En rejse i Tro og Kreativitet

Måned: oktober 2023

Hvad skal vi med lidelse?

Engang havde jeg så mange smerter, at jeg fik lyst til at dø. Sådan følte jeg, men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg har ADD og er til gene for samfundet. Jeg har haft nogle depressive tilstande, hvor jeg havde selvmordstanker. I dag er jeg virkelig glad for, at jeg ikke gjorde noget ved mine selvmordstanker. Hvad hvis jeg bliver deprimeret igen og får selvmordstanker, vil staten så hjælpe mig med at ende mit liv? Det er jeg bange for, hvis aktiv dødshjælp indføres.

Jeg forstår dem, som er alvorligt syge eller terminale og gerne vil dø, og jeg forstår også deres pårørende, men der er allerede passiv dødshjælp og palliativ sedering:

”Palliativ sedering er at lindre smerter eller symptomer hos den uafvendeligt døende patient med medicin i doser, der kan fremskynde døden, som en mulig eller sikker bivirkning. Passiv dødshjælp er at undlade eller tilbageholde potentielt livsforlængende behandling, hvor formålet er at fremskynde patientens død.” (https://dsr.dk/fag-og-udvikling/sygeplejersken/arkiv/sygeplejersken-argang-2016-nr-6/sygeplejersker-palliativ-sedering-er-ikke-aktiv-doedshjaelp-light/).

Engang blev de spedalske, mennesker med handicap og psykisk syge gemt væk –  ”Ude af øje, ude af sind”. Flertallet af befolkningen vil vist gerne slippe af med disse personer – altså at de dør, hvis de selv ønsker at dø. Men hvad ville motivet være for at ville dø? Jeg er bange for, at der ville være personer, som ikke ønsker at være andre mennesker til besvær.
Fra lande hvor aktiv dødshjælp er tilladt, er der flere eksempler på unge mennesker, som har et handicap eller er autister eller har en depression, som har fået aktiv dødshjælp.

Jeg betvivler ikke, at sygdomme er lidelsesfulde. Men løsningen på lidelse burde være palliativ eller passiv dødshjælp i de tilfælde, hvor personen i forvejen er døende, og i de andre tilfælde, burde de lidende og deres pårørende få hjælp – aktiv livshjælp.

Livet er mere end en morgengave. For mig har alt liv værdi. Jeg bryder mig ikke om, når store, sunde træer fældes, og jeg bryder mig overhovedet ikke om krig, jeg er også imod dødsstraf, og som sagt er jeg imod aktiv dødshjælp. Vi risikerer at miste mange, som kunne have fået hjælp til at leve deres liv.

Mit kristne livssyn gør også, at jeg er imod aktiv dødshjælp. Det er ikke bare pga. De Ti Bud. I Guds øjne er skaberværket og alle skabninger værdifulde. Gud skabte verden, og han så at det var godt. Hans tanker for os er dyrebare (Sl 139,17). Vi er dyrebare og højt agtede i Guds øjne (Es 43,4). Gud sammenligner sig selv med en mor, som elsker sit barn: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” (Es 49,15).

Sygdomme og lidelser kom som konsekvens af syndefaldet, og Gud synes ikke, at lidelse er godt. Fra evangelierne ved vi også, at Jesus har medfølelse med de lidende, og han helbredte og genopvækkede døde:

”Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.  Og rygtet om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte, månesyge og lamme, og han helbredte dem. ” (Matt 4,23-24)

Jeg tror på, at Jesus også helbreder i dag, enten “direkte” via Helligånden eller gennem læger og medicin. Der er nogle, som, mens de er her på jorden, ikke bliver helbredt, og jeg ved ikke, hvorfor de ikke bliver helbredt.

Der findes helbredelsesprædikanter, som lover guld og grønne skove og helbredelser til alle, som tror på Jesus, men det er ikke bare falske løfter, det er også ubibelsk.

Lidelse er hårdt, men er ikke noget der bliver fortrængt eller ignoreret i Bibelen. Også på Bibelsk tid blev syge og mennesker med handicap ringeagtet af samfundet. Både spedalske og lamme blev udstødt af samfundet eller levede på kanten af samfundet.

Job

I Det Gamle Testamente er der ikke kun lovbøger, profetbøger, salmer, ordsprog og kongebøger, der er også Jobs bog på 42 kapitler.

