Jeg har før fortalt jer, om engang jeg fortalte en kvinde om, at min mand havde muskelsvind. Hun fik medlidenhed med mig, men jeg kunne ikke bruge hendes medlidenhed til noget.

Jeg tror at når man har medlidenhed, har man ikke forståelse for sin næste. Man lever sig ikke ind i sin næstes situation. At have medlidenhed er en måde at distancere sig og ubevidst se ned på nogen. Man prøver på at udtrykke omsorg og forståelse og siger måske: “hvor er det synd for dig!” Alle mennesker kan have medlidenhed, og måske er det noget mere intellektuelt end noget følelsesmæssigt.

I stedet for at have medlidenhed, skal vi have medfølelse. Medfølelse er ikke det samme som medlidenhed. Men vi kan ikke bare sige, at nu vil vi have medfølelse. Medfølelse er ikke en tanke. Medfølelse er ikke noget man kan lære ligesom matematik, og jeg tror kun der findes ét menneske, som har medfølelse med alle mennesker.

Jesus har ikke medlidenhed med os. Han føler med os. I 92-udgaven af Bibelen står der, at Jesus ynkes. “At ynkes” betyder “at blive følelsesmæssigt berørt”. Det græske ord er “esplanchnisthe” og betyder “at have medfølelse”, “at blive bevæget med medfølelse”. Det er i familie med ordet “splanchna”, som betyder indvolde. Jesu medfølelse er ikke en teori eller en tanke. Jesus mærker menneskers nød i sin krop, i sine indvolde, i sin mave og sit hjerte. Han mærker menneskers nød i sine indvolde så stærkt, at han må gøre noget.

Jesus græder med os, men det gør ham ikke magtesløs eller passiv. Han vil gøre noget ved problemet. Han vil hjælpe os, men han møder os med respekt og værdighed, og han vil ikke tage selvstændigheden fra noget menneske. Han går i dialog med mennesker. Han spørger dem, hvad han kan gøre for dem. Der er handling i Jesu ord. Mange gange rejser han ikke folk op, men siger: “rejs dig op!”:

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham.  Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende.  Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!«  Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op! (Luk 7,11-14)

Hvis jeg ser en flok af mennesker som har det dårligt eller hvis jeg ser i fjernsynet, at et stort jordskælv er sket i et land, kan jeg ikke mærke folkets nød i mine indvolde. Det er så stor en nød, at jeg ikke er i stand til at have medfølelse. Jeg kan bevæges til at donere nogle penge, men det er det eneste. Jesus har medfølelse med skarerne:

Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting. (Mark 6,34)

Jesus ynkes over, at mennesker er syge, og over at de er sultne:

Da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne.  Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge.  Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.«  Men Jesus svarede dem: »De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!«  De sagde til ham: »Vi har kun fem brød og to fisk her.«  Han sagde: »Giv mig dem!«  Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne.  Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde.  Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn. (Matt 14,13-21)

I denne beretning hører vi, at Jesus ville tage hen et øde sted for at være alene. Mange af os kan nikke genkendende til behovet for at have tid alene for os selv. I andre steder i evangelierne læser vi, at Jesus tager hen et øde sted for at være alene sammen med sin Far. I denne beretning ser skarerne Jesus, og de følger efter ham. Han kunne have sendt dem væk. Han kunne have sagt: “vent lige et par timer. Jeg har brug for noget tid alene”, eller han kunne som en superstjerne have sagt: “Jeg er træt. Kom tilbage i morgen, så skal I se mig og få et par autografer”. Jesus er populær hos skarerne, men han er på ingen måde en superstjerne, og han er helt uselvisk. Han sætter sit eget behov helt til side og ser formodentligt hvert eneste menneske i den store skare. Han får medfølelse med dem og helbreder dem, der er syge og giver dem mad, for de er sultne.

Jesus ynkes også over det enkelte menneske, som han møder. Vi kan få medfølelse med et menneske vi møder, men vi er syndere. Vi går forbi eller vi tøver. Vi bliver bange eller finde på alle mulige undskyldninger, og så mister vi chancen for at hjælpe vores næste. Jesus tøver ikke:

Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: »Hvis du vil, kan du gøre mig ren.«  Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!«  Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren. (Mark 1,40-42)

Jesus ynkes over de grædende

Jesus har medfølelse med dem, som græder og over dem, hvis hjerte er knust.

Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt. (Sl 34,19)

I denne beretning bliver Jesus stærkt opbragt og kommer i oprør over Maria og Marthas sorg over at hans elskede ven, Lazarus, er død.

Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«  Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør  og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de.  Jesus brast i gråd.  Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.«  Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« (Joh 11,32-37

I det næste ser vi at Jesus er stærkt opbragt, men han vi også gøre noget for de sørgende. Han beder i tillid til sin Gud Fader, han viser dem Guds herlighed, og han råber til Lazarus:

 Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den.  Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.«  Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?«  Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.  Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.«  Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud! (Joh 11,38-43)

Jesus bringer lægedom, løsladelse og frelse

Jesus er den Messias, som Esajas profeterede. Han er nær ved dem, hvis hjerte er knust, og han læger hjerterne. Jesus ynkes og trøster, men han stopper ikke dér. Han handler, han sætter fri:

Gud Herrens ånd er over mig,

fordi Herren har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige

og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,

for at udråbe frigivelse for fanger

og løsladelse for lænkede,

 for at udråbe et nådeår fra Herren

og en hævndag fra vor Gud,

for at trøste alle, der sørger,

 for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske,

glædens olie i stedet for sørgedragt

og lovsang i stedet for svigtende mod.

(Es 61,1-3)

Jesus møder mennesker, som vi som samfund har udstødt. Han møder mennesker, som er knækkede og har mistet gnisten, men han hjælper dem. Han vil ikke sønderbryde nogen:

Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr. (Es 42,3)

Det største Jesus gjorde var, at han frivilligt gav sit liv for os. Han døde for os, fordi han elsker os:

“Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (Joh 15,12)

Alt hvad Jesus har gjort for os, har han ikke gjort, fordi han synes det er synd for os, men fordi han er bevæget af medfølelse over for os alle. Han kender os bedre , end vi kender os selv:

Herre, du ransager mig og kender mig.

 Du ved, om jeg sidder eller står,

på lang afstand er du klar over min tanke;

 du har rede på, om jeg går eller ligger,

alle mine veje er du fortrolig med.

 Før ordet bliver til på min tunge,

kender du det fuldt ud, Herre;

 bagfra og forfra indeslutter du mig,

og du lægger din hånd på mig.

Jeg er ikke i stand til at forstå Hans kærlighed. Han græder med de grædende. Han føler i sit hjerte det, vi føler. Han har båret vores byrder og vores knuste hjerter. Han har frivilligt båret vores sygdomme og synder: 

 

Men det var vore sygdomme, han tog,

det var vore lidelser, han bar;

og vi regnede ham for en, der var ramt,

slået og plaget af Gud.

 Men han blev gennemboret for vore overtrædelser

og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred,

ved hans sår blev vi helbredt. (Es 53,4-5)