En rejse i Tro og Kreativitet

Måned: oktober 2022

Tear down this wall (2)

I sidste indlæg skrev jeg om Berlinmurens fald, vores nutidige problemer med Putin, samt om dengang da Gud væltede Jerikos mure. I dette indlæg vil jeg se på den kamp Jesu havde i Getsemane have, og jeg ser på det, at vi også i dag skal lade Gud nedbryde mure – igennem lovsang, bøn og faste. I slutningen af indlægget reklamerer jeg også for et initiativ taget af Fyns Valgmenighed , som foregår d. 3. november 2022.

Jesu kamp i Getsemane have

Jesus kæmpede mange kampe, men jeg vil her fokusere på dén skelsættende åndelige kamp, han havde i Getsemane have natten efter Skærtorsdag, hvor han sagde til disciplene, at brødet var hans legeme, og vinen var hans blod. Natten i Getsemane have var også natten, før han blev korsfæstet.

Getsemane have betyder ”oliepressens have”. Det var måske en have, hvor man pressede oliven til olie. Haven lå tæt på ørkenen og nogle minutter gang fra Oliebjerget, som både dengang og nu havde mange oliventræer.

Jesus vidste, hvad der ventede ham. Han blev grebet af en dødsangst, og han bad disciplene om at holde sig vågne og våge sammen med ham. Jeg forestiller mig, at han følte sig ensom i sin angst og lidelse, og havde brug for sine venner (disciplene), at de var der for ham og støttede ham og bad sammen med ham.  Jesus var både Gud og menneske, og han måtte befinde sig i et kaos af tanker og tunge følelser. Mange tanker gik vel igennem Jesus. Jeg forestiller mig, at han den nat bad i mindst en time. Han kendte disciplenes svigt, de fristelser de mødte og alle de synder, deres kød bød dem. Han bad måske for forræderen Judas, og han bad nok også for Peter, der fornægtede ham, og for alle de andre disciple, som dén nat og dagen efter svigtede ham. Jesus tilskyndede disciplene til at holde sig vågne og bede:

”Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” (Mark 14,37)

Billede af <a href="https://pixabay.com/da/users/pexels-2286921/?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=1868418">Pexels</a> fra <a href="https://pixabay.com/da//?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=1868418">Pixabay</a>
Billedkilde: pixabay

Jesus var bange for smerten, lidelserne og for at dø. Han havde ikke lyst til at gå frivillig i døden. Mennesket i ham blev fristet til at vælge en nemmere vej, den menneskelige vilje og flygte ud i ørkenen eller op på oliebjerget – eller bruge sin guddommelige magt og tilkalde en hær af engle til at triumfere over alle sine modstandere. Men Jesus var uden synd og han levede meget tæt på sin Gud Fader og gjorde kun, hvad Han sagde. Jesus sagde, at hans mad var at gøre sin Faders vilje (Joh 4,34). Jesus bad den bøn, som vi altid må bede:

”Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.” (Mark 14,36)

Jesus var bange. Han var fortvivlet til døden (Mark 14,34), men han valgte at sige ja til sin Guds faders vilje. Han sagde ja til at give sig selv hen, blive pint og ydmyget for os. Han sagde ja til at dø for os. På vores vegne kæmpede han kampen mod synden, djævlen og døden. Den kamp vandt han, da han døde på korset og opstod fra de døde.

I en anden have gik det helt anderledes.

Læs mere

Tear down this wall (1)

Overskriften for dette blogindlæg er et citat fra den daværende præsident i USA, Ronald Reagans tale i 1987, hvor han opfordrede lederen af Sovjetunionen Gorbatjov til at lade Berlinmuren falde.

Der gik et par år, før Berlinmuren faldt. I mange år inden Berlinmurens fald blev der bedt meget for dette, og i månederne inden murens fald var der en håbefuld stemning.

Det tyske band Scorpions udgav få måneder før murens fald sangen ”Wind of change.

Noget af sangteksten lyder således:

Walking down the street
Distant memories
Are buried in the past, forever

I follow the Moskva
Down to Gorky Park
Listening to the wind of change

Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow share their dreams

With you and me
Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change
The wind of change

Blows straight into the face of time
Like a storm wind that will ring the freedom bell
For peace of mind
Let your balalaika sing
What my guitar wants to say

Scorpions’ sang indfangede den tids håb og drømme om frihed, forandring og en bedre fremtid. Sangteksten er ikke religiøs, og ”wind of change” må formodes at hentyde til den håbefulde tidsånd, der var.


