Barndom og ungdom i den enkeltes og selfiens navn
Jeg var barn i 80’erne og 90’erne, dengang fjernsynet og videoafspilleren var det eneste digitale, der distraherede børnene – i korte tidsrum hver dag. Jeg legede med barbier og bamser, vores hund og kat, læste bøger og tegnede. Min barndom var helt anderledes end mine egne børns.
Et af de første fremmedord jeg lærte var ordet individualisme. Allerede i 90’erne snakkede vi i skolen om det store fokus, der var kommet på individet, den enkeltes ønsker og behov frem for fællesskabet. Senere lærte jeg også om begreber som solidaritet og liberalisme, velfærdssamfund og “enhver er sin egen lykkes smed”-tanken.
På nogle måder havde jeg svært ved at finde mig selv, da jeg var skolebarn. Jeg havde ikke lyst til at fremhæve mig selv, men på den anden siden ville jeg heller ikke være usynlig. Min egne idealer og værdier stod nogle gange i kontrast til den adfærd, der begyndte at blive mere normal i Danmark. Jeg var ikke selv bevidst om det, men jeg stod ofte i dilemmaer om at holde mig tilbage i respekt og lade de andre komme frem – versus at blive glemt, overset og føle sig ubetydelig. Jeg vidste ikke, hvad det var at være ydmyg, men det var en dyd jeg gerne ville have. Da jeg var barn og teenager var der stadig meget jeg ikke forstod, og det var også inden jeg fik min personlige tro på Jesus.
I slutningen af 90’erne begyndte indvidualismen at tage til, og personligudviklings-kurser blev populære. Det var samme tid, i 99 eller 2000 at jeg begyndte at læse i Bibelen og blev omvendt til min personlige tro på Jesus. Det var også på den tid, at vores samfund satte endnu mere fokus på individet, at elske sig selv, at mærke og kende sig selv og at sætte sig selv i fokus eller centrum. Med smartphonen kom selfie-fænomenet – tag’ nogle flotte billeder af dig selv. Amatørkonkurrencerne, reality-tv og boligprogrammerne tog også til. Almindelige danskere stillede sig op og ville have opmærksomhed og popularitet og ville være den eneste vinder i et sang- eller bageprogram. Mange almindelige danskere ville vise deres X-factor og vinde.
En genfundet tro – hvad er ydmyghed?
I 00’erne og i årene efter fik jeg travlt med at uddanne mig, blive voksen, gift og mor, mens min tro på Jesus gled i baggrunden.
For fire-fem år siden fandt jeg min tro og Bibel frem igen. For nyligt sad jeg og læste i Matthæusevangeliet om Jesu ydmyge fremtræden på det lille æsel ind til Jerusalem (Matt 21:1-9), samt at Jesus siger, at vi skal tage hans åg på os og lære af ham, ham, som er ydmyg (Matt 11:29). Jeg sad som et spørgsmålstegn. Hvad er ydmyghed egentlig?
I vores SoMe-selfie-samfund er ydmyghed ikke noget, som er populært eller udbredt. Er jeg selv ydmyg?
Lad os se på betydningen af ordet “ydmyg.”
Ifølge Ordnet.dk betyder ydmyg at være føjelig, let føjelig, blød, vise respekt, er beskeden, selvforglemmende og stilfærdig. Ifølge wikipedia er ydmyghed erkendelse af andres værd, erkendelse af at ikke vide alt og af at noget/nogen er større end én selv, tillader andre meninger end ens egne, er ydmyg over for Gud, har indsigt og forståelse for og accept af skabelsens, livets og Guds storhed, kan modtage irettesættelse/formaning og er ikke stolt.
Jesus siger om sig selv i Matt 11 at han er ydmyg af hjertet. Jeg har flere gange hørt begrebet falsk ydmyghed uden at vide hvad det var. De skriftkloge og farisæerne viste sig frem som fromme, men Jesus kendte deres hjerter. De var ikke ydmyge af hjertet, men falske og hykleriske.
I wikipedias artikel læser jeg også om falsk ydmyghed. Her forklares det at falsk ydmyghed er at lade som om man er ydmyg og kan være kombineret med mindreværdsfølelser. Det går op for mig at den ydmyghed jeg troede jeg havde da jeg var barn, var falsk. Jeg følte mig mindre værd end de andre, jeg var genert og jeg følte ofte et dilemma, for min ydmyghed var ikke af hjertet.
Den sande ydmyghed er svær at forstå. Selv de antikke grækere anså ydmyghed for at være en defekt, ikke en dyd. På Bibelsk tid var ordet ydmyghed for de ikkekristne negativt. De forbandt det med noget ynkeligt og at være krybende. (http://enduringword.com/bible-commentary/philippians-2/).
Eksempel i Filipperbrevet
For at opnå en bedre forståelse af ydmyghed lad os så kigge på Fil 2:1-8. Filipperbrevet blev skrevet af Paulus, mens han sad til fange i Rom.
Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. (Fil 2:1-4)
Paulus vil at menigheden i Filippi skal have en indbyrdes kærlighed og være ydmyge over for hinanden. De siger han også til os kristne. Gør ikke noget af selviskhed eller indbildskhed (dvs. af overdrevent høje tanker om sig selv). Vi skal sætte andre højere end os selv, og vi skal ikke kun tænke på vores egne behov, men også på andres.
Denne adfærd er helt anderledes end den, der er udbredt i vores samfund. Læg mærke til at der står, at vi skal OGSÅ tænke på andre. Det er ikke forkert at elske sig selv og tænke på sine egne behov, men vi skal også tænke på de andres. Kærlighed til sig selv og næsten er jo også nævnt i kærlighedsbuddet: elsk din næste som dig selv.
