Fjern sten
Tidsler skal væk
De, som nedtramper jorden
bliver jaget væk
Jorden skal pløjes
Marker skal gødes
Kornet skal sås
Gør jorden klar
til Ordet
Solen skinner
Himlen sender regn
Vindpust

En rejse i Tro og Kreativitet
Trækronen er vindblæst
men stammen står fast
med dybe, tykke rødder
Det er urokkeligt
Det er uforanderligt
Træet står til evig tid
Ingen storme kan vælte det
Hvis ikke grenene bliver på træet
visner grenene
Træet renser grenene
Grenene bærer frugt
Træet renser grenene
Grenene bærer frugt
Vi bærer hans sårmærker
– men hvem er han,
denne Jesus, også kaldet Kristus?
Han er ikke bare menneske og konge
Han er Guds søn, som gav sit liv for os
Han er kærligheden, som døde på et kors
Han bar babyens kolik
og det brækkede lårben
Han bar mine tandbylder
og din sjæls dybe sår
Han er stillet offentligt til skue
helt nøgen og bar
Vores ondskab gennemborer hans hænder og fødder
Guds ansigt vrider sig af smerte
Hans far kan ikke se på det mere
han vender ryggen til ham
og går.
Jesus ramte dødens kolde mørke
– en forbandelse han aldrig havde fortjent
Guds kraft rejste ham op
fra dødens grav
Hva’ nu?
Kan han bære mere,
Guds hellige,
lidende tjener?
Giv ham alt
– ikke blot dit ansigts sved
men også dit hjertes kampesten
dit svigt og dine sårende ord
Læg alt dit kaos, dit skarn og din skam
i Hans blødende hånd
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16,1-8)
Da jeg læste teologi, fik jeg at vide, at Markusevangeliet oprindeligt sluttede med vers 8 “De sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Resten af evangeliet var en tilføjelse. Jeg kan ikke huske, hvornår den sidste del skulle være tilføjet. Uanset hvad, så er den opstandne Jesus beskrevet i slutningen af Markusevangeliet og de andre evangelier.
Jeg ser vers 1-8 som en rammende beskrivelse af når nogen lige er død og sorgen. Ens kære er der ikke mere og savnet efter den man har mistet er virkeligt stort. Sorgen er en krise, det er noget virkeligt svært. Kommer døden for tidligt og som et chok er det endnu hårdere.
Jesus var ikke kun en kær ven og et menneske – han var Messias, som havde trådt ind i disciplene og kvindernes liv med sin kærlighed og forvandlende magt. De satte alt deres håb til ham, men han blev kun lidt over 30. Han, som kunne vække døde til live endte selv med at dø – døden på et kors.
Så kommer kvinderne til graven, og den er tom. Hvad skal det betyde? En engel siger til dem, at Jesus er opstået, men kvinderne flygtede, de var rystede og ude af sig selv. De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
En sådan frygt, hvor man er ude af sig selv og rystet – det er et chok, og det er ubehageligt.
Et chok kan være mange ting. Det kan være et svar man får, som er helt anderledes end det, man havde håbet på.
Sidste gang jeg blev chokeret, fik jeg en besked, som kom helt bag på mig. Bagefter blev jeg sur på mig selv og skuffet over, at jeg havde håbet og troet på det svar, som ikke blev en realitet. Derefter tilbragte jeg resten af dagen i en blanding af sur skuffelse og en tilstand, hvor mine øjne var blevet meget utætte.
Dagen efter rejste jeg mig op og greb ud efter det håb, jeg ikke kunne se, og jeg genoptog bønnen: “Far, jeg beder om, at hvis det er din vilje,så…”
Jeg er nødt til at holde fast i håbet, selv om jeg ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Lad os læse nogle flere vers i Markusevangeliet:
Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af. Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det.
Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet. De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro.
Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. (Mark 16,9-14)
Jesus viser sig selv først for Maria Magdalene, så to andre og til sidst de sidste 11 disciple. De fortæller, at de har set Jesus, men de andre tror ikke på det. De ville ikke tro på det. Han bebrejder dem deres vantro og hårdhjertethed. De ville ikke tro på det, før de selv så ham.
Versene handler om tro, tvivl og ikketro. Vi lever i et land, som nogle kalder kristent, men der er mange som ikke tror. Nogle vil ikke tro, og nogle kan ikke tro. Og så er der nogle, der tror.
Jeg ikke kan bevise det, i hvert fald ikke med den videnskabelige metode, men jeg tror på, at Jesus er opstået fra de døde og lever. Det håb vil jeg holde fast i.