Vi hører i kapitel 1, at Job var den rigeste mand i Østen (jeg ved ikke hvor stor Østen var, men det må have været et område, som ikke kun indbefattede Israel). Han havde ti børn, var gift og ejede syv tusind får, tre tusind får kameler, en hel masse okser, æseler og en masse trælle.

Gud og djævelen har en samtale og laver en slags væddemål om Job, som jeg ikke forstår. Hvis nogen har et bud på, hvad Gud har tænkt og hvorfor han gjorde, som han gjorde, er I velkomne til at dele det i kommentarfeltet.

“Job”, Gert Grube

Job mistede sine dyr, sine karle og sine børn, og derefter ramte djævelen ham med bylder fra isse til fod (Job 2,7). Han havde en stor tillid til Gud, men hans kone sagde dette til ham:

”holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø!” (Job 2,9)

Han venner ville vise ham medfølelse, være hos ham og trøste ham (Job 2,11-12).

Job led meget og ønskede at dø. Hans venner sagde en masse til Job, og de prøvede på at hjælpe ham. De hjalp ham ikke med at ende sit liv, men de blev forfærdede over hans lidelser og betændte bylder. De sagde, han selv var skyld i al ulykken, de mente, han ikke var troende og gudsfrygtig nok. De var selvretfærdige og talte fordømmende til ham.

Jesus

Vennerne tog fejl af Job. Han var meget gudsfrygtig og meget barmhjertig. På flere måder mindede Job om Jesus, som også blev svigtet af sine venner.
Som Guds søn havde Jesus magt til at vælge at leve et fyrsteligt liv, og han kunne have nægtet at lade sig tage til fange, torturere, piske, håne, lide, blive forladt af Gud og dø på et kors. Alligevel valgte han at gøre Guds vilje, at tjene mennesker, ydmyge sig selv og gå lidelsens vej og dø en pinefuld død.

Jesus vidste, at det ville blive hårdt for dem, som følger ham:

”Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig.  Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«” (Joh 16,32-33)

På korset besejrede Jesus synden, døden og det onde. Han genopstod fra de døde, og det giver os et håb og et løfte om genopstandelse til det evige liv sammen med Ham i Himmeriget.

Vi har blevet lovet, at en dag vil al lidelse ende.  ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” (Rom 8,18)

Om den herlighed, der engang kommer, læser vi bl.a. i Johannes Åbenbaringen:

Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (Joh åb 21,1-4)

I Guds øjne er lidelse altså ikke godt, men det, at vi lider, gør ikke livet værdiløst. Ofte føles lidelse meningsløs, men i stedet for at lade de lidende i stikken, skal vi være hos dem, hjælpe dem og elske dem.

Og så kan der komme noget ud af lidelse:

”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” (Rom 8,28)

Ord til eftertanke

Ikke alt bliver helbredt, men lidelse kan lindres. Lidelser er hårde og uforståelige, men jeg tror ikke, at vi kan udrydde lidelse.
I Bibelen findes masser af vers til trøst og refleksion. Her er nogle vers, og mange af dem er skrevet af mennesker, som har mærket lidelse på egen krop. De har lidt, de har kæmpet mod synd, de har været syge, og de er blevet forfulgt, tortureret og har siddet i fængsel. Nogle af dem blev slået ihjel for deres tro på Jesus.

”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.  For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed,” (2 Kor 4,16-17)

”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags;  I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed.  Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” (Jak 1,2-4)

”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham” (Jak 1, 12)

”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,  udholdenheden fasthed, og fastheden håb.” (Rom 5,3)

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud,  som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud.  For ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer til os, således kommer også den trøst, som Kristus giver, i rigt mål til os.” (2 Kor 1,3-5)

Ikke ved magt eller styrke

På mig står der fragile
Jeg snubler og falder
en evig mørk oktobernat
inde i mig

Herre, jeg er en myre
Du bor i rendestenen og i grøften
udøv din magt i min magtesløshed

Vi er små
vi er støv
Vi revner
Vi er sprængt i tusinde stykker
Vi er græs
blomster på en mark
vi tørrer ind, visner og dør
dit ord forbliver til evig tid
udøv din magt i vores magtesløshed

Mon du tabte
du, som hang på korset
Du, som er profeten
den salvede
Guds hellige,
Du, som blev korsfæstet i magtesløshed?
Kunne du ikke frelse dig selv og stige ned fra korset?

