Overskriften for dette blogindlæg er et citat fra den daværende præsident i USA, Ronald Reagans tale i 1987, hvor han opfordrede lederen af Sovjetunionen Gorbatjov til at lade Berlinmuren falde.

Der gik et par år, før Berlinmuren faldt. I mange år inden Berlinmurens fald blev der bedt meget for dette, og i månederne inden murens fald var der en håbefuld stemning.

Det tyske band Scorpions udgav få måneder før murens fald sangen ”Wind of change. ”

Noget af sangteksten lyder således:

Walking down the street
Distant memories
Are buried in the past, forever

I follow the Moskva
Down to Gorky Park
Listening to the wind of change

Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow share their dreams

With you and me
Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change
The wind of change

Blows straight into the face of time
Like a storm wind that will ring the freedom bell
For peace of mind
Let your balalaika sing
What my guitar wants to say

Scorpions’ sang indfangede den tids håb og drømme om frihed, forandring og en bedre fremtid. Sangteksten er ikke religiøs, og ”wind of change” må formodes at hentyde til den håbefulde tidsånd, der var.


Uden at the Scorpions vidste det, var det dog ikke en hvilken som helst vind de sang om. Jeg er sikker på, at de ikke sang om den stride vestenvind, som jeg er voksede op med i Vestjylland. Scorpions sang også om Helligånden.

Om Helligånden siger Jesus:

”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«”  (Joh 3,8)

Det var en stor glæde, da Berlinmuren og Jerntæppet faldt.

Det russiske spøgelse

Vi var mange, der troede, at nu var der fred og ingen fare. Hvem ville ikke tro på en lysere fremtid og en mere harmonisk og fredfyldt verden? Var Rusland endelig gået med på Vestens værdier om demokrati og frihed? Nej. Hverken kommunismen eller det russiske diktatur var død. Putin havde en anden og desværre mere krigerisk og undertrykkende plan.

Vi troede, at vi kunne ånde lettet op efter to år med covid19, men slutningen af februar 2022 var begyndelsen på noget mørkt for Ukraine og for verden.

Det er bestemt værst for Ukraine, men Putins vrede påvirker os alle. Vi lever i en usikker tid. Mange mennesker og arbejdspladser bliver truet økonomisk, på deres eksistensgrundlag og hverdag.

Politikerne gør, hvad de kan af sanktioneringer over for Rusland og våbenstøtte til Ukraine. Sådan noget gør politikere, og det virker rationelt, men det er ikke nok. Det er ikke kun en kamp mellem mennesker. Det er en åndelig kamp.

”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.  Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.” (Ef 6,12-13).

Lad os nu hoppe flere tusind år tilbage i historien og slå op i Bibelen.

Udstød et kampråb og byens mur falder sammen

I Josvabogen kapitel 6 læser vi om et andet folk, israelitterne, der fik en mur til at falde sammen.

Josva var efter Moses’ død leder af israelitterne, og han ledte folket til det forjættede land efter, at det havde levet fyrre år i ørkenen. Josva og hans folk ville passere igennem byen Jeriko, men det ville denne by ikke tillade (Josva 6,1).

Rundt om Jeriko var der en mur. Nu forsøgte israelitterne ikke med egen vold og magt at klatre over eller nedbryde denne mur, for Gud gav Josva dette løfte og angivelse af, hvad de skulle gøre for at komme ind i byen:

” Se, jeg giver Jeriko og dens konge i din hånd.  Nu skal alle I krigere i seks dage gå rundt om byen én gang om dagen.  Syv præster skal bære syv vædderhorn foran arken. Men den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, og præsterne skal støde i hornene.  Når vædderhornets lange tone lyder, og I hører lyden fra hornet, skal hele folket udstøde et kampråb så højt, at byens mur falder sammen, og folket kan gå lige ind.«” (Josva 6, 2-5).

Josva samlede syv præster og alle hans krigere, og de gik rundt om byen. Præsterne stødte i vædderhornene, og hele folket udstødte kampråb sådan som Gud havde sagt, de skulle gøre. Som Gud havde lovet, brød bymuren sammen på den syvende dag.

Pointen ved denne historie er ikke, hvad israelitterne gjorde, før Jerikos mure faldt, men hvordan de forholdt sig til Gud. Josva lyttede til Gud og adlød ham tillidsfuldt, og folket adlød ligeledes tillidsfuldt uden nogen tøven Josva. Folket var villigt til at gøre noget, som også dengang måttet have virket meget tosset. Det havde et stort et sammenhold samt stor tillid til både Gud og Josva, at folket var villigt til i syv dage at gå rundt om en by, trutte i et horn og udstøde nogle kampråb. Folket gjorde ovenikøbet lige præcis dét, som Gud havde givet instrukser om (Josva 6,6-25). Gennem folkets lydighed og handlinger satte Guds kraft igennem og væltede Jerikos mure.

Hvor mærkelig eller skør historien end lyder, må den inspirere os til stå sammen som ét folk og lytte tillidsfuldt til Gud og adlyde Ham.

På onsdag skal vi se på, hvordan Jesus brød mure ned. Vi skal også se på det, at vi skal lade Gud bryde murene ned.