På et tidspunkt begynder små børn at lære at se mønstre og forskelle og inddele i kategorier. Det ser man f.eks. med putteboksen, når barnet lærer at putte de rigtige klodser i de rigtige huller. Den runde klods skal i det runde hul, og den plus-formede klods skal i det plus-formede hul osv.
At kunne se forskel, organisere og inddele verden i kategorier og systemer er vigtigt, men i vores faldne verden, får denne skelnen ofte både et forvirret og et hårdt og et trist udtryk.
Vi har det med at inddele os selv og andre mennesker i kategorier og bokse og sætter mærkater og prædikater på os selv og hinanden.
At dømme ud fra det ydre er nemt, men vi har svært ved at se det indre . Vi har svært ved at se, at inderst inde – i virkeligheden er mennesker ikke så forskellige.
At lade være med at dømme er svært.
Engang deltog jeg i et forskningsprojekt, hvor man undersøgte kalkindholdet i mine knogler. På et røntgenbillede så jeg for første gang hele mit skelet. Mit skelet lignede alle andre raske (kvinde)skeletter. Jeg så mit skelet, men jeg kunne ikke se min sjæl, følelser og sind.
Faktisk er det kun Gud, der kan se det indre.
Det er ikke forkert at skelne. Det er naturligt, og skelnen har været der lige fra begyndelsen, som vi læser i skabelsesberetningen. Lys og mørke er ikke det samme:
”Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.” (1 Mos 1,3)
Hvem er Guds folk?
Hvis vi læser i Det Gamle Testamente, skelner Gud også imellem folk. I store træk er det som om, det kun er nogle, som er Guds folk. Det er efterkommerne af Abraham, Isak, Jakob og David, som er Guds folk. Det er israelitterne.
I evangelierne findes der en beretning, som undrer mig, men lad os læse den alligevel.
Matt 15,21-28.
En kana’anæsisk kvinde kommer og beder Jesus forbarme sig over hende. Hendes datter bliver plaget af en dæmon.
Kana’anæerne var navnet på det folk, som israelitterne skulle udrydde ved erobringen af det forjættede land efter udgangen af Egypten. Ifølge Det gamle testamente var kana’anæerne et meget vederstyggeligt og syndigt folk. (https://denstoredanske.lex.dk/kanaan%C3%A6ere)
I første omgang afviser Jesus den kan’anæiske kvinde:
”»Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«” (v. 24)
Kvinden kaster sig ned for Jesus og beder ham hjælpe hende, men Jesus svarer:
Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« (v.26)
Kvinden giver ikke op, men svarer:
Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« (v.27)
Man kan sige, at nu giver Jesus efter:
”»Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.” (v. 28)
Jesus hjælper hende pga. hendes tro på ham.
Hvem døde Jesus for? Døde han kun for israelitterne? For de fortabte får af Israels hus?
Gud hader synd, men hans kærlighed skelner ikke. Jesus døde for hele verden, fordi Gud elsker hele verden.
Det profeterede profeten Hoseas:
”Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
og kalde Ikke-Elsket Elsket;
og dér, hvor det lød til dem:
I er ikke mit folk,
dér skal de kaldes
den levende Guds børn.” (Rom 9,25-26)
De ikke-elskede bliver de elskede.
Hvem var det, Jesus var sendt til?
Han var sendt til de syge og til synderne:
”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«” (Mark 2,17)
Hvem er de – dem, som Jesus døde for?
Det er dem, som fornægtede Jesus. Det er dem, som faldt i fristelse. Dem, som fangede ham. Dem, som lod ham i stikken og flygtede. Dem, som anklagede ham. Dem, som vidnede imod ham. Dem, som rottede sig sammen mod ham. Dem, som piskede ham. Dem, som spyttede på ham og slog ham i hovedet. Dem, som spottede og hånede ham. Det er dem, som korsfæstede Jesus.
Han døde for de ugudelige og for sine fjender (Rom 5,6 og 10).
Han døde for dem, der var døde i deres overtrædelser (af loven) og synder. Han døde for dem, der lod sig bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige. Han døde for dem, som lod sig bestemme af den ånd, der virker i ulydighedens børn. Han døde for dem, der i deres køds begær gjorde, hvad deres kød og sind ville. Han døde for dem, som af natur var vredens børn (Ef 2,1-3).
Det naturlige, kødelige menneske er ligesom de skriftkloge og farisæerne, som synes det er forkert, at Jesus spiser sammen med toldere og syndere (Mark 2,16). Det naturlige menneske siger ved sig selv, at det ikke kan stå så slemt til med ham. Det naturlige menneske/farisæeren takker Gud, fordi han ikke er som røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere. Han mener ikke, at han er ligesom dem, for han faster to gange om ugen og giver tiende af hele sin indtægt (Luk 18,11-12).
Men ”den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle.” (Jak 2,10)
Hvem kan leve op til det første af alle bud?
”›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«” (Mark 12,29-31)
Der er ikke nogen, som har nogen fordel i forhold til andre mennesker:
”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.” (Rom 3,10-12)
”Der er ingen forskel; for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” (Rom 3,23-26)
Ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde:
“Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” (v. 23)
.
Seneste kommentarer