Lad os lige radikalisere ydmygheden noget mere, ydmygheden som er fremmed for mange danskere. Vi skal ikke kun være ydmyge af vores egen begrænsede menneskelige hjerte. Vi skal have det samme ydmyge sind som Jesus (Fil 2:5). Jesu ydmyghed beskrives i følgende vers, i Bibeloversættelsen, Den Nye Aftale.
“Han så ud som Gud
Fil 2:6-8
Han var ligesom Gud
Og det havde han ret til.
Men han gav afkald på sin ret
Og valgte at se ud som en slave.
Han blev ligesom et menneske
Og lignede os.
Han ydmygede sig
Og adlød Gud,
Selv om det betød, han skulle dø
– dø på korset.”
Kenosis: at tømme sig selv eller give afkald på
Lad os se på vers 3, han gav afkald på sin ret. Ordet “give afkald på” er på græsk ekenosen. Det kommer af kenos, at gøre tom. I en dansk Bibeloversættelse fra 1997 af Ole Wierød står der “han udtømte sig selv.” I Bibelen fra 1907 står der “forringede sig selv”, og i de danske Bibeler fra 1992, Bibelen på hverdagsdansk samt Den nye aftale står der “han gav afkald på…”. I den engelske Bibeloversættelse NIV står der “he made himself nothing”, og i mange engelske Bibeloversættelser står der altså “he emptied himself”, han tømte sig selv.
Det med at tømme sig selv må ikke misforstås. Der menes ikke, at Jesus tømte sig selv for guddommelighed og ophørte med at være Gud. Der menes, at han gav afkald på at se guddommelig ud, herlighedens glans og samtidig at ligne en fyrste eller konge. Selv om han var menneske, iførte han, kongernes konge, ikke sig kostbare klæder, men valgte ydmyge klæder. Han lignede endda en slave. Ligesom en konge kan lægge royale klæder fra sig, klæder sig ud som en slave og giver afkald på sine kongeprivilegier, vedbliver han dog stadig konge og Kristus, Guds søn (http://enduringword.com/bible-commentary/philippians-2/)
Kristi ydmyghed er stadig omfattende og ubegribelig for vores menneskelige fatteevne. Vi forstår bedre det med at give afkald på, men på græsk står der ekonesen, og deraf kommer begrebet Kenosis. Johannes Døberen viste en lignende kenosis-attitude: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3:30).
Kenosis har noget med selfopofrelse og selvfornægtelse at gøre i forhold til at være “selv-tømmende”. Kenosis er at give afkald på sin egen vilje for at ønske at Guds vilje skal ske. Det er den indstilling Jesus har. Hans mad er at gøre sin faders vilje (Joh 4:34), han gjorde kun hvad han hørte Gud fader sige, og selv da han i angstens og fristelsens time i Getsemane have mest lyst til at lade være med at lade sig fange og korsfæste, lyst til at kæmpe imod eller flygte, så blev han. Han stod fast i bønnen til sin Fader: “Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.” (Matt 26:42).
Jesus levede et liv i selvvalgt ydmyghed på jorden. Han blev født som et hjælpeløst spædbarn i en kold stald. Han voksede op i en vis grad af fattigdom og var på flugt de første år af sit liv. Han var en del af en familie og skulle adlyde Maria og Josef. Han lærte et håndværk, tømrerarbejde, og han arbejdede formentligt som tømrer. Ydmygt ventede han indtil han var ca. 30 med at forkynde, undervise og gøre undere. Han ydmygede sig til at tale til både folkelige skarer og lærde jøder, og han underviste og hjalp både mænd, kvinder og børn fra alle samfundslag. I ydmyghed oplevede han både sult, tørst, angst, ensomhed, svigt, forræderi, træthed, mobning, hån, forfølgelse og fristelser. Uanset hvad han kom ud for, forblev han ydmygt lydig over for Gud fader og Helligånden. Både i lidelser, på korset (en forfærdelig smertefuld straf slaver og forbrydere ofte fik. Jøderne anså korsfæstelse som en forbandelse fra Gud) og indtil døden var han ydmyg og lydig (http://enduringword.com/bible-commentary/philippians-2/) .
Men det slutter ikke ved Jesu død. Jesus genopstår. Han triumferer og vinder over synd, død og djævel. Han bliver ophøjet og farer til himmels (ved Kristi Himmelfart). Gud ophøjer Jesus og skænker ham “navnet over alle navne”.
Fil 2:9-11
“Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig,i himlen og på jorden og under jorden,og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre,til Gud Faders ære.”
Jesus ydmygede sig og blev ophøjet af Gud. På samme måde ophøjer Gud den som ydmyger sig selv (Luk 14:11). (http://www.gty.org/library/sermons-library/2003)
Som Paulus siger, skal vi være ydmyge. Vi skal være ydmyge på trods af hvilken den livsførsel og attitude der er udpræget i verden. Paulus stopper dog ikke der. Han siger, vi skal have et ydmygt sind ligesom Jesus (Fil 2:5), og i de efterfølgende vers (v. 6-8) fortæller Paulus hvordan Jesus var ydmyg. Vi lærer nemlig ikke at være ydmyge i os selv, eller af at kigge på os selv og vores menneskelige og kødelige utilstrækkelighed, heller ikke af at kigge på verden, hvor det populære er at fremhæve sig selv, og heller ikke af at kigge på andre kristne. Nej, derimod skal vi kigge på Jesus, spejle os selv i Guds ord, lære af Jesu gerninger, sind og ord, idet Helligånden former os og danner os i det værk Gud har “skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i. “ (Ef 2:10) – Og idet vi beder bønnen, ske ikke min vilje, men din, Fader.
Seneste kommentarer