En rejse i Tro og Kreativitet
Squashplanten voksede ikke
nu tror jeg, den er død
Hun har arvet en fobi
(eller er det noget, vi har spist?)
hun er bange for edderkopper
jeg slår dem ihjel
Hvad er et liv?
Engang så jeg en frø
nu er den væk
Squid game
herodianere
Mallebrok er død i krigen
Ingen kan lide samaritanerne og de spedalske
Plant et træ
Blodet råber
Det’ en gold tid, vi lever i
hvad skal vi lege?
Katten op at stege
hunden op at hænge
i en pose penge
“Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,
Herrens herlighed er brudt frem over dig.
For se, mørket dækker jorden,
mulmet dækker folkene;
men over dig bryder Herren frem,
hans herlighed viser sig over dig.
Folkeslag skal komme til dit lys,
og konger til din stråleglans.” (Es 60,1-3)
Fornyligt så jeg en livestreaming af et foredrag med Christian Hjortkjær. Christian Hjortkjær er teolog, forfatter og lærer på en højskole. Han talte, om hvordan vores samfund har ændret sig det sidste århundrede. Børn og unge i 1950’erne voksede op med forbud, i 1968 kom oprøret mod alle forbuddene. Flere årtier gik med færre og færre forbud, mere og mere “du må gerne” og flere af flere muligheder. Christian Hjortkjær sagde, at nutidens unge er vokset op med ubegrænsede muligheder, som de forventes at udnytte, og forbuddene er blevet til påbud. Forbud giver skyldfølelse, mens påbuddene giver skamfølelse.
Skyld og skam er ikke det samme. Psykoterapeut forklarer skyld og skam på denne måde:
Skyld er en følelse, der opstår over en handling – noget man ikke skulle have gjort, men som man har gjort sig skyldig i. Skyld er altså en fortrydelse af en handling. Når man føler sig skyldig kan dette afføde skam. Hvor skyld handler om at gøre noget forkert, handler skam om at være noget forkert. Skam er altså direkte forbundet med ens selvværd og evnen til at acceptere og elske den man er. Skam kan altså have med nogle meget svære følelser omkring sit værd at gøre, og ved en meget svær skamfølelse, kan man føle sig uværdig til at eksistere.
Skam dækker over den følelse og sindstilstand, der opstår, når der kommer for stor afstand mellem hvordan vi gerne vil være, og de muligheder vi i virkeligheden har. (https://psykoterapeutforeningen.dk/psykoterapi/psykiske-lidelser/skam-og-skyld)
Ud fra ovenstående beskrivelse, ser vi, at skamfølelse har at gøre med at have dårligt selvværd, og det svære i, at der er en “for stor afstand mellem hvordan vi gerne vil være, og de muligheder vi i virkeligheden har.“
Kort sagt får de unge at vide, at de skal udnytte deres muligheder, gå efter at blive den bedste, være gode verdensborgere og drømme stort.
Christian Hjortkjær kritiserede påbuddene, som giver sig til udtryk i nutidens børne-t-shirts -slogans:
Dream big, believe in yourself
Keep smiling
Shine like a diamond
Shine like a star
Disse t-shirts-slogans ligner de mange memes vi f.eks. ser på Facebook:
Choose happiness
Tænk positivt!
Elsk dig selv
Be yourself
Facebook er et spejl af én selv, den enkelte følger den og dem, som han/hun er enige med, og kommunikationen bliver hurtigt envejs. Den enkelte søger opmærksomhed, bekræftelse og anerkendelse fra en anden, men den anden søger selv opmærksomhed og anerkendelse. Den enkelte vil roses og elskes, men dem, som er på Facebook, har i virkeligheden brug for fællesskab. Men fællesskab er svært at finde bag en skærm og på Facebook, og det fællesskab der er, er mangelfuldt.
T-shirts-sloganene og mange Facebook-memes sætter selvet i centrum. Disse slogans forholder sig sjældent til et du – hverken ens næste eller Gud. Når der er høje forventninger til selvet, får man enten dårligt selvværd og skam eller bliver selvglad, egoistisk og narcissistisk.