Men i din død på korset virkede Guds magt
Du døde og rejste dig igen
Du vågnede
Du blev evigt levende igen

Ophøjede Jesus, du, som bor i det høje og hellige
hos den, der er knust
hos den, hvis ånd er nedbøjet
Du opliver den nedbøjede ånd
og de knuste hjerter

Vi er fattige
men i dig er vi rige
Du ifører os kraft fra det høje
Vi har ingen magt, ingen styrke
Jesus, giv os liv
driv os ad din vej
ved Din Ånd
Giv, at vi må kende lidelsesfællesskabet og din opstandelses kraft

Vi har ingen magt, ingen styrke
Det er dig, som er vores magt,
Det er din Ånd, som skal udøve din magt
Din nåde er nok
Vi er magtesløse
Vi er trængte
Du blev korsfæstet i magtesløshed
Jesus Kristus i os

Vi er brudte
Vi er modløse
vi er trængte
Vi er revnede
Vi er i stykker
Den kraft som vi har
er ikke vores magt eller styrke
men Din Ånd, Herre

Jesus, du har vundet
Du blev kød og blod
Med din død gjorde du ham magtesløs
ham, som har dødens magt
Med din død befriede du alle
som er i trældom

Se dér

Jeg er træt
 af at spille stikbold
Jeg er træt
af at spise mit feed
jeg er træt

Forbi
Hvem vil værne om de små?
en kirke
flager på halvt

hør vor bøn, Herre, hør vor bøn om nåde

Er der plads til de skæve, kantede?


Zonc Photos, Pixabay

Lyden af vinduesviskere
Radioen spiller
What if God was one of us?

Blæsevejr
falmede blade flyver omkring
Imod mig cykler en mand
han træder hårdt i pedalerne
på ryggen bærer han et kort:
Danmark er dækket af blod

Hvor er Guds lam?

O du Guds lam

derfra al trøst begynder;

miskundelig

forbarm du dig!

2

O du Guds Lam!

med korsets skam,

du bar al verdens synder,

dermed al fred begynder;

af kærlighed

giv os din fred!

3

O du Guds Lam!

med korsets skam,

du bar al verdens synder,

derfra vort liv begynder;

vor død til trods

opliv du os!

Påbud del 2: Hvad Bibelen siger om at være Gud til behag

I mit sidste indlæg var jeg inspireret af et foredrag med Christian Hjortkjær om påbud og skam, og jeg kiggede på påbud om at lyse i Es 60,1 og Ef 5

I dette indlæg fortsætter jeg i Ef 5, hvor jeg ud fra nogle vers i dette kapitel, tager en hurtig nørdet rundtur i Bibelen.

”I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft” Ef 5,1-2

Dette kapitel nævner en masse forbud, formaninger og påbud, som jeg ikke vil dykke nærmere ned i her. I v. 17 står der, at vi skal forstå, hvad der er Guds vilje. Guds vilje kan man for eksempel læse om i Rom 12-21. I Ef 5,10 står der, at vi kun skal lade det gælde, som behager Herren. Livet til Guds velbehag kan vi bl.a. læse om i Heb 13,1-9.

Vi skal ligne Gud? Det er et stort påbud. Lad os huske, hvad Gud sagde, da han skabte menneskene:

”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” (1 Mos 1,26)

Syndefaldet kom, så mennesket ikke mere kun ligner Gud, men også noget andet. Med synden kom forvrængningerne, brudtheden, revnerne og deformiteten.

Kort sagt: da Jesus ofrede sig, kom en genoprettelse (uden at synden er væk), og alle, der, bliver døbt og tror på Ham, bliver Guds børn og får Helligånden (Joh 1,12; Matt 28,19-20 og Joh 7,38).

Derfor kan vi ligesom Johannes døberen bede om, at Han (Jesus) skal blive større, og vi selv skal blive mindre (Joh 3,30).

Derfor læser vi i Romerbrevet dette påbud:

 ”iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.” (Rom 13,14)

Derfor skriver Paulus således:

”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.” (2 Kor 3,18)

Pga. Helligånden kan vi komme til at ligne Jesus, men det er også svært, vildt og uforståeligt.
Kødet/synden og ånden kæmper mod hinanden (Gal 5,17).

”De, som er i kødet kan ikke være Gud til behag, men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer.” (Rom 8,8)

Lad os se mere på det med velbehag.