Det er stort, at Jesu blod gør syndere retfærdige, og at vi ved Jesus får tilgivelse af nåde, det bliver os givet helt ufortjent – samt vi får fred med selve Gud. Og vi får et håb ved Jesu død og opstandelse, et håb om et evigt liv efter døden – hos Gud:
Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. (Rom 5,1-2)
Jeg tror på et evigt liv efter døden, og jeg tror på, at Jesus har sejret over det onde, synden og døden. Det tror jeg på, selv om verden ser ud, som den gør, og også selv om ondskaben og synden desværre i høj grad bor i mig.
Jeg ved, at Jesu opstandelse ikke betyder et liv med lyserøde skyer og nuttede enhjørningebamser.
På engelsk kaldes Langfredag Good Friday. For Jesus var Langfredag lang og lidelsesfuld, men for os er Langfredag god – ikke pga. påskefrokosterne og påskeæggene, men pga. hvad Jesus gjorde for os.
Lidelsen og døden kom ikke som nogen overraskelse for Jesus. Flere gange fortalte han disciplene, at det ville ske.
“Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” (Luk 18,31-34)
Jeg ved ikke, om Jesus vidste hele sit liv, at han skulle lide, dø på korset og opstå fra de døde, men han vidste det i lang tid, før det skete. Disciplene kunne ikke forstå det. Det var var uforståeligt for dem, at deres mester og ven – Ham, de havde forladt alt for, Ham, de satte deres håb til. At Han sagde, han skulle dø. Han var ikke gammel, kun lidt over 30. Han var Messias, Guds søn – det var ubegribeligt, at Han virkelig skulle dø.
Jesus vidste alt, hvad der ville komme til at ske. Da han blev taget til fange, var han i Getsemane have og bad inderligt til Gud (Mark 14,3-42). Han var bange for alt det, der ville komme til at ske. Han havde angst og var bange for at dø. Hans sjæl var fortvivlet til døden (v. 34). Han havde ikke lyst til at drikke bægeret, som var Guds vredes bæger (Es 51,17).
Jesus var ikke tvunget til at gå lidelsens vej og dø. Han havde magten til at rejse sig op og som en revolutionær gøre oprør mod alle undertrykkerne, tage magten fra romerne og indtage kongetronen. Det var en sådan Messiasskikkelse, jøderne ventede. Men det var ikke Guds vilje med Jesus.
Jesus traf det valg, han vidste var det bedste og eneste rigtige. Han valgte at gøre Guds vilje.
Det var ikke en god dag for Jesus. Han lod sig tage fange som om han var en forbryder, blev forhørt og blev dømt til døden på et kors.
“Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. ” (Luk 23,32-38)
Jesus udholdte alle forhånelserne og ydmygelserne. Han udholdte at blive gjort grin med, at blive klædt af, og at der blev trukket lod om hans tøj. Han udholdte alle piskeslagene, alle tæskene, alle de uberettigede anklager, alle forhørene, al modsatanden. Han udholdte, at folkedomstolen dømte ham til døden for at få en morder løsladt (Luk 23,18-21). Han udholdte at blive forrådt med et kys, og at alle hans venner svigtede ham. Jesus var uskyldig og syndfri, og han blev korsfæstet sammen med forbrydere.
Han tilvalgte ydmygelsen, magtesløsheden og lydigheden over for Gud. På intet tidspunkt stoppede han op og sagde: “Nu er det nok. Jeg gider ikke mere.” På intet tidspunkt vristede han sig løs og tog magten tilbage.
Jeg vil introducere jer kort til denne tekst. Jeg fik ideen en nat, jeg ikke kunne sove. Jeg troede, det ville blive et digt, men det blev en historie (inspireret af en velkendt beretning) for børn, unge og andre i alderen (ca.) 12 år og op efter. Det er meget sjældent, at jeg skriver historier/noveller, så I må bære over med mig.
Et enhjørningeføl galopperede sammen med sin mor og en flok heste, som var dens venner og familie. De legede tagfat i en have på gange mellem roser og liljer. De lå i grønne enge og spiste saftigt græs. De rullede sig rundt på ryggen og solede sig og kiggede på sjove skyer.
Enhjørningen voksede. En dag fandt den en smuk, klar kilde. Den bøjede sig ned og drak af kilden. Dens manke og hale blev smukkere. Dens hvide pels strålede. En stemme, enhjørningen havde hørt og talt med før, sang højt om sin kærlighed til den.
Enhjørningen blev voksen og stærk. En dag løftede den et bjerg.
