En morgen blev jeg vækket af en dunk lyd. Det var Marco, der bankede på ruden. Han kaldte ikke på mig, for engang kom han til at støde sammen med min fars boremaskine. Marco fik beskadiget sit stemmebånd.
Jeg ilede hen og åbnede terassedøren for ham. Han kom ind fra regnen og smøg sig rundt om mine ben, mens han spandt.

Han blev ved med at banke på ruden med sin pote, for han havde en tillid til, at jeg ville stå op og lukke ham ind.
Jeg husker en historie om en enke, som igen og igen bønfaldt en streng dommer om hjælp.


“I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. v3 I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! v4 Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, v5 vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.«

Dommeren var både ligeglad med Gud og mennesker, men alligevel valgte han at hjælpe kvinden, fordi hun voldte ham besvær og var vedholdende i sit råb om hjælp.

Gud er ikke steng og uden empati ligesom dommeren, men Han ønsker at se en vedholdenhed, en tro og en tillid i vores bønner. Og Han lover at besvare vores bønner.

v6 Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! v7 Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? v8 Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«” (Luk 18:1-8)

Når jeg ransager mig selv, er jeg ikke vedholdende eller tillidsfuld. Jeg giver op eller jeg udskyder at bede. Det passer ikke, at jeg ikke har tid til at bede. Det er heller ikke svært at bede, men jeg føler, at det er svært. Når jeg synes det er svært at bede, skyldes det, at jeg ikke har tillid til Gud, men klynger mig til illusionen om, at jeg har kontrol og magt. Jeg tror, at jeg kan selv, og jeg fortrænger min magtesløshed. Jeg har svært ved slippe min utålmodighed og mine Hollywoodforestillinger om, hvordan livet bør være. Jeg skammer mig over mine synder og får lyst til at flygte og gemme mig ligesom Adam og Eva.

Vil Jesus finde troen på jorden?

Vil han finde troen hos mig?

Jeg skælver ved tanken om, at min tro skulle visne.
Men det handler slet ikke om, hvad jeg kan og hvor god jeg er til at bede, hvor meget jeg læser i Bibelen og hvor ofte jeg går i kirke. Religiøsitet og gerninger kan aldrig sætte mig fri.
Troen er heller ikke noget jeg selv har tænkt mig frem til, men er Guds nåde og gave.

“Det er fuldbragt”, sagde Jesus lige inden han døde (Joh 19:30) . Det er fuldbragt for dig og for mig. Jesus har gjort alt for os, hans død på korset er nok. Da intet menneske kunne retfærdiggøre sig og komme til Gud i frimodighed, da gjorde Jesus det for os. Jesus sidder i forbøn for os, og derfor kan vi frimodigt kalde på Gud.

Lignelsen om den vedholdende enke handler ikke om Guds strenghed eller om kvindens evne til at bede. Lignelsen hander om, at hun var vedholdende og havde tillid til at hun ville få hjælp. På samme måde ønsker Gud at vi skal have tillid til ham og ikke holde op med at bede.
Når det er svært at bede, må vi ikke give op, for vi er ikke alene. Helligånden hjælper os.

Gud har mindet mig om en stund Han og jeg havde, da jeg var i Baltimore i efteråret. Jeg var med min mand til en konference for ca. 4000 forskere. Jeg var i et fremmed land, og jeg kunne engelsk, men jeg kunne ikke forstå forskersproget. Jeg havde den eftermiddag kun Gud at tale med, og der var det, at Ånden ledte mig til at bede for de 4000 forskere, indbyggerne i Baltimore og alle amerikanere. Det var ikke mig, der bad, men Helligånden som bad igennem mig.
Jeg tror og stoler på, at der igen vil komme en dag, hvor Helligånden leder mig til at bede for et helt land.

“Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, v27 og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.” (Rom 8:26-27)