Korte fraser har bevæget sig over i Facebookkristendommen: at dele ét citat fra en berømthed, at dele ét kristent udsagn eller ét Bibelvers. Gerne et af de vers, som de fleste kristne kender. I dag viste min Facebookfeed mig:
God is in control
Be strong in the Lord and in the power of His might
God was intentional when he made you
Choose Jesus
Disse fragmenter er bedre end de populære slogans, for de handler ikke altid om én selv. Nu kommer Gud eller Jesus på banen. Dog præger disse fragmenter fra vores Facebookfeed vores tro, når vi hyppigt siger enkeltstående Bibelvers eller “kristne” sætninger til os selv og hinanden. Vi gør det for at opmuntre, opbygge, og peptalke os selv og hinanden, men det kan aldrig stå alene. Det kan aldrig stå alene uden nuancerende, reflekterende dialoger i telefonsamtaler eller fysiske møder. Det kan ikke stå uden fordybelse i mere end ét Bibelvers, ro og stilhed, personlige andagtsstunder og refleksioner, personlig bøn og det kristne fællesskab. Disse små ord kan aldrig stå uden den levende Gud selv.
Lad os tage et eksempel mere på Facebookkristendom:
Arise, shine for your light has come
Dette er den engelske oversættelse af Es 60,1
Es 60,1 lyder “Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet”
Hvordan er Bibelen og kristendommen anderledes fra vores kultur og de t-shirts-slogans, som Christian Hjortkjær kritiserer? Er kristendommen ikke fyldt med forbud og påbud?
Vi kan ikke ignorere loven og buddene. Vi må heller ikke ignorere Paulus’ formaninger eller påbud. Vi finder i Ef 5 noget, der minder dig om “Rejs dig, bliv lys”:
“Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig.” (Ef 5,14)
Es 60 er en profeti af Jesus, og at han får kirken til at lyse. Så hvor kommer lyset fra i Es 60? Det er Kristus, som lyser for os og får os til at lyse ved Helligånden, som bor i vores hjerter. Herligheden, som er brudt frem (Es 60,1) er den herlighed, som Jesus har:
“Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” (Joh 1,14)
Jesus er det lys, som er kommet og gør, at vi kan skinne, blive lys:
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. (Joh 1,9)
Jesus er livet, og han er det lys, som skinner i mørket:
I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. (Joh 1,4-5)
Således er “rejs dig, bliv lys” noget andet end t-shirts-slogans, vi ikke kan leve op til. Det er ikke et påbud om, at vi skal lede efter noget inde i os selv, som vi ikke har, fordi i os, i vores kød “bor der intet godt”. Vi har viljen, men vi kan ikke udføre det gode (Rom 7,18). Derfor er det ikke os selv, som skal skinne.
Kristendommen byder på noget bedre end “believe in yourself” og “Keep smiling”. Tænk hvis Gud havde sagt til Job, som var en mand, som havde mistet alt og alle og havde store smerter: “keep smiling”?
Sådan er Gud ikke. Gud blev menneske, han trådte ned på vores jord, som er dækket af mørke. Jesus Kristus brød frem, han er kommet, og han viser os sin herlighed. Han gør, at vi kan stå op, for han lyser for og i os.
Fortsættelse følger
Jeg har før fortalt jer, om engang jeg fortalte en kvinde om, at min mand havde muskelsvind. Hun fik medlidenhed med mig, men jeg kunne ikke bruge hendes medlidenhed til noget.
Jeg tror at når man har medlidenhed, har man ikke forståelse for sin næste. Man lever sig ikke ind i sin næstes situation. At have medlidenhed er en måde at distancere sig og ubevidst se ned på nogen. Man prøver på at udtrykke omsorg og forståelse og siger måske: “hvor er det synd for dig!” Alle mennesker kan have medlidenhed, og måske er det noget mere intellektuelt end noget følelsesmæssigt.