Uden at the Scorpions vidste det, var det dog ikke en hvilken som helst vind de sang om. Jeg er sikker på, at de ikke sang om den stride vestenvind, som jeg er voksede op med i Vestjylland. Scorpions sang også om Helligånden.

Om Helligånden siger Jesus:

”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«”  (Joh 3,8)

Det var en stor glæde, da Berlinmuren og Jerntæppet faldt.

Det russiske spøgelse

Vi var mange, der troede, at nu var der fred og ingen fare. Hvem ville ikke tro på en lysere fremtid og en mere harmonisk og fredfyldt verden? Var Rusland endelig gået med på Vestens værdier om demokrati og frihed? Nej. Hverken kommunismen eller det russiske diktatur var død. Putin havde en anden og desværre mere krigerisk og undertrykkende plan.

Vi troede, at vi kunne ånde lettet op efter to år med covid19, men slutningen af februar 2022 var begyndelsen på noget mørkt for Ukraine og for verden.

Det er bestemt værst for Ukraine, men Putins vrede påvirker os alle. Vi lever i en usikker tid. Mange mennesker og arbejdspladser bliver truet økonomisk, på deres eksistensgrundlag og hverdag.

Politikerne gør, hvad de kan af sanktioneringer over for Rusland og våbenstøtte til Ukraine. Sådan noget gør politikere, og det virker rationelt, men det er ikke nok. Det er ikke kun en kamp mellem mennesker. Det er en åndelig kamp.

”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.  Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.” (Ef 6,12-13).

Lad os nu hoppe flere tusind år tilbage i historien og slå op i Bibelen.

Læs mere

Se på fuglene – se på Jesus (del 4)

I sidste indlæg af fugleserien så vi på det at tage sig tid, holde øje og vente. Dette indlæg er fjerde og sidste indlæg af serien om fuglene i Bibelen, og det handler om det at håbe.

Den, der håber

Håb er en god ting. Håb er det, der gør, at vi kan fortsætte, selv når vi er trætte, sløje, bange og triste. Håb er det, som gør at vi vælger at holde sammen og blive ved med at glæde over os over små ting som mariehøner og vores børns hjemmebagte æblescones. At vi kan blive ved med at elske hinanden og opføre os så godt vi kan, selv om verden omkring os falder sammen. Selv om politikerne er forvirrede, jobcentrene er sure, sygdomme og virusser hærger, elpriserne stiger, og selv om der er klimaforandringer, naturkatastrofer og krige, der truer os på den ene eller anden måde. Men hvad er det vi retter vores lid og håb til?

Kan vi sætte vores håb til vores politikere?

Kan vi sætte vores håb til Joe Biden, EU og NATO?

Kan vi sætte vores håb til vores statsminister og borgmester?

Kan vi sætte vores håb til Dronning Margrethe?

Kan vi sætte vores håb til det at spise økologisk og klimavenligt?

Kan vi sætte vores håb til elbilen og cyklen?

Kan vi sætte vores håb til psykologen?

Kan vi sætte vores håb til vores læge?

Kan vi sætte vores håb til vores præst?

Kan vi sætte vores håb til vores mor og far eller ægtefælle?

Kan vi sætte vores håb til os selv og tro, at vi finder det, der er sikkert og urokkeligt, inde i os selv?

Vi kan sætte vores håb til noget, og mennesker kan meget, men de kan ikke løse alt.

Læs mere

Se på fuglene (del 3)

I sidste uge skrev jeg om det at bruge dét, der er. Dette blogindlæg handler om at tage sig tid og være opmærksom.

At tage sig tid og holde øje

Noget mere fugle er gode til, det er at holde lytte til og øje med deres omgivelser og både kalde på og advare andre fugle.

Vi har et fuglefoderbræt i vores have. Sidste vinter havde vi besøg af dompap-par. Det var sjældent, at de begge var på foderbrættet samme tid. Som regel sad den ene dompap på foderbrættet, mens den anden sad i træ tæt på og holdt øje med, om dens mage kunne sidde i fred og spise, at der ikke var noget på færde.

