”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.” (Luk 2,1-20)
Livet består af gentagelser. Gentagelser er både tryghed og glæde samt en mulighed for at kede sig eller overse noget. Jeg har hørt juleevangeliet mange gange, og jeg læser det hurtigt igennem for at gå videre til julemad, juletræ og julegaver. Men måske finder jeg i år noget at standse op ved?
Jeg tænker også over et vers fra Johannesevangeliet kapitel 1:
”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Joh 1,18)
Far, mor og børn
I vores tid, hvor mange bor alene, og hvor familier og andre relationer både er betydningsfulde og skrøbelige, der bliver vi stillet over for den lille nybagte familie: Jesus, Maria og Josef. Josef var tømrer, Maria var en ung pige, og udadtil var Jesus en lille dreng, som blev født under barske forhold – i en stald. Det er umiddelbart ikke en fødsel af en rockstjerne eller en konge. Og dog var Jesus jødernes konge, ikke fordi han er barn af en konge, men fordi han er Messias, den salvede frelser, Guds søn, som jøderne ventede på. Men Jesus levede ikke et liv som konge eller med de privilegier dronning Margrethe har, og de fleste jøder anerkender ikke, at Jesus er den, Han siger, Han er.
Jesus, Maria og Josef er et billede på vores egen familie og familiære relationer samt alle mulige familier i hele verden. De er også et billede på relationen, der er mellem Jesus sønnen, Helligånden og Gud faderen.
Den lille nybagte familie er billede på en ny begyndelse og genoprettelse af menneskets relation med Gud, som blev vanskelig pga. syndefaldet. Mennesket er skabt til fællesskab med hinanden. Mennesker kan ødelægge hinanden, men de kan også støtte hinanden: ”For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præk 4,10)
Dog er mennesket først og fremmest skabt til fællesskab til Gud, og Gud gør vores fællesskaber og relationer stærkere. Jesus er både menneske og Gud, og han er også med i relationen mellem Josef og Maria. I førnævnte afsnit af prædikerens bog ser vi det fællesskab, som har Gud med, udtrykt således:
”Tretvundet snor brister ikke så let.” (Præd 4,12)
Jesus er Guds barn. Jesus er i faderens favn (Joh 1,18). På græsk er ordet for favn ”kolpos”, og det betyder bryst/brystkasse. Jesus er tæt på Gud fader. Han er ved hans bryst, ved hans hjerte. Han kender Gud faders hjerte.
Vi er alle skabt af Gud. I hans øjne er vi elskede og værdifulde, hvilket vi kan kan læse om i Sl 139. Det forunderlige er, at hvis vi tror på Jesus, er vi Guds børn:
”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (Joh 1,12-13)
Hvis det er sådan, at mennesker bliver ved med at være børn, må vi bede om at kunne se barnet i vores næste – eller Jesusbarnet i vores næste.
Når vi tror på Jesus, er vi børn af Gud, og vi får en relation med den treenige Gud, både med Gud Helligånd, Jesus sønnen og Gud Faderen. Som sagt: det afgørende for denne relation er troen på Jesus. Vil vi lære Gud at kende, må vi lære Jesus at kende.
Hyrder og får
I juleevangeliet møder vi får og hyrder. Hyrderne fik af englen det glædelige budskab om, at Kristus var blevet født, at han er frelseren og kommer med fred og Guds velbehag (Luk 2,10-14). Den fred Jesus kommer med, er især den fred, som blev stiftet mellem Gud og mennesker, ved Jesu sonofferblod, da Jesus døde, og retfærdiggørelsen ved tro (Rom 5,1 og Rom 3,24-28).
Hvad hyrderne og fårene ikke vidste, var at Jesus er den gode hyrde. Således var det profeteret ved Esajas:
”Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.” (Es 40,11)
Jesus siger om sig selv, at han er den gode hyrde (Joh 10). Han er døren til Gud:
”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange” (Joh 10,9)
Lammet
Hyrderne vidste ikke, at Jesus er den gode hyrde, som satte sit liv til for fårene (Joh 10,11). De vidste heller ikke, at Jesus er Guds lam, som var profeteret i Es 53, og om hvem Johannes Døberen sagde:
”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” (Joh 1,29)
Hyrderne vidste ikke, at hvis de blev disciple af Jesus, skulle de lide med ham for at herliggøres med ham. (Rom 8,17)
”Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud. Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor: Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.” (1 Pet 2,20-25)
Jesus – Guds tolk
At Jesus er blevet Guds tolk, er det græske ord ”eksegesato”, som kommer af ”eksegeomai”. Det ord ses anvendt i år 75 e.Kr. som en teknisk betegnelse rabbinerne havde for at fortolke Moseloven. Fra dette ord kommer ordet eksegese, som betyder fortolkning. Eksegese er det Bibelfortolkning kaldes på teologistudiet. “Eksegesato” betyder at beskrive detaljeret, forklare dybt og forklare/fortælle på en måde, der gør det klart, hvad der er det vigtigste. Bogstaveligt er Jesus selv en forklaring eller oversættelse af, hvem Gud er. Jesus er Gud, som blev menneske – Ordet, som blev kød (Joh 1,14). Det er altså først og fremmest Jesus, som forklarer, hvem Gud er. (https://apostolicacademics.com/2015/05/22/the-supreme-translation/)
”Eksegeomai” betyder også at udfolde noget i undervisningen og at være en leder (https://biblehub.com/thayers/1834.htm).
I denne artikel har vi set på, at
Jesus er Guds søn
vores leder
døren til Gud
den gode hyrde
læreren og forklaringen på hvem, og hvordan Gud er
Og for resten er han formidleren mellem Gud og mennesker:
”der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle.” (1 Tim 2,5-6)
Seneste kommentarer