Pludselig forsvandt solskinsvejret. Det blev overskyet, og det begyndte at blæse. Et vindstød skubbede enhjørningen væk. Væk fra haven. Væk fra moderen. Den blev ført hen til et ukendt land. En ødemark. Den vendte sig om for at løbe tilbage til haven. Stemmen kaldte på enhjørningen:
”Du kender min plan. Du ved, hvad du skal gøre”
Enhjørningen stod stille i lang tid og kiggede ud over ødemarken og over mod en dunkel skov.
”Jeg elsker dig, og du ved, hvad du skal gøre.”
Enhjørningen stirrede længe på den bare jord. Så løftede den hovedet, rettede sig op og gik langsomt igennem ødemarken hen til den dunkle skov.
Der var en sti i skoven. Enhjørningen vidste, hvilken vej den skulle gå, men den savnede solskinsvejret og det saftige græs. Der var syge elmetræer, skovflåter og myg. Der var burresnerrer og fluesvampe, brombærkrat, guldregn og tjørnebuske.
Stemmen fortalte enhjørningen, hvad den måtte spise. En dag så enhjørningen nogle heste. Den gik hurtigt hen til dem. Nogle af hestene blev den venner med. Andre heste vrinskede vredt og snappede ad den, selv om den gjorde intet forkert.
Den havde dem fortalt om livet i haven og om Stemmen, som elskede alle. Den havde fortalt, hvad de skulle holde sig fra at spise, fordi det var giftigt, og hvordan de skulle holde fred med hinanden.
Og den helbredte de syge elmetræer og andre syge planter og dyr. Enhjørningen lyste op i den dunkle skov.
Men mange heste sagde til den, at den var helt gal på den. De sagde til den, at den var beskidt og lugtede, og at den ikke fulgte den dunkle skovs regler – selv om enhjørningen gjorde intet forkert. De blev misundelige på den, fordi mange af skovens dyr var glade for den.
En gang imellem gik enhjørningen op på en høj og hen til skyggen af skovens ældste træ og lagde sig på sine knæ og talte med Stemmen. Stemmen gav den styrke og fyldte den med kærlighed og sagde:
”Du ved, hvad du skal gøre.”
Læs mereSidste indlæg handlede om, hvorfor vores hjerter er bedrageriske. Dette indlæg er sidste del af serien om, “Hvad er det, som gør os urene?” Lad os se på, hvorfor der alligevel er håb.
Vi får at vide, at vi skal være helhjertet med Gud, og vi skal elske Ham af hele vores hjerte. I hele Det Gamle Testamente læser vi om, hvordan jøderne gang på gang mislykkes med at overholde loven og elske Gud.
Det er nedslående at kende buddet om helhjertethed, om at sætte Gud først og elske Gud af hele sit hjerte, når vi ved, at vores hjerter er bedrageriske og syndige. Det er aldrig noget, som bliver nemt eller naturligt for mennesket, for kødet vil fjendskab med Gud (Rom 8,7).
Dog finder vi budskaber om nyt liv og nyskabelse i Bibelen. Mange år før Jesu fødsel og Helligåndens komme, profeterede Ezekiel om dåben (”rent vand”), og at vi ville få Helligånden (“ny ånd”):
”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” (Ezek 36,25-27)
Jesus tog vores straf for vores hjerters synd og bedrag, så vi ved hans blod helt ufortjent – ved nåde – blev frelst. Når vi tror på, at Jesus døde for os, gør hans retfærdighed os retfærdige, selv om vi ikke formår at overholde loven. Når vi tror på Jesus, får vi Helligånden. Ved Helligånden bliver Guds kærlighed udgydt i vores hjerter (Rom 5,5), og Helligånden skriver loven på vores hjerter (1 Kor 3,3 og Ezek 36,27). Dermed bliver det nemmere for os at overholde loven. Uden Helligånden er det umuligt.
I Johannesevangeliet finder vi en slags parallel til vigtigheden af tillid til Gud, som det er beskrevet i Jer 17,5-10. Jesus taler om, at den som tror på ham, skal ikke tørste (Joh 4,14), og han fortæller i Joh 15, at Han er det sande vintræ. Når vi tror på Ham og ved Helligånden holder os tæt til Ham, vil vi bære meget frugt. Skilt fra Jesus kan vi intet gøre (Joh 15,1-8).
Et andet sted i Bibelen læser vi om et træ, der er plantet ved en bæk.
Læs mere© 2025 Diakon og Skribent
Tema af Anders Noren — Op ↑
Seneste kommentarer