Måned: august 2019

Kære fremmede mand

Jeg skriver for at række ud til dig med en flig af en helt særlig kærlighed. Jeg tror ikke du ved, hvad det er du gør, men jeg beder dig om at stoppe med at skræmme børnene i min by. Jeg beder dig om at stoppe op og søge hjælp hos f.eks. En læge og politiet.
Min by har et indbyggertal på ca. 1500 mennesker. Mine to børn på 12 og 8 år har lært at færdes og se sig for, når de skal over en vej. Hidtil har de kunnet gå trygge og sikre de 500 meter de har til og hjem fra skole og Brugsen. Min 8-årige datter er nu bange for at gå alene, fordi du har stoppet hendes veninde og nogle andre børn og tilbudt dem slik og et lift. Min datter taler ofte om og også når hun skal i seng, at hun er bange for at møde en børnelokker. Jeg troede her var mere trygt og børnevenligt end f.eks. Odense, men jeg tog fejl.
Jeg tror ikke du ved hvad det er du gør, men jeg beder dig om at stoppe med det, inden du skader nogen, og så vi kan stoppe med at være bange og nervøse i vores lille by.
Jeg ved ikke, hvad du tænker og føler, men jeg tror ikke, du selv føler dig tryg. Jeg beder dig om at stoppe med at henvende dig til fremmede børn, ikke kun for børnene og forældrenes skyld, men også for din egen skyld.

Under overfladen lurer det onde

Jeg har været vred og bange, men nu vil jeg give dig den kærlighed videre, som jeg selv har modtaget. Jeg har syndet og såret mig selv og andre mennesker. Jeg har løjet, skældt ud, bagtalt, sladret, været misundelig, følt had, skadefryd, båret nag og svigtet, men for nogle år siden fandt jeg ud af, hvem Gud er, og hvad han har gjort for mig. Alle de handlinger hvor vi sårer andre og os selv har aldrig været i orden for nogen, heller ikke for Gud. Når det går op for os, hvilke forfærdelige handlinger vi har gjort, bliver vi ramt af en stor følelse af skyld og skam. Vi prøver at skjule, hvad vi har gjort, og vi prøver på at blive nogle bedre mennesker. Vi kan cykle lidt hurtigere på motioncyklen, vi kan lægge 5 kg ekstra på vægtstangen, vi kan spise en ekstra gulerod, vi kan gøre forårsrent i vores hus, vi kan gå en time tidligere i seng, vi kan stryge vores skjorter, vi kan plante et træ, vi kan slukke for vores WiFi i en time, og vi kan sige godmorgen til en fremmed, men lige under overfladen ligger det onde og lurer. Pludselig kommer vi til at råbe, fordi børnene endnu en gang ikke har hængt deres jakker op, pludselig sidder vi sammen med nogle kolleger og bagtaler, pludselig kommer vi i tanke om de børn, som mobbede os, da vi gik i folkeskole, pludselig kommer vi tanke om et skænderi vi havde med ægtefællen for en uge siden, pludselig kommer vi tanke om den dumme kommentar vi fik fra en ung fyr i København for 20 år siden, pludselig kommer vi tanke om den fulde mand som tog os på bagdelen engang vi var i byen, pludselig bliver vi misundelige på de som kun fik 12-taller, og vi glemmer at tilbyde kunden med én pose kartofler at komme foran, når vi selv lægger en vognfuld af varer på båndet, og vi glemmer at holde døren for damen, som går med rollator.

En dag havde jeg trænet, og bagefter drak jeg kaffe sammen med nogle damer i træningscenteret. En dame fortalte om sine mange rejser til et bestemt land. Jeg fortalte at jeg aldrig havde været i det land, og hun sagde, at dér skulle jeg da ned. Så spurgte jeg, om der var handicapvenligt, for min mand sad i kørestol. Den føromtalte dame svarede, at der ikke var handicapvenligt. Hun blev ked af at høre at han sad i kørestol. Hun spurgte hvor gammel han var og hvor længe han havde siddet i kørestol. Jeg fortalte ikke i detaljer om min mands sygdom, men jeg fortalte også, at sygdommen desværre bare blev værre med tiden. Damen blev meget ked af det, da hun hørte det. Hun var lige ved at græde.

Min mand og jeg kan ikke bruge medlidenhed til noget. Vi sidder ikke og græder over den sygdom han har kendt til siden han var ti, og som han aldrig slipper af med.
Vi er taknemmelige over at bo i Danmark, hvor vi får hjælp fra kommunen til praktisk hjælp og hjælp til min mands kørestol og bil, som er helt uundværlige for ham. Det gør alverden til forskel for os, at vi bor i et land, hvor der er hjælp og støtte på forskellige måder for de, som har et handicap.
Vi er også taknemmelige over al den hjælp og støtte vi får fra naboer og familie. Det er uvurderligt.