Herrens velbehag


Hvad betyder ”velbehag”? Ifølge ordnet.dk Menneskeligt set er det følelse af tilfredshed, velvilje, velvære, glæde, ofte fremkaldt af positive sanseindtryk, fred og hvile
Bibelske tekster: velvilje, tilfredshed

Jeg tror det er en vigtig pointe, at velbehag Bibelsk set ikke har med sanser eller wellness-følelser at gøre.

Det hebraiske ord for velbehag er ”lirsonow”, og det betyder velvilje og accept. Vi finder Guds velbehag allerede i skabelsesberetningen, at Gud ser, at det han skaber, er godt:

”Gud sagde: ”der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket” (1 Mos 1,3-4)

Det hebraiske ord for godt er ”towd”, som betyder ”godt, fint, dejligt, og behageligt.”

Velbehag har også noget at gøre med at ofre. Menneskene ofrede til Gud mange gange i Det Gamle Testamente. I Mosebøgerne finder vi mange regler om mange forskellige slags ofre.

Tal til israelitterne og sig til dem: Når nogen af jer vil bringe Herren en gave, skal den gave, I bringer, være et stykke kvæg, enten hornkvæg eller småkvæg.
 Hvis den gave, han bringer, er et brændoffer, og den tages fra hornkvæget, skal det være et lydefrit handyr. Han skal bringe det hen til indgangen til Åbenbaringsteltet for at opnå velbehag for Herrens ansigt.
(3 Mos 1,2-3)

Israelitterne skal bringe gaver eller ofre til Gud for at opnå Hans velbehag. Vi finder dog mange eksempler på, at Gud bliver ”træt” af de mange ofre, fordi israelitterne handler ondt.  

I stedet for de mange ofre vil Gud have at:

”Fjern jeres onde gerninger

fra mine øjne,

hold op med at handle ondt,

 lær at handle godt!

Stræb efter ret,

hjælp den undertrykte,

skaf den faderløse ret,

før enkens sag!”

(Es 1, 16-17)

Gud vil at mennesker skal høre på ham. At høre Guds ord er en del af det at finde Gud (og at blive fundet af Ham):

”Lykkeligt det menneske, der hører på mig, så han dag efter dag våger ved mine døre og holder vagt ved mine dørstolper. For den, der finder mig, finder livet og opnår Herrens velbehag.” (Ordspr. 8,34-35)

Gud vil ikke have ofre, hvis mennesker ikke er ham tro:

Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre,
kundskab om Gud, ikke brændofre.
(Hos 6,6)

Det er i virkeligheden ikke os, der har noget at give til Gud. Hvad har vi andet end en sønderbrudt ånd?

For du vil ikke have slagtoffer,

og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;

 mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,

et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. (Sl 51,18-19)

At Gud ikke kan bruge ofre til noget, når mennesker handler ondt, burde farisæerne og de skriftkloge derfor vide.

Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple.  Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?«  Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge.  Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«” (Matt 9,10-13)

Gud gav loven til jøderne, til israelitterne, farisæerne og de skriftkloge. I Romerbrevet kan vi læse dette om loven:

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven.  Buddene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.«  Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.” (Rom 13,8-10)

At vandre i kærlighed – at være Gud til behag – er også at tømme opvaskemaskine, vaske tøj, slå græs, støvsuge, lave mad og rense afløbet i badeværelset.

Men når vi mislykkes med at elske vores næste og være barmhjertige, må vi se hen til Jesus.

Gud har velbehag i sin søn

Gud har velbehag i Jesus. Det græske ord for velbehag er ”eudokesa”  og det kommer af eu – dokeo = jeg tænker godt om, jeg godkender.

Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig;  og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«  (Matt 3,16-17)
         

Forklarelsen på bjerget: Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« (Matt 17,5)

Velbehaget kommer fra Jesus. Når vi læser formaningerne i det nye testamente, må vi have troen Jesus som fundament. Hvad Jesus gjorde for os er fundamentet, og ”uden tro er det umuligt at behage ham (Gud)” (Heb 11,6).  Som Luther siger, er de gode gerninger frugten af troen.

Derfor skal vi vandre i kærlighed ligesom Kristus elskede os.

Jesus opfyldte loven som det eneste menneske, og han var det eneste perfekte offer. Jesus ”gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft

”For Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er en efterligning af den virkelige, men ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os; han gjorde det heller ikke for at frembære sig selv mange gange, således som ypperstepræsten hvert år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget,  for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer.  Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.” (Heb 9,24-28)

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