Da jeg gik i folkeskole, fortalte min lærer i kristendomsfag om Moses, Abraham og Noa. Som voksen lærte jeg, hvad Noas ark havde at gøre med Jesus.

Ifølge Bibelen var menneskeheden var blevet så ond, at Gud fortrød, at han havde skabt menneskene, så han ville udslette alle dyr og mennesker (1 Mos 6,5-7). Det var dog ikke alle dyr og mennesker, som blev udryddet (ellers ville du og jeg ikke sidde her i dag), for “Noa fandt nåde for Herrens øjne.” (1 Mos 6,8). Noa vandrede med Gud, han var retfærdig og udadlelig (1 Mos 6,9). Noa var ikke en dadel, men en “udadlelig” person, og det er en person, som er uden fejl og mangler. Det hebraiske ord for udadlelig er ordet “tamim” og betyder “uskyldig, perfekt, fejlfri”. Gud befalede Noa at bygge en ark til sig selv, sin kone og familie og et par af hver slags dyr, så de ville være i sikkerhed, når Gud ville sende den store vandflod over jorden. Noa gjorde som Gud befalede ham (1 Mos 6,22). Det tog meget lang tid at bygge arken. Vi ved ikke, hvor længe Noa var i arken, men flere mener, at han var inde i den i lidt over et år.

Det var nødvendigt, at Noa troede på Gud og havde tillid til ham. Det krævedes af ham, at han var lydig over for Gud, og en stor tålmodighed var nødvendig. Syndfloden dræbte alt, så de måtte ikke gå ud af arken for tidligt.

Gud lod en storm blæse, så vandet sank (1 Mos 8,1). Noa sendte først en ravn ud for at få tjekket vandstanden, derefter sendte han en due ud tre gange for at finde ud, hvornår vandet var forsvundet. Da duen kom tilbage til ham med et frisk olivenblad i næbbet, blev Noa klar over, “at vandet var forsvundet fra jorden.” Noa ventede nogle flere dage, så kom dagen, hvor Gud sagde “gå ud af arken sammen med din kone, dine sønner og svigerdøtre”, og så gik de alle ud af arken (1 Mos 8,6-19). Gud oprettede så pagten mellem Ham og Noa og hans familie og alle levende væsener. Han satte regnbuen som tegn på:

“den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.«” (1 Mos 9,12-16).


Havde Gud nu udryddet al ondskaben? Nej, hvis vi går tilbage i historien før syndfloden, læser vi, at Gud blev bedrøvet, da han “så, at menneskenes ondskab var stor, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.” ( 1 Mos 6,5). De hebraiske ord i dette vers, “yetser” og “machashabah” betyder henholdsvis “hensigt, forestilling” og “tanker, design og planer”. At menneskets tanker og planer går imod Gud læser vi om flere steder i Det gamle testamente (f.eks. Jer 18,18 og Es 55,9). Disse onde planer og tanker er dem, som er i det kødelige menneske eller gamle menneske eller “adam”, som er i alle mennesker. Romerbrevet bruger ordene “i mit kød bor der intet godt” (Rom 7,18). Det gamle menneske er tilbøjelig til at udtænke onde planer og vælge det onde. Det betyder ikke, at det gamle menneske slet ikke vil det gode, men det har svært ved at gøre det gode.

Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke


Nogle kristne har sagt til mig, at kristne slet ikke synder. Jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad med at lade være med at synde. Det er mange år siden, at jeg kom til tro på Jesus, men det er ikke blevet nemmere at lade være med at synde. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg valgte liv og håb. Det betyder ikke, at jeg aldrig står over for tvivl og håbløshed. Det betyder heller ikke, at jeg er stoppet med at træffe forkerte valg.

Romerbrevet beskriver det således:
“Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde”. (Rom 7,14-21)

Men er der ikke nogen mennesker, som er retfærdige og fejlfrie ligesom Noa? Var Noa retfærdig, fordi han troede på Gud, eller var han også retfærdig pga. sine gerninger? Der står, at Noa var fejlfri og gjorde alt, hvad Gud befalede ham, så måske skyldtes Noas retfærdighed ikke kun hans tro, men også at han ikke handlede ondt, mens resten af menneskeheden kun ville det onde (1 Mos 6,5)? Vi hører, at “jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt” (1 Mos 6,11-12). Ordet “fordærvet” betyder ifølge ordnet.dk “ødelagt eller skadet moralsk gennem uheldig påvirkning” eller “fysisk ødelagt og skadet”. Den store mængde vold og ondskab hos mennesker ødelagde altså ikke kun menneskene selv, men også selve jorden. Uanset hvad der menes med, at Noa var retfærdig, må vi se ham som et særtilfælde. I Romerbrevet læser vi, at alle mennesker står strafskyldige over for Gud, de er uretfærdige og de rammer ved siden af målet:

“Der er ingen retfærdig,
ikke en eneste.
Der er ingen forstandige
ingen, der søger Gud.
De er alle kommet på afveje,
alle er fordærvede;
ingen gør godt,
ikke en eneste.
Deres strube er en åben grav,
med deres tunger taler de svig;
der er slangegift under deres læber,
deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse.
De er rappe på fødderne til at udgyde blod.
Vold og ulykke er på deres veje;
fredens vej kender de ikke.
Gudsfrygt har de ikke for øje.
Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.” (Rom 3,10-20)

Jesus har reddet os fra Guds straf


Menneskeheden har ikke forbedret sig. Den er stadig fordærvet og fuld af vold. I verden bliver den enkelte nogle gange overladt til sig selv. Det sker, at man hører ordene, “tag dig sammen!” Nu må man anstrenge sig, præstere sit ypperste og nå et højere stadie.

Før vi bliver helt modløse, må vi huske, at Jesus kom og tog vores straf. Gud overlader os ikke til os selv. Han siger ikke til os, at det er op til os selv at gøre os selv spirituelle og værdige til at leve, til at være her – eller gode nok til at komme til Ham. Nej, Jesus har opnået det for os, ved sit blod og gennem sit jordiske legeme har han åbnet vejen til det allerhelligste – til Gud (Heb 10,19-20). Jesus er arken, som har reddet os fra Guds straf, fordi han gjorde det, vi ikke selv kunne, for han er retfærdig, perfekt, fejlfri og skyldfri. Ved troen på Jesus er vi derfor ikke kun syndere, men også retfærdige:

“Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus. Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.” (Rom 3,21-28)

Den store vandflod og arken leder hen til Jesu Kristi død og opstandelse for os samt dåben, hvor han/hun, der døbes, modtager korsets tegn til et vidnesbyrd om, at han/hun tilhører Jesus Kristus.

I 1. Petersbrev læser vi dette om Noas ark, Jesus og dåben:

Han (Jesus) blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden,  og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem;  det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand.  Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse,  han, som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham. (1 Pet 3,18-22)

Du kan læse mere om dåben i folkekirken på www.folkekirken.dk
Kilder:
Den autoriserede Bibel fra 1992
De hebraiske ord: http://biblehub.com/genesis/
Noas ark og tid: der er delte meninger, men flere mener, at Noa var i arken i ca. et år: www.gotquestion.org