Måned: april 2020

Jeg bliver vred på de folk, som ikke overholder retningslinjerne for at undgå coronasmitte. Bag ved min vrede ligger en frygt. Jeg er bange for, at der bliver for mange indlagt på sygehusene, så Danmark ikke bliver åbnet mere op til maj, hvilket vil betyde flere konkurser, flere fyringer, mere ensomhed og at de store børn og unge stadig skal have hjemmeskole. Jeg bliver også bange for, at der bliver så mange smittede og indlagte, at samfundet lukker helt ned igen. Den største grund til at jeg bliver vred på de som ikke overholder retningslinjerne, er at jeg er bange for at nogle som ikke må smittes bliver smittet, deriblandt min allernærmeste familie og min mand, for hvem virussen kan være farlig. Jeg bliver vred, fordi jeg bliver bange og føler mig magtesløs.

Men vrede nytter intet. I Bjergprædikenen radikaliserer Jesus de ti bud. Jeg har brudt mange af de bud mange gange. Og i denne situation har jeg været meget vred, og de har været som fjender for mig. Men Jesus taler mig i rette:

“Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.” (Matt 5:44-46)

Jeg skal bede for dem, tilgive dem og velsigne dem. Måske ved de ikke, hvad de gør. De forstår ikke alvoren af, at de ikke overholder retningslinjerne. De er blevet kulrede af at sidde mange uger inde i en 2-værelses-storbylejlighed uden en have. De bliver forårskåde og styrter ud i solen hen til den nærliggende park, ud til vennerne og alle amorinerne. De er rastløse, ensomme og utålmodige.
Jeg er også træt af at være hjemme, jeg savner også mine venner og jeg bliver utålmodig efter at krisen skal slutte og jeg er træt af uvisheden. Jeg har lyst til ikke at være så forsigtig mere, at være sammen med familien og mine venner. Men jeg lader være. Jeg holder ud. Den største grund til at jeg holder ud er at meget af min nærmeste familie samt min mand ikke må blive smittet. Hvis ikke mine nære pårørende var sårbare, ville jeg så være i stand til at holde fast og og blive ved med at holde afstand og isolere mig selv, min mand og vores børn? Jeg håber det. Jeg forstår godt de omtalte storbysolbadere, men jeg ville ønske, de var mere forsigtige.

Coronaloven og De Ti Bud

Der er mange retningslinjer, regler og love, man skal leve op til for at stoppe smittespredningen. Formår vi alle sammen at leve 100 % op til disse? Jeg har glemt at vaske et dørhåndtag og er kommet til at gå for tæt på en fremmed.

Coronaretningslinjerne er en miniudgave af Jesu bud. Ligesom vi ikke kan følge coronaretningslinjerne 100 %, kan vi heller ikke leve op til Jesu bud. Jesu bud handler ikke kun om hvad vi gør, men også om hvad vi føler og tænker, om vores motiver og hjerte, og derfor er det umuligt at opfylde Jesu lov. Kun én kan opfylde loven, og det er Jesus.
Det har vidtrækkende konsekvenser ikke at følge coronaloven. Man får en bøde, man bliver smittet eller man smitter andre eller man smitter nogle som oven i købet får et alvorligt sygdomsforløb eller i sidste ende dør. Det er alvorligt at have et andet menneskes liv på samvittigheden.
At bryde coronaloven og Jesu lov er synd. Det har konsekvenser. Det har konsekvenser for vores forhold til både fremmede, familie og venner, og det har konsekvenser for hvordan vi har det med os selv og med Gud. Den alvorligste konsekvens af at bryde Jesu lov, altså af synden, er død:
Mord
Døde alliancer
Død i form af at blive fyret (når fyringen er selvforskyldt)
Død pengepung hvis man har ødslet sin formue væk
Døde fællesskaber
Døde nabovenskaber
Døde venskaber
Døde familieforhold
Døde ægteskaber
Et dødt selv: nedbrudthed, mindreværdsfølelser
Og selvmord

I 1. Mosebog siger Gud til mennesket, at det har syndet og som en konsekvens af dette vil mennesket dø:

“Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«” (1 Mos 2:17)

Det er min personlige refleksion, at jeg ikke ser døden som en straf, men mere som en konsekvens af synden.

Døden behøves ikke at have det sidste ord

Dog – hvis vi vil tage imod det i tro – så lever vi ikke mere under den gamle pagt, De Ti Bud, men under den nye pagt, Jesu død på korset. Døden behøves ikke at have det sidste ord.