I stedet for at have medlidenhed, skal vi have medfølelse. Medfølelse er ikke det samme som medlidenhed. Men vi kan ikke bare sige, at nu vil vi have medfølelse. Medfølelse er ikke en tanke. Medfølelse er ikke noget man kan lære ligesom matematik, og jeg tror kun der findes ét menneske, som har medfølelse med alle mennesker.
Jesus har ikke medlidenhed med os. Han føler med os. I 92-udgaven af Bibelen står der, at Jesus ynkes. “At ynkes” betyder “at blive følelsesmæssigt berørt”. Det græske ord er “esplanchnisthe” og betyder “at have medfølelse”, “at blive bevæget med medfølelse”. Det er i familie med ordet “splanchna”, som betyder indvolde. Jesu medfølelse er ikke en teori eller en tanke. Jesus mærker menneskers nød i sin krop, i sine indvolde, i sin mave og sit hjerte. Han mærker menneskers nød i sine indvolde så stærkt, at han må gøre noget.
Jesus græder med os, men det gør ham ikke magtesløs eller passiv. Han vil gøre noget ved problemet. Han vil hjælpe os, men han møder os med respekt og værdighed, og han vil ikke tage selvstændigheden fra noget menneske. Han går i dialog med mennesker. Han spørger dem, hvad han kan gøre for dem. Der er handling i Jesu ord. Mange gange rejser han ikke folk op, men siger: “rejs dig op!”:
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op! (Luk 7,11-14)
Hvis jeg ser en flok af mennesker som har det dårligt eller hvis jeg ser i fjernsynet, at et stort jordskælv er sket i et land, kan jeg ikke mærke folkets nød i mine indvolde. Det er så stor en nød, at jeg ikke er i stand til at have medfølelse. Jeg kan bevæges til at donere nogle penge, men det er det eneste. Jesus har medfølelse med skarerne:
Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting. (Mark 6,34)
Jesus ynkes over, at mennesker er syge, og over at de er sultne:
Da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne. Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge. Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.« Men Jesus svarede dem: »De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!« De sagde til ham: »Vi har kun fem brød og to fisk her.« Han sagde: »Giv mig dem!« Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn. (Matt 14,13-21)
I denne beretning hører vi, at Jesus ville tage hen et øde sted for at være alene. Mange af os kan nikke genkendende til behovet for at have tid alene for os selv. I andre steder i evangelierne læser vi, at Jesus tager hen et øde sted for at være alene sammen med sin Far. I denne beretning ser skarerne Jesus, og de følger efter ham. Han kunne have sendt dem væk. Han kunne have sagt: “vent lige et par timer. Jeg har brug for noget tid alene”, eller han kunne som en superstjerne have sagt: “Jeg er træt. Kom tilbage i morgen, så skal I se mig og få et par autografer”. Jesus er populær hos skarerne, men han er på ingen måde en superstjerne, og han er helt uselvisk. Han sætter sit eget behov helt til side og ser formodentligt hvert eneste menneske i den store skare. Han får medfølelse med dem og helbreder dem, der er syge og giver dem mad, for de er sultne.
Jesus ynkes også over det enkelte menneske, som han møder. Vi kan få medfølelse med et menneske vi møder, men vi er syndere. Vi går forbi eller vi tøver. Vi bliver bange eller finde på alle mulige undskyldninger, og så mister vi chancen for at hjælpe vores næste. Jesus tøver ikke:
Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: »Hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren. (Mark 1,40-42)
Jesus har medfølelse med dem, som græder og over dem, hvis hjerte er knust.
Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt. (Sl 34,19)
I denne beretning bliver Jesus stærkt opbragt og kommer i oprør over Maria og Marthas sorg over at hans elskede ven, Lazarus, er død.
Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« (Joh 11,32-37
I det næste ser vi at Jesus er stærkt opbragt, men han vi også gøre noget for de sørgende. Han beder i tillid til sin Gud Fader, han viser dem Guds herlighed, og han råber til Lazarus:
Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud! (Joh 11,38-43)
Jesus er den Messias, som Esajas profeterede. Han er nær ved dem, hvis hjerte er knust, og han læger hjerterne. Jesus ynkes og trøster, men han stopper ikke dér. Han handler, han sætter fri:
Gud Herrens ånd er over mig,
fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede,
for at udråbe et nådeår fra Herren
og en hævndag fra vor Gud,
for at trøste alle, der sørger,
for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske,
glædens olie i stedet for sørgedragt
og lovsang i stedet for svigtende mod.
(Es 61,1-3)
Jesus møder mennesker, som vi som samfund har udstødt. Han møder mennesker, som er knækkede og har mistet gnisten, men han hjælper dem. Han vil ikke sønderbryde nogen:
Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr. (Es 42,3)
Det største Jesus gjorde var, at han frivilligt gav sit liv for os. Han døde for os, fordi han elsker os:
“Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (Joh 15,12)
Alt hvad Jesus har gjort for os, har han ikke gjort, fordi han synes det er synd for os, men fordi han er bevæget af medfølelse over for os alle. Han kender os bedre , end vi kender os selv:
Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Jeg er ikke i stand til at forstå Hans kærlighed. Han græder med de grædende. Han føler i sit hjerte det, vi føler. Han har båret vores byrder og vores knuste hjerter. Han har frivilligt båret vores sygdomme og synder:
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt. (Es 53,4-5)
For således elskede Gud verden…Det vers kender vi kristne rigtigt godt. Det er evangeliet i ét vers. Men i hvilken forbindelse siger Jesus dette?
Lad os derfor se på Johannesevangeliet kapitel 3 vers 1-21
”Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” (v. 1-2)
Nikodemus var medlem af jødernes råd. Jødernes råd var den øverste jødiske domstol. Det blev ledet af en ypperstepræst og beskæftigede sig med religiøse forhold, politik og samfund. Han var også farisæer, han var altså medlem af et religiøst parti, som lagde meget vægt på at overholde Moseloven. Han opsøgte Jesus og ville gerne tale med ham selv. Opsøg Jesus ”under fire øjne” og stil ham nysgerrigt nogle spørgsmål og lyt til ham – i din Bibellæsning og i bøn , det tror jeg er en god idé!
Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« (v. 3)
At se Guds rige ville for jøderne være det at komme i himmerige efter døden. Jøderne mente, at de var garanteret en plads i himlen fordi de var efterkommere af Abraham (David Guzik i https://enduringword.com/bible-commentary/john-3/ ) . Men Jesus siger til Nicodemus, at man skal fødes på ny for at se Guds rige.
Det er helt sort snak for Nicodemus. Han forstår det overhovedet ikke. Jesus uddyber:
»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. (v. 5-6)
At blive født af vand, hvad vil det sige? Det kan tolkes på flere måder (David Guzik i https://enduringword.com/bible-commentary/john-3/ ). Nogle mener at Jesus hentyder til dåben, andre mener at det drejer sig om at blive født på ny af Guds ord. At tro på Guds Ord er ikke uvæsentligt, hvilket vi kan læse andre steder i Bibelen. Kirken helliges ved at den renses i vand ved Ordet (Ef 5, 26), vi er rene pga. det ord, Jesus har talt til os (Joh 15,3) og vi er genfødt ”af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord” (1 Pet 1,23). Nogle mener, at det at blive født af vand menes at blive født af Helligånden, det levende vand (Joh 7,38-39). Endelig er der den betydning, at Jesus refererer til Ezekiels profeti af renselsen ved den nye pagt (og Nikodemus har som farisæer nok kendt til denne profeti):
”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez 36,25-27).
Nogle kristne i USA taler meget om, at det gælder om at være born-again-Christians. Når jeg har hørt dem nærmest råbe om det, får jeg mærkelige forestillinger om nogle særligt åndsfyldte, som kan noget helt særligt åndeligt med Helligånden, er dygtig til at tale i tunger eller et eller andet. Jeg håber ikke, at det er dét, de taler om.
