Forleden dag læste jeg i 1. Petersbrev, at vi kristne skal være hellige: “ Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed;v15 men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, v16 for der står skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig.«” (1 Pet 1:14-16)

Jeg forstod det ikke først, for det er vel Gud, der er hellig, men ikke mennesker, for de er syndere? At være hellig i hele min “livsførelse” synes som en umulig opgave. Jeg føler jeg har tabt på forhånd.
Ikketroende kan da også finde på at kalde mig eller andre for “hellige”, og det er med en tone af afsky og forargelse. De mener at “de hellige” (personligt kristne) er mennesker, som mener de er bedre mennesker end andre mennesker, og føler de sig vigtige. “De hellige” er kedelige og fordømmende. Det er udsagn som jeg ikke håber nogen vil forbinde mig med. Men jeg kan selvfølgelig aldrig vide, for jeg kan ikke forvente, at ikketroende forstår min tro.
Under alle omstændigheder er ordet “hellig” et svært ord i 2016.

“I skal være hellige, for jeg er hellig”, det siger Gud, og det er en reference til 3. Mos 11:45. Verset optræder i en sammenhæng, hvor Gud kommer med den ene lov efter den anden. Jeg bliver forfærdet, når jeg læser alle disse love og især i kapitel 20, hvor jeg læser, at straffen for overtrædelse af lovene er dødsstraf! Eller i kapitel 26, at Gud vil hjemsøge lovbryderne, han vil gøre dem syge, straffe og tugte dem. Det er barsk kost, og det er svært at forstå, at Gud er sådan. Jeg har brudt mange af Guds love, så nu skal jeg dø eller straffes? Det var nedslående at læse.

Det var frygteligt at tænke på, da jeg lagde mig til at sove, men pludselig blev jeg mindet om Jesus.
Jeg tænkte over, hvad der skete på Langfredag. Der er to planer i begivenhederne. På det fysiske, synlige plan har jøderne udtænkt deres planer, de er i fuld gang med at smede dem færdige, og romerne optræder som dem der udfører jødernes planer.
På det andet plan sker der noget usynligt. Gud arbejder bagved forhænget. Barabbas burde straffes, for han er forbryderen, men derimod lader Gud Jesus tage Barabbas’ straf. Barabbas går fri. Et eller andet sted er vi alle ligesom Barabbas. Ingen mennesker er retfærdige, alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og skal straffes. Det kan vi bl.a. læse om i 3. Mosebog. Pga synden skulle menneskene straffes, de var dødsdømte, men det var som om, at Guds egen søn i sidste øjeblik sprang ind foran menneskene og tog kuglen, så ingen blev skudt. Eller i sidste øjeblik springer Jesus ind foran menneskene og bliver halshugget i stedet for dem. Så stort er Jesu offer. Han gav sit liv for alle mennesker. Da Jesus blev korsfæstet, tog han vores straf, så vi blev frie, så vi blev hellige. Af nåde er vi frelst.

“På sit legeme bar han selv vores synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt.” (1 Pet 2:24)

“Lad jer Forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.” (2 Kor 20-21)

Versene om hellighed i 1. Petersbrev optræder i kontekst med Jesus og nåden:
V. 13 “sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares.”

V. 18-21: “I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, v19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; v20 dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer, v21 som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud.

Altså er vi hellige, ikke fordi vi gør gode gerninger, eller tænker gode tanker, ikke fordi vi beder eller faster, men fordi vi blev løskøbt med Kristi dyrebare blod.