Det kan vi også lære af fuglene. Ved Bibellæsning, bøn og at lytte til Helligånden, kan vi ligesom fuglene holde vagt. Vi kan holde øje med, hvad Gud fortæller os af både gode og risikable ting. På denne måde kan vi både opmuntre, trøste og formane hinanden – kærligt og i ydmyghed. I ydmyghed, fordi det er meget vigtigt at huske, at det er Gud, som er generalen. Det er ham, som kender sandheden. Det er ham, som kender det fulde billede. Han ved bedst. Det er alene Jesus, som har besejret synd, død og djævel (Es 53,4ff; 1 Kor 15,20-57)

”Hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves.” (Sl 127,1)

Mange fugle har gode ører. En solsort kan høre, om der er regnorme i jordoverfladen.

Da jeg skrev min afsluttende opgave, da jeg uddannede mig til pædagog, skrev jeg om langsomhedens pædagogik. Jeg er på det seneste blevet mindet om værdien af langsomhed.

Mange dyrearter lever deres liv i et mere roligt tempo. Mange dyr bruger meget af deres tid på at sove. Jeg tror ikke, stress er almindeligt blandt dyr, der lever ude i naturen.

Er Gud langsom eller hurtig?

Det er svært at sætte Gud ind i et hurtigheds/langsomhedsbegreb eller bruge et tidsbegreb om Gud i det hele taget. Vi mennesker er utålmodige i svære tider, men Gud er ikke for langsom:

”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag.  Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3,8-9)

Jeg er ikke tvivl om, at Gud ser og hører os meget tydeligt. Han er endnu bedre til at vente og lytte end den fiskehejre, der holder til i den landsby jeg bor i. Denne fiskehejre sidder stille i lang tid, når den venter på, at en fisk dukker op.

Fiskehejre (kilde: pixabay)

Mange af de fejl jeg har begået i mit liv, har jeg begået, fordi jeg var utålmodig. Jeg skyndte mig og stoppede ikke op for at hvile mig, vente, lytte og se godt efter. Jeg har oplevet at Gud har kaldt mig på mig, så har jeg svaret, og så har jeg spurgt Ham:  ”hvad er det, jeg skal gøre?” Der har jeg været så grebet af at Gud kaldte på mig, at jeg farede ud af døren og selv fandt på et eller andet at gøre, og så gik det galt. Der er før gået flere år fra Gud har kaldt på mig, til han har fortalt mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har dog også oplevet, at han var meget ”hurtigere” end det. Han har kaldt på mig, jeg har svaret, og så har han givet mig en opgave få dage eller allerede få timer efter.

Nøgleordene er: stands, vent, lyt og kig efter.

”Jeg venter på hans ord,
 min sjæl venter på Herren
mere end vægterne på morgen,
end vægterne på morgen.
 Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.” (Sl 130,5-7)

Se på fuglene (del 2)

I sidste uge skrev jeg om de ubekymrede fugle. I dette indlæg ser jeg på det, at bruge dét, Gud giver.

Du skal bruge dét, der er

Fugle er gode til at bruge dét, der er. Som Jesus siger: fuglene hverken sår, høster eller samler i lade (Matt 6,26). De spiser den mad, de finder – frø på foderbrætter, bær på buske og regnorme i en have.

De drikker fra og bader i det vand, de finder. Ingen solsort føler sig for fin til at bade i en mudret vandpyt.

(Et lille indskud: Jeg synes, Jesus har noget tilfælles med solsorte. Der er ingen have eller græsplæne, der er for kedelig til ham, og han har heller ikke noget imod lidt mudder.)

Mht. redebyggeri fælder fugle ikke træer, men samler de kviste, blade og grene, de finder på jorden og bygger ivrigt.

Også Gud bruger dét, der er. Jesus prædikede for tusinder, og da han havde talt i flere timer og så, at hans tilhørere så lidt blege og ukoncentrerede ud, gik det op for ham, at deres blodsukker måtte være lavt. De måtte være ekstremt sultne! Det var ikke sådan, at alle fem tusind hver især havde madpakke med. Disciplene mente, at skarerne skulle få ”frikvarter” og sendes til landsbyerne og købe sig noget mad. Jesus havde dog andre planer. Den eneste mad, der var, det var fem brød og to fisk. Det syntes Jesus var nok. Han velsignede maden, og den blev delt ud til alle de fem tusind. Alle fem tusind blev mætte, og der var endda 12 kurve mad tilovers (Mark 6,35-44). Derfor: Gud bruger dét, der er, og så er der rigeligt til alle.