Som jeg ser dét, er vi fattige i ånden. Vi kan ikke gøre noget for at blive mere kristne eller åndelige eller åndsfyldte. Når vi tror på Jesus, bor Helligånden i os, det er Guds gave til os. Vi kan ikke gøre noget selv ud over at tro, og samtidig er troen en gave. Det handler heller ikke om, at nogle har en større tro end andre. Alle kristne er på én gang både gamle og nye mennesker, idet vi stadig har en syndig natur og også har Helligånden. Ånden og kødet strides:
”kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.” (Gal 5,17)
Som sagt er vi som kristne både gamle og nye mennesker. Vi kæmper mod synden, og samtidig hjælper Helligånden os. I Romerbrevet kapitel 8 læser vi, at kødet (menneskets syndige natur) vil død, fjendskab med Gud, kan ikke underordne sig Guds lov og kan ikke være Gud til behag. Mens Helligånden, som bor i os, vil liv og fred og hjælper os med dræbe legemets gerninger (så synden ikke skal have magten?) (Rom 8,5ff ) og skriver loven på vores hjerter.
Farisæerne mente, at de var gode mennesker, fordi de var efterkommere af Abraham, kendte Moseloven godt og overholdt den (det mente de selv at de gjorde), og at dermed havde adgangsbillet til Guds rige. Men det talte Jesus imod. Han sagde, at de skulle fødes på ny.
At blive født på ny er at tro på Jesus, at tage imod ham:
”Dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn. De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (Joh 1,12-13).
Lad os lige se på det vers, hvor Jesus snakker om vejret – eller om vinden.
Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (v. 8)
Jeg kommer fra Vestjylland. De fleste dage blæser det meget i Vestjylland, men det er forskelligt, hvor vinden kommer fra. Hvad mener Jesus med, at den som er født af Ånden er ligesom vinden?
Man kan virkelig erfare blæstens kraft, når det stormer, når der er orkan, eller når man står ved et Vesterhav, som har høje bølger. Det er utroligt, at nogle dage er helt vindstille, og andre dage stormer det – også om sommeren. På denne måde er Helligånden, som er en person i Treenigheden både uforudsigelig, utrolig og gådefuld.
At fødes på ny er noget, som Gud gør i os, det er Hans værk og Hans ære alene. Det handler om at tro på Jesus, og samtidig er det noget, som kun Gud forstår fuldt ud. ”Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud.” (1 Kor 2,11).
Joh 3,16 er et meget opmuntrende vers, og samtidig står det i en barsk kontekst, som hverken er moderne eller politisk korrekt, men der står dette i skriften:
”den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.” (v.18)
”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.«” (v. 19-21)
Vi ved fra Joh 1,4-9 og Joh 8,12, at lyset, som er kommet til verden, er Jesus. Hvis Jesus er lyset, er mørket måske djævelen. Jesus kalder i Johannesevangeliet djævelen ”denne verdens fyrste”. Om mennesker, der hader lyset, kan vi også læse i Rom 1
”For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed.” (v. 18)
”De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen” (v. 25)
”Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.” (v. 28-32)
Denne ondsindethed og det med at bifalde andres onde gerninger finder vi i verden. Men kan nogen af os sige, at vi aldrig er griske, misundelige, sladrer, bagtaler, praler, ukærlige og ubarmhjertige? Dér har vi det gamle menneske, den syndige natur. Dér har vi kødet, som vil død og fjendskab med Gud og ikke kan være Gud til behag.
Jesus ved, at Nikodemus og alle de andre farisæere, ja alle de andre jøder ikke kan overholde Moseloven. Det er ikke tilfældigt, at Jesus sammenligner sig selv med kobberslangen. I 4 Mos 21 er Israel for længst blevet befriet fra trældommen i Egypten, og Gud har lige givet kana’anæerne i Israels magt. Gud bekæmper israelitternes fjender og giver dem føde, alligevel bliver folket utålmodigt. Det bliver træt af at være i ørkenen og den mad de får, og de beklager sig til Moses og Gud. Der sendte Gud slanger, som bider folket, og mange døde. Det minder om syndefaldet. Adam og Eva blev ”bidt af” slangens ord og syndede, og derefter sendte Gud dem væk og sagde at de skulle dø.
