Mørket eller antikrists ånd ser vi mange steder, både i Danmark og i verden. Præster, der ikke prædiker evangeliet, ikke tror på opstandelsen eller at Jesus er Guds søn, præster som tror på new age eller buddhisme, fx reinkarnation. Humanismen, ateismen og det politiske korrekte, hadet over for de personligt kristne, det kender vi til. Jeg tror der er behov for at flere løfter deres røst og forsvarer evangeliet. Evangeliet skal proklameres og det skal leves ud ved at leve i lys og sandhed og at leve i næstekærlighed – og det er også med fjendekærlighed og tilgivelse og med tjenersind. Det er menneskeligt set umuligt, men for Gud er alting muligt. Helligånden er Talsmanden på Jorden og hjælper os. Guds kærlighed bliver udgydt i de hjerter, der tror på Jesus (Rom 5:5) Jeg tror, Jesus spørger den dag i dag: hvem er villig til at fornægte sig selv, tage sit kors op og følge mig?

Når vi hører om de skrækkelige ting der sker i alle dele af verden og som ofte bliver udført af IS, når vi hører om de uhyrligheder, der sker i Tyskland, Østrig, Sverige og andre lande nytårsnat, så er reaktionerne forskellige. Generelt i samfundet er der dog en tendens: der diskuteres og ledes efter årsager og forklaringer. Hvem er de, som forulemper kvinder rundt om i Europa? Er de islamister, asylansøgere, flygtninge, immigranter, syrere, nordafrikanere, kriminelle eller somaliere? Det ved jeg ikke. Bliver de forulempendes kvindesyn delt af de fleste indvandrere og muslimer i Danmark? Det er svært at vide. Men jeg ved at der er meget kvindeundertrykkelse i mange arabiske lande. Nogle forsvarer angrebsmændene og siger de er krigstraumatiserede, og nogle siger, at vesteuropæiske eller danske mænd ikke er anderledes. Men hvad er der at diskutere?

Min Bibel fortæller mig, at AL ondskab der sker herhjemme i Danmark og i verden, det er antikrists ånd. Det fortæller mig også, at synden er i verden, og at der STADIG er brug for frelseren, Jesus. Der er stadig brug for, at mennesker omvender sig til Jesus.

1. Johannes’ brev handler meget om kærlighed. Johannes skriver, at hvis du hader din bror, kan du ikke elske Gud. Han skriver, at hvis man hader sin bror, er man morder. Og den som ser sin bror lide, og kan hjælpe ham, men ikke gør det, i ham er Guds kærlighed ikke:

“v15 Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig. v16 Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. v17 Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” (1 Joh 3:15-17)

Videre hvis du ikke elsker din bror, så elsker du ikke Gud:

 “Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. v21  Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.” (1 Joh 4:20-21)

Med andre ord: du skal elske Gud og din næste som dig selv.

Disse bud møder vi, fordi Gud selv er kærlighed: “den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” (1 Joh 4:8)

Men hvordan?

I mange år var det helt umuligt for mig at følge kærlighedsbuddene. Det var helt helt umuligt for mig, for jeg kendte ikke Gud. Det er stadig svært at elske ligesom Jesus gør, for vi er kun mennesker, vi er syndere. Men Gud svigter os ikke, han er os nådig og vil hjælpe os. Kærlighed er troens frugter.

“v9 Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. v10  Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder” (1 Joh 4:9-10)

Læs hele 1 Johannes’ brev – der står mange gode ting. 🙂

Så hvad gør vi, når vi møder mørke og had? Vi tænder et lys og viser kærlighed. Vi tænder et stearinlys, en lygte eller en lampe, lader Jesus lyse og bliver i troen på ham.
Bliv i troen og håbet, bliv i Jesus, lad ham lyse for jer og i jer. Bliv i Jesus, og Helligånden vil udruste jer til at overvinde det onde med det gode.