En rotte farer hen over det fugtige gulv. Jeg kravler ind i det fjerneste hjørne, og jeg flytter hænderne fra mine knæ til ørerne ved lyden af menneskelarmenen udenfor. Et skrig minder om skriget fra en kvinde, da hun opdagede at jeg havde gennemboret brystet af hendes baby. Der var det, at jeg vendte om og stak hurtigt og sikkert sværdet igennem hendes hjerte. Det var prisen for min kamp. Romerne skulle væk, og jeg skulle være fri.

Jeg sætter en streg mere i rækken af tynde streger på væggen. Solen er ved at gå ned, det er lige meget at jeg er sulten, jeg kan ikke sove mere. Snart hænger jeg fast på træet og tager min sidste vejrtrækning.

Vagten låser min celle op, han griber mig i armen og fører mig ud til den jublende og hujende folkemængde. Han giver slip på mig med et skub. Det giver et sæt i mig og jeg kigger op på ham.

”Du er fri” siger han.

Jeg gransker hans øjne og stemme, men han trækker ikke en mine.

1000 hænder vil klappe mine skuldre. Jeg ser vagterne trække afsted med en langhåret ranglet fyr. Hvad var det han hed? Er det ham, som de talte om nede på kroen? Folk lød forvirrede, og der var uenighed om hvem denne ranglede fyr var, han som brød alle regler og spiste sammen med fattiglemmerne og de spedalske. Var han besat af en dæmon?

Jeg fnyser. Han har bare ikke lært at slås.

De spytter på ham og griner af ham. ”Jødernes konge” vrænger de. Hans ansigtsudtryk forandrer sig ikke.

De nagler ham fast til korset. Et øjeblik slår det mig, at han kunne være uskyldig, men jeg ryster på hovedet og himler med øjnene. Min kamp for et frit Israel fortsætte. Nu skal jeg snart have noget at spise, før jeg får kvalme…

Pludselig råber han nogle ord op til himlen, før han ånder ud og det er som om han og hele Jerusalem bliver opslugt af mørkets grådighed.

Jeg vågner næste morgen og er stadig træt. Jeg har spist, men jeg føler mig tom. Jeg er forvirret. Der er en underlig tavshed i byen. Nogle skriftkloge sidder og bladrer frem og tilbage i skrifterne. En ung fyr løber forbi.

”Hvor skal du hen?” Råber jeg efter ham.

Han kigger sig tilbage, men svarer ikke. Han løber videre og jeg prøver på at følge med. Han sidder pludselig på en sten og kigger op på de tomme kors. Jeg sætter mig ved siden af ham. Vi sidder der i evigheder med ham lukkede øjne.

En stor sort bog bliver kastet op af noget træ. Et sværd nagler bogen fast på et kors. Blodet vælder ud som en stormflod.

Solens stråler vækker mig. Jeg er badet. Tørrer sveden væk fra mine øjne. Falder på knæ.