Frustrationer

Samtidig er der elementer ved hans sygdom (som hedder SMA), der frustrerer og irriterer os. Han har smerter hver dag, og hver dag mister han muskler, velvidende at der findes medicin, Spinraza, der nok ikke ville helbrede ham, men medicin, som ville standse sygdommens forværring, og denne medicin er tilladt i Tyskland, Holland, Polen, Norge og Sverige og mange andre lande, men i Danmark har kun en lille håndfuld børn fået lov til at få medicinen. Det er frustrerende at vente på at medicinen bliver godkendt i Danmark, og imens vi venter i flere år, bliver muskelsvinden værre hos min mand og alle de andre med SMA i Danmark, som ikke må få denne medicin.
Vi bliver også frustrerede, når vi kommer til en butik, frisør, restaurant, museum, læge, café eller tandlæge eller toilet, hvor der er et eller flere trappetrin.
Og vi bliver frustrerede, når nogen parkerer lige bag ved hans bil, selv om der står tydeligt på bilen, at der skal give 3 meters plads bagtil. Når nogen parkerer så tæt på min mands bil, kan han slet ikke komme ind i sin bil.
Vi sidder ikke og græder over hans sygdom, men vi kommer ofte ind i besværligheder, og vi møder også fordomme. Nogle tror at hvis man sidder i kørestol, er der også noget galt med ens hjerne, men min mand er ph.d. i molekylærbiologi og forsker på Syddansk Universitet i flere forskellige sygdomme.

Gerne hjælp, et lyttende øre og forbøn

Som sagt kan vi ikke bruge medlidenhed til noget. Vi kan ikke bruge nogens tårer over den situation min mand sidder i. Men vi vil gerne have hjælp.
Forleden dag havde vi været i Harald Nyborg og havde købt noget særdeles tungt, som var lidt for tungt for mig at bære. En mand, som også var i Harald Nyborg, kom hen til os ved udleveringen og tilbød os at hjælpe med at bære de tunge ting ind i vores bil. Det er jeg ubeskriveligt taknemmelig for. Han gjorde mig glad med sin uforbeholdne venlige hjælp.
Vi kan altid bruge hjælp til de ting, som jeg endnu ikke har lært eller ikke er stærk nok til at bære eller ordne (så ofte er jeg ikke henne at træne endnu).
En ekstra voksen må også gerne komme med vores to børn og jeg på stranden (kørestole har det med at sætte sig fast i sand).
Fif til hvor de handicapvenlige restauranter og cafeer er, modtages også gerne, da vi gerne vil andre steder hen end Rosengårdcenteret.
Hvis du er politiker og har indflydelse, må du gerne tale varmt for at Spinraza må blive godkendt i Danmark.
Du må også gerne udstyre din butik, museum, café, restaurant og frisør med en rampe.
Du må også gerne være en, som lytter. Vi vil hellere lyttes til end møde medlidenhed.
Hvis du er et bedende menneske, må du gerne bede for at min mand må få den medicin han har brug og for, at vi ikke må blive alt for irriterede og gnavne over diverse besværligheder, og at vi ikke bliver alt for trætte, stressede og smådeprimerede, men at vi må have overskud, energi og glæde til at kunne hygge os sammen med og være noget for vores familie, venner og vores to fantastiske børn.

I sommerferien var mine børn og jeg i Cirkus Summarum. Jeg finder normalt ikke Onkel Reje morsom eller provokerende. Men til Cirkus Summarum træder Onkel Reje frem iført læderoutfit og meget små underbukser, hvorpå han gasser op for noget metalmusik. Pludselig råber han ud til publikum: “hvem vil være satanister?” En masse børn jubler. Jeg bliver chokeret og føler mig meget dårligt til mode. Jeg er kristen og mine børn er døbt. Vi forsager djævlen og alle hans gerninger. For mig er djævlen et virkeligt onde.
Jeg var nok også blevet provokeret, hvis han havde råbt “hvem vil være nazister eller racister?” eller “hvem vil være hinduister – eller muslimer” eller “hvem vil være Jehovas vidner?”. Med sådanne udsagn over for børn overskrider det mine grænser. Voksne kan klare forskellige provokerende udmeldinger, men en person som Onkel Reje, en figur som er en populær frontperson, som børn ser op til, skal ikke begynde at missionere om noget, og slet ikke om noget som børn ikke ved hvad er. Børn siger jo ja til noget som de ikke ved hvad er, når det lyder sjovt og det kommer fra en populær person/et forbillede. Jeg ville nok også blive provokeret, hvis han havde sagt “hvem vil tale i tunger?” for selv om jeg er kristen, er det alligevel noget som skræmmer mig lidt og jeg ikke ved hvad jeg skal synes om. På nogle tidspunkter havde jeg måske også følt mig provokeret, hvis han råbte “Omvend jer!” eller hvis han var begyndt på dæmonuddrivelser. Onkel Reje taler om det religiøse, det som normalt er en privatsag og et tabu. I vores samfund finder folk det nemmere at tale om sex end om tro!
Ved nærmere eftertanke, hvis Onkel Reje har tænkt sig at bruge religion i sine shows, så synes jeg han skal gå all in på de kristne termer. Ja, jeg synes han skal sige “omvend jer, Guds rige er nær.”, spørge om “vi vil give vores liv til Jesus”, “hvem vil fødes på ny?” og “hvem vil invitere Jesus ind i sit hjertes bolig?”. Så skulle folk nok vågne op, så ville alle folk blive forargede, men de ord ville aldrig komme ud af Onkel Rejes mund, for DR ville have stoppet ham lang tid før han selv fik eller andre gav ham ideen til at sige disse kristne fraser højt.
Som tidligere nævn overskrider Onkel Reje overskrider også mine grænser, når han hylder om satanisme. Jeg kan ikke se noget sjovt ved det, da Satan for mig eksisterer og er et ondt åndeligt væsen. Jeg ved at nogle synes jeg er mærkelig at jeg tror at Satan findes. Er det da mere mærkeligt at tro på at Satan findes end at tro på krystaller, clairvoyance og håndlæsning etc.?