I sidste uge skrev jeg om de ubekymrede fugle. I dette indlæg ser jeg på det, at bruge dét, Gud giver.

Du skal bruge dét, der er

Fugle er gode til at bruge dét, der er. Som Jesus siger: fuglene hverken sår, høster eller samler i lade (Matt 6,26). De spiser den mad, de finder – frø på foderbrætter, bær på buske og regnorme i en have.

De drikker fra og bader i det vand, de finder. Ingen solsort føler sig for fin til at bade i en mudret vandpyt.

(Et lille indskud: Jeg synes, Jesus har noget tilfælles med solsorte. Der er ingen have eller græsplæne, der er for kedelig til ham, og han har heller ikke noget imod lidt mudder.)

Mht. redebyggeri fælder fugle ikke træer, men samler de kviste, blade og grene, de finder på jorden og bygger ivrigt.

Også Gud bruger dét, der er. Jesus prædikede for tusinder, og da han havde talt i flere timer og så, at hans tilhørere så lidt blege og ukoncentrerede ud, gik det op for ham, at deres blodsukker måtte være lavt. De måtte være ekstremt sultne! Det var ikke sådan, at alle fem tusind hver især havde madpakke med. Disciplene mente, at skarerne skulle få ”frikvarter” og sendes til landsbyerne og købe sig noget mad. Jesus havde dog andre planer. Den eneste mad, der var, det var fem brød og to fisk. Det syntes Jesus var nok. Han velsignede maden, og den blev delt ud til alle de fem tusind. Alle fem tusind blev mætte, og der var endda 12 kurve mad tilovers (Mark 6,35-44). Derfor: Gud bruger dét, der er, og så er der rigeligt til alle.

Vi skal bruge dét vi har i 2022

Også i dag skal vi bruge dét, Gud giver. Da covid19 lukkede alt ned, både skoler, indkøbscentre og – ja selv kirkerne – var vi i chok. Det her var ikke en katastrofefilm, vi så i fjernsynet en fredag aften. Nej, det var en virkelighed, vi alle stod midt i. Virussen var sluppet ud af Kina og bredte sig til hele verden.

Vi var nødt til at tilpasse os. Arbejdspladser, skoler og kirker måtte bruge dét, der var: teknologien.

Fyns Valgmenighed forstod at udnytte teknologien. Ikke kun gudstjenesterne var online, også cellegrupperne (livsgrupperne), Bibelgrupperne og morgenbøn foregik online (i skrivende stund har kirken stadig online-morgenbøn på zoom hver eneste dag kl. 10!).

Det var dog en lettelse, da vi endelig kunne mødes fysisk, uden at der var en skærm imellem os.

Fyns Valgmenighed kan jeg igen bruge som eksempel, også efter corona. Der befandt sig mange medlemmer i Fyns Valgmenighed på Vestfyn og nærområdet dertil, og de syntes, det kunne være rart at have kirken tættere på end at skulle til Odense hver gang.

Fyns valgmenighed åbnede derfor en sektion i Glamsbjerg, i et tidligere rådhuslokale. Der er intet kirketårn, ingen altertavle eller kirkeorgel, men der er allerede en kirke. Hvorfor? Fordi kirken er ikke selve murstenene, men de mennesker, som bekender sig til Jesus, Guds søn:

”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.” (1 Pet 2,4-5)

Jeg skal bruge dét, der er

Som nævnt før blev jeg aldrig uddannet præst, men trangen til at forkynde evangeliet var der stadig. Jeg var for genert til at gå ud og evangelisere, hvad skulle jeg så gøre? Der var to ting, jeg kunne bruge: 1. At skrive. Jeg var (og er) glad for at skrive. 2. Internettet. Det giver mulighed for at dele, hvad man har på hjertet uden at kontakte en masse forlag, og det er nemt at lave en blog.
Nu var der alle muligheder for at jeg kunne bruge dét, der var – og skrive en masse om min tro på Jesus.