Et af de første indlæg på denne blog handler om min mormor. Min mormor så altid det gode i alle mennesker.
Jeg er kommet i tanke om min bedstefar. Han sagde ikke så meget, men han var rolig og flink. Jeg kan huske, at jeg spillede kort med ham, og at han tit faldt i søvn, når han læste avis. Jeg har altid ønsket, at jeg havde lært ham bedre at kende, men hans mildhed og venlighed beroligede mig. Min bedstemor var nogle gange urolig og bekymret, men han var der altid for hende. F.eks. hjalp han hende i køkkenet. Han var hendes klippe af ro. Min far har sagt, at min bedstefar aldrig havde skældt sin børn ud. Dog tror jeg, at min bedstefar kunne blive vred, selv om vi aldrig oplevede ham vred. Da han var gammel og blev syg, havde han mange smerter, at han ikke selv kunne vende sig i sengen. Han beklagede sig aldrig, og han var bange for at være nogen til besvær. Engang bar han mig og dansede med mig til en familiefest. Jeg var kun to år, men jeg har set et billede, der blev taget dengang.
Der skete andre særlige begivenheder, da jeg var lille. Jeg har set et billede af mig selv, hvor jeg er i min dåbskjole. Den dag jeg blev døbt, var en særlig dag, men jeg kan ikke huske den. Min Himmelske Far var der altid for mig. Han var der, da mine snørebånd viklede sig rundt om min cykels pedal. Han var der, da jeg brækkede min arm og det gjorde virkeligt ondt. Han var der, da de store drenge grinede af mig og vidste hvordan de kunne irritere mig. Han var der, da jeg var ulykkeligt forelsket. Han var der, når jeg var forvirret og urolig. Jeg troede på, at jeg havde en Far i himlen, men jeg vidste ikke, hvem han var. Indtil en dag jeg fandt – ikke et fotoalbum – men en bog fuld af bøger og bladrede i den. Det var ikke ved første øjeblik i Bibelen, at jeg lærte min himmelske Far at kende. Det tog tid at læse om ham og om alle de personer i Bibelen, som havde mødt ham. På en måde mødte jeg ham, da jeg nåede til at læse om hans søn, Jesus, som også kaldes Guds tolk (Joh 1,18). Selv om jeg har læst evangelierne flere gange, kender jeg ikke Jesus helt endnu. Ud fra Bibelen ved jeg noget om Gud, men der er også en masse jeg endnu ikke ved.
Efter at jeg havde læst i Bibelen i lang tid, opdagede jeg, at Helligånden også var en del af den Treenige Gud. Helligånden taler til mig på forskellige måder, men for det meste er Han stille og rolig. Helligånden er der altid, men for det meste, er han ikke en, som råber. Han er mild og rolig – en klippe af ro. Helligånden gør en urolig dag mere rolig. Pludselig har han vendt tristhed til glæde. Pludselig minder han mig om noget, som er godt og ædelt at tænke på. Han kunne aldrig finde på at sige til mig, at jeg var håbløs eller en fejltagelse. Helligånden vil aldrig sige noget, som ikke stemmer overens med Bibelen.
Det bedste er, når Helligånden minder mig om et Bibelvers. Bibelen er skrevet ved inspiration af Helligånden:
”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at de menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” (2 Tim 3,16-17).
Jesus siger, at hans ord skal blive i os (Joh 15,7). Mange vil bedrage os, føre andre vild og selv fare vild.
”Du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.” (2 Tim 3,14-15)
Helligånden peger på Jesus. Han vil aldrig ophøje et menneske – når jeg begynder at bygge slotte i min navle, så er jeg kommet på afveje! Helligånden fortæller om Jesus. Han kaldes også Talsmanden, for han taler på Jesu vegne, og han herliggør Jesus:
”Han skal herliggøre mig (Jesus), for han skal tage af mit og forkynde for jer.” (Joh 16,14-15)
Ligesom Moses førte jøderne ud af trældommen i Egypten, har Jesus ført os ud af vores synders trældom, idet han besejrede synden på korset. Jesus er vores Herre, men Helligånden giver os barnekår. Vi er Guds børn:
”Alle dem, der tog imod ham (Jesus), gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” (Joh 1,12-13)
Således giver Helligånden hverken frygt eller trældom, men frihed og barnekår:
”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen vores ånd om, at vi er Guds børn.” (Rom 8,15-16)
Kærlighedsbuddet
Da jeg havde læste meget i Bibelen, indså jeg, at der var en lov, som Gud ville, at jeg skulle overholde. Jeg vidste, at jeg skulle elske min næste. Men der var et andet bud, som stod lige med det.
En skriftklog spurgte Jesus, hvilket bud er det første af alle bud? Jesus svarede:
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og af hele dit sind og hele din styrke.” (Mark 12,30)
Fra evangelierne har jeg lært, at farisæerne og de skriftkloge kendte loven rigtigt godt, men deres kærlighed til mennesker var begrænset, og på ingen måde elskede de Gud helhjertet. De kendte Guds ord, men alligevel sagde Jesus om dem, at de satte de Guds ord ud af kraft. Til farisæerne og de skriftkloge sagde Jesus:
”Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer er menneskebud.” (Matt 15,7-9).
Farisæerne og de skriftkloge gik så meget op i, at alle regler skulle overholdes, og de mente selv, at de overholdt loven, men deres hjerte kom langt væk fra Gud. De elskede ikke Gud, og de troede ikke på Jesus.
Jeg forstår nu godt farisæerne og de skriftkloge. De prøvede virkelig på at overholde hele loven. Hvem vil ikke gerne følge de ti bud, lade være med at lyve, undgå at køre for stærkt og altid være god mod sin nabo, altid være en god mor og altid elske og ære sin mand? Og jeg vil da gerne elske Gud af hele mit hjerte, min sjæl, mit sind og min styrke. Jeg vil gerne overholde loven, men uanset hvor meget jeg anstrenger mig, bor der intet godt i mit kød.
Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. (Rom 7,18-21)
Det så ikke godt ud for farisæerne og de skriftkloge. Og vi har en syndig natur. Der er en kamp mellem kødet og ånden, men troen på Jesus giver håb.
Jesus sagde til sine disciple, at han skulle dø, hvilket var svært for dem at forstå, og det ville blive en sorg for dem. Han sagde:
”Det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” (Joh 16,7)
Hvis ikke Jesus døde på korset for os – Hvis ikke han tog straffen for vores synder, ville der ikke blive åbnet til adgangen for det allerhelligste. Så ville vi ikke kunne få adgang til Guds hellige nærvær.
Hvis ikke Jesus døde for os, kunne vi ikke ved troen på Ham få Helligånden. Så ville loven ikke blive skrevet på vores hjerter, så ville Guds kærlighed ikke være udgydt i vores hjerter. Så ville vi aldrig på noget tidspunkt være i stand til at leve op til kærlighedsbuddet, for det er ikke os selv i egen kraft, men Helligånden, som gør os duelige (2 Kor 3,3-6).
Hvorledes hænger kærlighedsbuddet og Jesu død sammen? Jesu død er Guds gerning givet til os af kærlighed. Vi elsker fordi Han elskede os først (1 Joh 4,19)
”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” (1 Joh 4,9-10).
Seneste kommentarer