Israelitterne som havde mødt de mange slanger, erkendte deres synder
”Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!«” (v. 7)
Moses bad for folket, og Gud sagde til ham, at han skulle lave en kobberslange:
”og Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.« Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.” (v. 8-9)
Det er denne beretning Jesus refererede til, da han sammenlignede sig selv med kobberslangen.
”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.” (Joh 3,14-15)
Den ophøjede Menneskesøn er Jesus, som ophøjes, idet han døde på korset for os. Hvis vi er blevet bidt af en slange, dvs. hvis – eller rettere når – vi har syndet, skal vi rette vores blik mod Jesus, skal vi tro på Jesus, tro på, at han i vores sted døde for os.
Et andet sted i Johannesevangeliet hører vi om, at jøderne var meget optagede af at gøre gode gerninger. Så de spurgte Jesus:
Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« (Joh 6,28-29)
Mange mennesker, især i dag, er optagede af at gøre godt. De bliver også rost for at være fleksible, tilpasningsdygtige, effektive og produktive, og mange unge mennesker har idealer om at være dygtige på deres uddannelsessted, få høje karakterer, være sociale, have mange venner, have et fritidsarbejde, dyrke sport og spise sundt og have flere fritidsinteresser. Det er menneskeligt at være optaget af at være dygtige og spørge: ”Hvad skal vi gøre?”
Til både farisæerne, jøderne og nutidens mennesker bringer Jesus et helt andet perspektiv. Han vil have en relation med os. ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre”, siger han (Joh 15,5). Pga. han døde på korset, pga. Helligånden, som bor i os, kan vi – i sammenspil med Bibellæsning, bøn og med det kristne fællesskab – have en personlig relation til Jesus. Jeg tror, det er noget af det Jesus mener, når han siger, at Guds gerning er den at tro på Ham, som Gud har udsendt.
Hvor kom vi fra? I Joh 3, taler Jesus meget om dom og frelse. For Nikodemus kunne ikke vide sig sikker på, at han ville blive frelst. Det var ikke nok, at han var efterkommer af Abraham og meget optaget af at opfylde Moseloven. Jesus sagde til Nikodemus, at han skulle tro på ham. Jeg tror, han sagde det til ham af kærlighed.
Med alle de andre vers i baghovedet, lad os nu kigge på Joh 3,16
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Gud elsker verden. Der står ikke, at Gud elsker dig. Der står Gud elsker verden. Jøderne troede, at Gud kun elskede Israel, men Gud elsker hele verden.
Hvordan elsker Gud verden? Han elsker den på den måde, ”at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Han gav verden sin eneste søn. Han gav. Han gav Jesus, han ofrede sine eneste søn for os som en gave. Det med at Gud giver os Jesus, som også betyder “Herren frelser”, nævnes også i Ef 2,8
”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.”
Gud ville ikke at verden skulle fortabes. Han ville hverken at menneskeheden pga. synd skulle dø af slangebid, at de skulle sendes langt væk fra Edens have og dermed fjernt fra Gud og fællesskabet fra Ham. Gud ville, at de skulle have evigt liv sammen med ham.
”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3,17)
Jeg gik ud i min have og hvilede mig under det store æbletræ. Jeg var sulten og kedede mig. Et æble faldt ned og landede i mit skød. Mit hjerte hoppede af glæde. Det så flot og saftigt ud. Jeg tog en stor bid af æblet, og jeg så alt. Jeg faldt i søvn. Der var en ordløs larm. Stilhed. Mørke. En dør åbnede sig til en anden verden. Der var snedriver og stejle klipper. Ingen blomster, intet vand, kun mit ansigts sved. Jeg bliver til en sten. Det støver. Hvad er det her for noget?
Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;
det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;
thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.
Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet. (Ordspr. 4,20-23)
© 2025 Diakon og Skribent
Tema af Anders Noren — Op ↑
Seneste kommentarer