I år bør vi ikke tage til påskefrokost i familien. Vi kan ikke fare land og rige rundt. Vi bør ikke besøge den ældre generation og de, som har en sygdom, og vi bør i det hele taget ikke være sammen med andre mennesker end dem vi bor sammen med. Vi bør ikke tage på ferie. Vi bør blive hjemme. Vi kan ikke tage i byen og forlyste os, for alle restauranter, teatre, koncerthuse, museer, butikscentre, diskoteker og natklubber er lukkede. Alle fodboldkampe og håndboldkampe er aflyst. Vi skal bruge teknologigen. Vi kan høre koncert online og gå på kunstmuseum fra sofaen.

Vi kan heller ikke tage i kirke til påske, for kirkerne er lukkede. Men selve kirken er ikke murstenene, men de levende sten, de kristne. Derfor kan vi sagtens have gudstjeneste med vores egen Bibel samt gå online til gudstjeneste og fejre digital nadver.

Mange har gang i have- og husprojekter, og det er også muligt, hvis vi holder afstand og viser omtanke, når vi handler ind til projekterne.

Vi er mange som fejrer familien og fællesskabet i påsken, men denne gang må vi holde os til vores egen husstand og telefonere og skype med andet familie og venner. Vi skal være sammen – hver for sig. Nogle bor helt alene og må ikke få besøg. Vi må huske de ældre og de kronisk syge. For dem er coronatiden særlig hård. Igen må vi tage de digitale redskaber til hjælp.

Vi bør dog også huske at slukke for skærmen og gå en tur i naturen – mens vi holder afstand, og vi bør tage et spil rommy eller andet med vores børn og partner.

Utroligt nok kan aktivitetsniveauet stadig have et højt niveau, selv om vi er hjemme det meste af tiden. Vi har travlt og har svært ved at være stille. Mange ting er ellers slukket for os, hvilket betyder, at der nu er mulighed for, at vi i påsken kan vise endnu mere omtanke, sætte farten ned, give os tid til at lytte og tænke os godt om samtidig med at vi holder afstand og både passer på dem, vi kender, og dem, vi ikke kender.

De mange i fronten

Der er nogle som giver sit liv for os. Det er togførerne, alle chaufførerne, de ansatte i supermarkederne, dagplejerne, pædagogerne, de som laver takeaway, postbudene, buddrengene, politikerne, politiet, brandvæsenet, og også journalisterne, og det er også de som gør rent, de som arbejder i produktionen (og andre jeg har glemt?) som gør sit for at samfundet kører og for at passe på os alle sammen. Det er også alle de som har lukket deres butik, er gået konkurs eller er blevet fyret for at passe på os allesammen. Det er i den grad også sygeplejerskerne, sosu’erne, lægerne og alle ansatte, også de pensionerede, i sygehusvæsenet. De stiller op for os hver eneste dag. De giver os deres liv. De gør hvad de kan for at passe på samfundet og for at redde vores liv. De risikerer selv at blive smittet, og nogle af dem ender med selv at dø.

Alle disse mange tusinde mennesker skylder vi ikke bare at sige tak, men også at blive hjemme for og holde afstand for dem og for de sårbare. Vi skylder dem at give dem vores sociale liv i en periode. Det sociale liv vi ellers ville haft i påsken af festligheder og familiesammenkomster. Vi skylder dem at give vores forlystelsesliv. Vi skylder dem at vi lader være med at stimle sammen i parker, og vi skylder dem at vi lader være med at kramme og give hånd til andre end vores børn og livsledsager. Vi skylder dem at fornægte vores eget behov og vores ego. Vi skylder dem at fornægte os selv.

Det er ikke nemt for os indvidualister, som er vant til først at tænke på os selv og vores allernærmeste. For første gang nogensinde skal vi så vidt muligt undertrykke alle vores behov og ønsker, for det vil redde liv.

Det er nemmere sagt end gjort. Der er blevet skældt meget ud på Facebook på hamstrere og de som alle var taget hen i den samme park, da solen skinnede. Men før vi peger fingre af andre mennesker, må vi forstå, at vi selv begår fejl, måske endnu flere fejl end en person, som fyldte en indkøbsvogn med toiletruller.

Hvordan kommer vi videre herfra? Hvem kan lære os om at give sit liv for andre?