Lastbiler, campingvogne
busser, motorcykler og biler
Vi træder speederen i bund
110, 130 km i timen
Billygter lyser koldt og vredt
Motorvejen er fyldt op

Ser du det?
Midt på vejen en mand i hvid kjortel
Løfter armene
Synger ”Gud velsigne dig”
Vi kører til!
igennem Hans kappe
igennem Hans løftede arme
Hans sår og tornekrone

Lyntoget kører over Lillebælt
Hun bøjer sit hoved
Over mobilens lys
Løfter sin hånd
Klør sig i panden
Og fortsætter med at scrolle
på skærmen
En lyd slår ind mod togvognen
Hvem hører en banken på ruden?
Hvem hører ham banke?

Det bliver mørkt om morgenen nu
Teenagere gnider søvn i øjnene
Venter på bussen
Tågen breder sig
tanker myldrer frem
hjertet føles uroligt og tomt
Min sjæl, hører du
Det banker på dit hjertes dør?

Ser du det?
Midt i livet
Midt på dagen
Midt på vejen en mand i hvid kjortel
Løfter armene
”Herren velsigne dig!”

Jeg løfter min hånd
Jeg rækker ud
jeg rækker ud efter min mobil
som vibrerer
Hvornår har du tid
Til at spise måltid med mig?
”Vi må aftale en tid
Vi må finde en tid i næste uge
I næste måned
Jeg kigger i kalenderen
Vi snakkes ved”

Alle kalendersider har toner af blå og sort
Hvor er der plads til en kaffeaftale
eller en morgenbøn?
Jeg bladrer og bladrer
Jeg leder
efter tomme og hvide felter
Jeg prøver at lave et hul
”Jeg kan imellem kl. 10.00 og kl. 10.30
Onsdag i uge 44”

Ser du det?
Midt i livet
Midt på dagen
Midt på vejen en mand i hvid kjortel
Løfter armene
”Gud velsigne dig!”

Biler holder i tomgang
Der er frost på ruden
Muzak i Magasin
Youtubevideoer kører i loop
Inden vi går i seng

Vi læser de nyeste nyheder
regnen siler ned
 det tordner udenfor
Hører du, det banker
Det banker på ruden
på dynen
Hører du, det banker
 På dine tanker
På dit hjertes dør?