I mange hjem står der små julekrybber, der er nogle hyrder, nogle får, nogle kvæg, et æsel, Josef, Maria og Jesus, som ser meget lille ud som baby-figur. Figurerne kan ligne dukker, og børn og barnlige sjæle (Mr. Bean) får lyst til at lege med dem.

Der er en romantisk forestilling omkring livet på landet, at have et økologisk hobbylandbrug a la Bonderøvens. Lad mig fortælle, hvordan der i virkeligheden er i en stald.

Jeg er opvokset på landet, min far havde en stald og nogle kalve og får. Jeg hjalp ham ofte ude i stalden. Jeg lavede navneskilte til kalvene, og både kalvene og lammene var søde. Jeg talte til dem, men knyttede mig ikke til dem, for jeg vidste de var dyr, som en dag ville blive slagtet. Der er ofte koldt og mørkt i en stald. Det eneste bløde der er, er halmet, men det kradser og er ikke rent. Det er blandet med dyrenes urin og efterladenskaber.  Foderet er tørt, ikke ligesom havregryn uden mælk, men ligesom hårde korn. Min far og jeg var kun ude i stalden, når vi skulle passe dyrene.
Når fårene får lam, kan lammene ligge i halmen  under en lille varmelampe. Kort tid efter fødslen skal lammene selv komme op på benene. Nogle gange kan fårene af forskellige grunde ikke tage sig af lammene, nogle gange dør nogle lam.
Jeg er selv mor og det ville aldrig falde mig ind at føde i en stald, kun hvis jeg var nødt til det.

Der var ikke plads i herberget

Maria og Josef søgte plads i herberget, men herbergets ejer mente ikke,  der var plads til en fødende kvinde. Så måtte Maria gå i en stald, måske fordi nu blev veerne hyppigere og kraftigere. Der er ingen sofa, seng eller tæppe i en stald. Der er end ikke en stol i en stald, måske en skammel til malkepigen. En stald er kold, fugtig og aldrig helt ren. Maria og Josef havde ingen håndklæder, seng eller vugge. Jesus blev lagt i en krybbe, dvs. et hårdt fodertrug, som måske indeholdt lidt korn og så i det ru halm.
Jesus, Messias, selveste Guds søn blev født i en stald ligesom et dyr. Allerede fra fødslen var Jesus et lam, hvis skæbne er at blive slagtet. Tænk på dette næste gang du ser et krybbespil. Jesus er Guds lam, som Gud selv ofrede for at forsone sig med os.

v7 Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund. (Es 53:7)

Glædelig jul!