste øjeblik. Jeg har lige været på ferie en lille uge og det var for første gang uden at tage min Bibel med og internettet var på ferien meget dårligt, så jeg kunne ikke læse Bibelen og så kommer jeg hjem fra ferie, og med det samme sker der uroligheder i Nice og Tyrkiet. Men jeg var ikke kørt helt tør, og min Bibel og foldede hænder var inden for rækkevidde.
Benzinen er min åndelige praksis, fællesskabet med Gud og mine kristne brødre, og den gør at jeg kan køre på både hverdage og i udkantsområder
Men motorolie er VIGTIGERE end benzin. Olien er min tro på Jesus. Hvis ikke jeg troede på Jesus, ville jeg gå fortabt og komme i helvede. Jeg ville bryde helt sammen ligesom min bil ville gøre uden olie. Heldigvis havde jeg olie i bagagerummet, da jeg for nogle år siden stod i en krise og var langtidsledig. Det var ikke mig selv, der havde lagt den olie i bagagerummet. Det har hele tiden (siden jeg var 17) været Gud, som har sørget for at der var olie (tro) i bagagerummet.
Også efter en ferie uden Bibel er der ved Guds nåde olie (tro) i mig.
Troen er en gave og en nødvendighed. Gud hører enhver bøn. Det er det personlige forhold til Gud, der virkelig betyder noget. Pga Jesu sonoffer kan vi i Jesu navn henvende os i frimodighed direkte til vores Hellige Gud.
Med alt hvad der sker i verden, er det vigtigt at tage troen alvorligt. En dag kommer brudgommen, ligesom i lignelsen med brudejomfruerne (Matt 25:1-13) Nogle af brudejomfruerne havde ikke olie (tro) på lampen, hvilket havde uhyggelige konsekvenser for dem. En dag kommer Jesus igen og henter sin brud. Er du vågen og beredt? Har du olie? Kender Jesus dig? Bed Gud ransage dig. Kald på Jesus.
Skriv et svar