Vi skal bruge dét vi har i 2022

Også i dag skal vi bruge dét, Gud giver. Da covid19 lukkede alt ned, både skoler, indkøbscentre og – ja selv kirkerne – var vi i chok. Det her var ikke en katastrofefilm, vi så i fjernsynet en fredag aften. Nej, det var en virkelighed, vi alle stod midt i. Virussen var sluppet ud af Kina og bredte sig til hele verden.

Vi var nødt til at tilpasse os. Arbejdspladser, skoler og kirker måtte bruge dét, der var: teknologien.

Fyns Valgmenighed forstod at udnytte teknologien. Ikke kun gudstjenesterne var online, også cellegrupperne (livsgrupperne), Bibelgrupperne og morgenbøn foregik online (i skrivende stund har kirken stadig online-morgenbøn på zoom hver eneste dag kl. 10!).

Læs mere

Anti-Halloween

Blade må falme og falde
Løv må visne
Grene må stå tomme tilbage
vente

Det gamle menneske er dødt
Lad de døde blive i deres grave
Der er ingen genfærd
ingen zombier
ingen spøgelser
Frankensteins monster skulle blive i jorden
så var der intet monster

Rod ikke i skraldespanden
Gem ikke de rådne bananer
Sæt ikke en ny lap på en gammel frakke
Dit gamle tøj er slidt op
Jesus har nyt tøj til dig
(og det er ikke kejserens nye klæder)
Du må ikke lægge din hånd på ploven og kigge dig tilbage

Lad Ham bo i dit mørke
Han renser dig
Se, det gamle er forbi
Han river det gamle ned
og bygger nyt
Lad ham bygge dit hus
Noget nyt spirer frem
Han skaber nyt

Grønne spirer
Skyder op af den frosne jord

”Er nogen i Kristus
 er han en ny skabning
Det gamle er forbi
Se noget nyt er blevet til.”

Es 43,18-19; Mark 2,18-22; Sl 127,1 ; Joh 2,19-21 ; Ef 4,22-24
2 Kor 5,17

Se på fuglene (del 1)

I Bibelen kan vi ofte læse om fugle, og der bliver brugt fugle-billedsprog: Vi søger ly under skyggen af Guds vinger (Sl 36,8). Jesus længes efter at samle jøderne som en høne samler alle sine kyllinger:

”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matt 23,37)

Hvorfor henviser Bibelen ofte til fuglene? Jeg tror, vi hører om fugle, fordi de kan noget, vi mennesker ikke kan.

De har vinger, og de fleste af dem kan flyve. Med alle de opfindelser vi har fået, er det i dag muligt for mennesket at flyve. Dog er det kun få, som kan styre et fly. At flyve er ikke noget der er naturligt for mennesker. Vi har ingen vinger. Vi er bundet af tyngdekraftsloven. Uanset hvor højt vi hopper, så vil vi altid lande på jorden med det samme igen.

At se fuglene flyve højt og lavt vækker en længsel i os. En længsel efter at føle os lette, en længsel efter komme hurtigere og lettere frem til vores destination. En længsel efter at kunne se hele billedet (det er kun få mennesker, som har været ude i rummet eller på månen). En længsel efter at leve i pagt med naturen – mere end vi de fleste af os gør lige nu.

Hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

For flere uger siden hørte jeg en prædiken om bekymringer. Prædikanten nævnte Jesu formaning om ikke at bekymre sig, og han talte også om fuglene. Jesus opfordrer os til at se på fuglene:

”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?  Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?” (Matt 6,26-27).

På det tidspunkt talte prædikenen ikke til mig, fordi jeg syntes, jeg ikke bekymrede mig lige så meget, som jeg gjorde bare for et år siden. Dengang var jeg indbegrebet af bekymring. Hver gang der skete noget, var jeg den første, der sagde: ”what if…?”

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