I sidste indlæg af fugleserien så vi på det at tage sig tid, holde øje og vente. Dette indlæg er fjerde og sidste indlæg af serien om fuglene i Bibelen, og det handler om det at håbe.

Den, der håber

Håb er en god ting. Håb er det, der gør, at vi kan fortsætte, selv når vi er trætte, sløje, bange og triste. Håb er det, som gør at vi vælger at holde sammen og blive ved med at glæde over os over små ting som mariehøner og vores børns hjemmebagte æblescones. At vi kan blive ved med at elske hinanden og opføre os så godt vi kan, selv om verden omkring os falder sammen. Selv om politikerne er forvirrede, jobcentrene er sure, sygdomme og virusser hærger, elpriserne stiger, og selv om der er klimaforandringer, naturkatastrofer og krige, der truer os på den ene eller anden måde. Men hvad er det vi retter vores lid og håb til?

Kan vi sætte vores håb til vores politikere?

Kan vi sætte vores håb til Joe Biden, EU og NATO?

Kan vi sætte vores håb til vores statsminister og borgmester?

Kan vi sætte vores håb til Dronning Margrethe?

Kan vi sætte vores håb til det at spise økologisk og klimavenligt?

Kan vi sætte vores håb til elbilen og cyklen?

Kan vi sætte vores håb til psykologen?

Kan vi sætte vores håb til vores læge?

Kan vi sætte vores håb til vores præst?

Kan vi sætte vores håb til vores mor og far eller ægtefælle?

Kan vi sætte vores håb til os selv og tro, at vi finder det, der er sikkert og urokkeligt, inde i os selv?

Vi kan sætte vores håb til noget, og mennesker kan meget, men de kan ikke løse alt.

Den, som håber på Gud, får nye kræfter

Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,

de får vinger som ørne.

De løber uden at blive trætte,

de vandrer uden at udmattes. (Es 40,31)

Jeg vil dele en detalje med jer. I 1992-bibeloversættelsen har sætningen ”De, der håber på Herren”.  I andre Bibeloversættelser finder vi et andet ord end ”håbe.” I mange engelske Bibeloversættelser bliver der brugt ordet ”wait”.  Verset lyder således i King James Bible:” But they that wait upon the LORD shall renew their strength”.

I danske Bibeloversættelse fra 1931 står der:

”ny Kraft faar de, der bier paa HERREN, de faar nye Svingfjer som Ørnen”

Ifølge ordnet betyder ”bie” at vente eller vente tålmodigt.

I den hebraiske grundtekst er ordet, som i 1992 er oversat til ”håbe”,  qâvâh ( קוה). Ifølge Barnes betyder qavah at vente, at vente forventningsfuldt. Barnes mener, at det at vente på Herren vil sige at vente på Guds hjælp. Det er at stole på Ham og sætte sit håb til ham.

At håbe på Herren er altså at vente med håb, forventning og tillid til Gud, at Han vil hjælpe, at Han vil gribe ind.

De, som håber på Gud, får vinger som ørne

Hvorfor er det ørnevinger, der nævnes? Hvorfor ikke nøjes med at nævne vinger, eller hvorfor er det ikke spurve- eller duevinger?

Ifølge kirkecenter.nu : Når små fugle ikke kan flyve mere, så har ørnen stadig mange kræfter. Ørnen er den stærkeste fugl, og den fugl, som klarer sig bedst i en storm. Når det stormer, falder ørnen ikke til jorden, men indstiller sine vinger, så stormen løfter ørnen højere op til luftlag, hvor der er mere stille.

Et anker for sjælen

Lad os bruge et andet billede end ørnen. Når vi sidder i en båd på et stormfuldt hav eller er i tvivl om, hvor vi befinder os på havet, så kan vi kaste et anker. Nu lever vi ikke under den gamle pagt, hvor kun få mennesker kunne komme tæt på Gud. Vi lever under den nye pagt, hvor alle kan tæt på Jesus, hvis de vil.

Lad os ”gribe det håb, som ligger foran os.  Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis.” (Heb 6,17-20)

Jeg vil ikke skrive om ofre, præster og tempel i dette blogindlæg, men min pointe er her, at Gud står fast ved sine løfter, og derfor kan vi stole på, at vores håb ikke er falsk. Det er ved Jesu blod, at vi frimodigt kan komme helt tæt på Gud:

”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme,  og vi har i ham en stor præst over Guds hus.  Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand.  Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast;” (Heb 10,19-23)