Findes der gode kristne? Dette emne vender jeg tilbage til om lidt, når du har været med en tur tilbage til min folkeskoletid.

 

For 20 år siden

Jeg legede ofte gemmeleg og stilleleg. Jeg ville gerne findes og blive lagt mærke til, men jeg blev genert og følte mig helt forkert, når nogen opdagede, at jeg sad på væggen og holdt en edderkop med selskab.
Jeg ville gerne være god til noget, men samtidig rakte jeg sjældent hånden op i timerne. Jeg kendte svarene, men jeg syntes alle de andre i min klasse skulle få lov til at give svarene. Jeg ville gerne ses, men jeg foretrak at holde mig helt i baggrunden. Jeg ville gerne høres, og alligevel foretrak jeg kun at sige noget, hvis det var helt strengt nødvendigt, for jeg kunne allerbedst lide at være stille. Jeg kunne godt lide at spille skuespil, men jeg ville aldrig have en hovedrolle. Efterhånden fik min adfærd nogle uheldige konsekvenser, men da det var det for sent for mig at stoppe det, som ikke mere var en leg.
Tilbage til det med at ville være god til noget. Jeg kunne glemme alt om idræt, det var håbløst for mig. Men så var der alt det andet. Måske kunne jeg blive god til det kreative, det musiske, det skriftlige, det…? Desværre tog det overhånd med det med at ville være god. Jeg skiftede fra at ville være god til noget til at ville være bedst og til at ville være perfekt og stræbte efter at få så høje karakterer som muligt. Det var en mission, der var dømt til at mislykkes.


Jeg kan ikke huske hvornår jeg begyndte at konkurrere, selv om jeg ikke gik til konkurrencesport. Jeg ved ikke, hvad jeg higede efter. Forblev min selvtillid lille, fordi jeg ikke kunne acceptere at jeg var den jeg var – skrøbelig, følsom, klodset, og uperfekt?

Det skal siges, at jeg blev omgivet af nogle dejlige omsorgsfulde forældre, så jeg tror, at min usikkerhed og stræberier var resultatet af vores samfund og kulturs påvirkninger.

 

2015

Mere end nogensinde trives både janteloven og konkurrencementaliteten i vores individualistiske samfund. I dag kan jeg læse i et forskningsblad (Asterisk) fra DPU i Århus, at mange gymnasiepiger ikke vil nøjes med mindre end et 12-tal.
At sammenligne sig med andre, ville være den bedste og mest perfekt præger også os som forældre. Vi forventes at være omsorgsfulde, nærværende, smarte, økologiske, strukturerede karrieremennesker – og forældre. Huh!

Og nu overtrampes advent af Black Friday og flere og flere juletraditioner og større og større juleønsker. Jeg er ikke klar til 1. December.  Jeg kunne hverken finde adventskrans eller kalenderlys. Jeg har lyst til at være rebelsk og hænge julepynt op i mine beskidte vinduer.
Verdens idealer om orden og perfektion stresser os og får os til at gå i panik. Når vi det hele i år, og får vi købt de rigtige gaver?

 

Konkurrencementalitet i kirken

Disse perfektionsidealer præger desværre også kristenheden. Der er et stort hierarki i kirken og mange ser op til veltagende karismatiske talere, som er gode til at bede og faste i flere uger og også lovsynge med hjertet og forkynde med en profetisk røst.

“Kære Gud, jeg er ked af, at jeg er sådan en dårlig kristen”, sagde jeg til Gud i dag. Hans svar var noget i retning af: “findes der nogen, der er god til at være kristen?”
Jeg fik på fornemmelsen at alle er dårlige til at være kristne. Eller lad mig bruge nogle andre ord. Vi er alle syndere, frelst ved nåde. Selv Moses, David, Peter og Paulus syndede. Hver eneste nådegave er en gave ligesom nåden er. Mennesker er forskellige. Jeg tror ikke jeg kan tale i tunger, men derfor kan jeg da godt have Helligånden, ikke?
Jeg tror farisæerne og de skriftkloge konkurrerede om hvem der var de mest fromme og holdt loven bedst, og de fordømte andre mennesker. Det brød Jesus sig ikke om:  “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.” (Matt 23:13)
Jesu egne disciple var ikke fuldkomne. Prøv at læs om Zebedæussønnerne.

v35  Så kom Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, hen til Jesus og sagde til ham: »Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os.« v36  Han spurgte dem: »Hvad er det, I vil have, at jeg skal gøre for jer?«v37  De sagde til ham: »Lov os, at vi må få sæde i din herlighed, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« v38  Jesus sagde til dem: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?« v39  »Ja, det kan vi,« svarede de. Jesus sagde til dem: »Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med;v40  men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som det er bestemt for.«

v41  Da de ti andre hørte det, blev de vrede på Jakob og Johannes. v42  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem.v43  Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, v44  og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. v45  For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« (Mark 10:35-45)

Selveste Guds søn tjente mennesker og gav sit liv og han kalder os til at tjene hinanden.

Guds tanker er helt anderledes end menneskers omkring at være den største og den bedste. At være discipel er ikke at gå på balletskole. Gud vrager ingen. Det er mennesker, der vrager Gud eller sætter sin lid til afguder, ugudelighed og menneskedyrkelse. En discipel kan ikke dumpe. Gud giver mange chancer, men han tvinger ingen til at møde op eller blive ved med at gå på skolen.
At være discipel er heller ikke at gå i vuggestue. Gud har hænder, omsorg og kærlighed nok til alle, der vil vandre med Ham.
Jeg kan aldrig blive den bedste eller mest perfekte discipel. Det er endnu mere håbløst for mig, end idræt. Men det gør ikke noget. Gud er den bedste lærer jeg nogensinde har haft.

Kære læser, du er god nok til Gud. Du er værdifuld. Gud sammenligner ikke mennesker, han forventer ikke perfektion. Han elsker dig højere end en mor elsker sit barn.

“Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje.” (Es 49:15-16)