Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Måned: marts 2018

Danmarks håb (del 2)

23. marts 2018 / / 0 kommentarer

I mit sidste indlæg skrev jeg om at Jesus døde for Danmark. Jesus er Danmarks håb. Hvordan står det til med kirken i Danmark?
Jeg kan selvfølgelig mest tale for mig selv. Jeg bekender, at jeg er sløv. Jeg er træt. Jeg er træt af at bede. Jeg er blevet bønhørt mange gange, men der er stadig emner jeg har bedt for i mange år, og som jeg endnu ikke har fået svar på. Trængslerne og lidelserne er hårde. Det er som, om der er stilstand. Det bliver ved med at være koldt i Danmark. Jeg giver op. Synes ikke jeg kan bede. Tænker, det ikke nytter. Hvorfor giver jeg op?

Der er en skæv balance imellem naturen og det materielle, imellem det jordiske og himmelske. Jeg er dårlig til at lave ingenting. Jeg forventer, der skal ske noget. Det vestlige menneske vil se konkret fremgang og resultater. Hvis ikke vasketøj og oprydning, så holder Internet og fjernsyn mig beskæftiget og underholdt. Jeg synes alt skal gå efter en bestemt plan. Kalenderen siger forår, men der er frost udenfor. Kan jeg slippe min rastløshed og min trang til at have kontrol?

Det først skridt er at finde hue og handsker frem og gå ud i naturen.

I dag skinnede solen fra en klar blå himmel, og frosten prikkede på mine kinder. Der var rim og is. Et vissent blad ligger midt på stien. Det er pyntet med sølvpynt i kanterne. Sølvpynten er iskrystaller.
De aktive krager, gråspurve, duer, skader og solsorte afbryder mine tankestrøm. De synger med hver deres næb og flyver rundt. Midt i en sø på en mark holder en flok måger generalforsamling. En sort kat lister rundt i græsset. Langt væk ser jeg tre dådyr græsse. To af dem har travlt med at stille deres sult, den tredje står stille med rank ryg og kigger på mig, ligesom jeg kigger på hende. D. 19. Marts har frosten stadig sit tag i Danmark, men det gør ikke dyrene sløve eller trætte. De giver ikke op. De er ikke trætte af at vente på foråret.

Jeg vil gerne blive bedre til at vente. Jeg læste om en præst, som fik en profeti om at der ville komme 4 nye bestemte slags kirker i Danmarks fire største byer. Han ventede 21 år på at se profetien gå i opfyldelse. Han var ikke den, der ventede længst tid. Moses og hans folk vandrede 40 år i ørkenen.

Jeg ved ikke, hvorfor mennesker nogle gange må vente i lang tid. Jeg vælger at holde fast i min tro i min sjæls anker. Jesus er mit håb. Jeg tænker på korset i Dannebrog. Jeg tænker på Bibelens løfter. Jeg vil ikke give op.

Forbederen og leder af bevægelsen Faste For Danmark, Peter Tinggaard, har skrevet en bønnesang om, at Jesus er Danmarks håb.

Gud spørger, hvem der vil kæmpe for Danmark? Hvem vil bede for Danmark?
Hvem vil lytte til Jesus?

 

Danmarks håb (del 1)

19. marts 2018 / / 0 kommentarer

Det hvide er korset. Det røde er blodet, der løber. Blodet er varmt og flyder over. Blodet oversvømmer vores flag.
Danmark er dækket af Jesu dyrebare blod. Jesus døde for Danmark. Jesus har betalt hele Danmarks skyld/straf og gæld. Vi kan alle komme til Jesus med vores synder. Vi kan komme til Jesus som vi er. Han vil aldrig sende nogen bort (Joh 6:37).

“Det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre,v19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;” (1 Pet 1:18-20).

Vores synder er tilgivet. Vi skal ikke gemme os eller skamme os. Vi skal bare komme til Jesus. Jesu kærlighed til Danmark er større end universet. Guds hjerte strømmer over af varme, tårer og kærlighed. Han elsker os.

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. v17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3:16-17)

 

Guds sorg

16. marts 2018 / / 0 kommentarer

Kristne er befalet at udbrede evangeliet (Matt 28:18-20). Ud over det er befalet os, er der mange forskellige motiver for at dele evangeliet.
Når jeg taler med andre folk (hvad enten det er familie, venner eller fremmede), har jeg meget svært ved at dele evangeliet med dem. Jeg har svært ved at dele det med dem, som ikke er kristne og dem, som jeg ikke ved, om de er kristne. I mine offentlige skriverier, især på min blog, har jeg dog svært ved at lade være med at dele min tro og dele evangeliet. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil dele noget, som er en stor passion og glæde for mig, og jeg gør det, fordi jeg tænker på, at der er nogle mennesker, som ikke kender Gud. Man kan sige det er en slags sorg for mig. Jeg føler sorg over, at der er nogle, som ikke kender Gud og måske ikke bliver frelst. Jeg føler sorg, fordi Gud sørger og savner sine børn.
Hvad er sorg? Sorg er at savne én rigtigt meget. Sorg er at være ked af at have mistet nogen (det kan også være skilsmisse, uvenskab, nogle bare har forladt nogen, gået væk, det kan også være nogen, der er rejst væk og ikke vil findes). At være i sorg er at føle sig uhel. Men der kan være håb i en sorg. Håbet er at se vedkommende igen i Himmeriget  – eller i tilfældet at mennesket ikke er død, at vedkommende vil komme tilbage, at vedkommende vil én. At vedkommende vil huske én. At vedkommende vil give én en ny chance.
Der er forskel på, hvordan folk ser på Gud. Det kærlige Far-barn-forhold er anderledes end fremmed-fremmed-forholdet, sælger-kunde-forholdet, politi-borger-forholdet, politiker-borger-forholdet, rumvæsen-menneske-forholdet (findes der rumvæsener eller ej? Dvs. Findes Gud eller ej?), edderkop-menneske-forholdet, stol-menneske-forholdet og haglvejr-menneske-forholdet. Nogle af disse forhold kan man ikke kalde et personligt forhold. Gud er en far, og det er frygteligt for en forælder at miste sit barn. Gud vil gerne at hans børn i det mindste ringer eller skriver (beder og søger) ham. Gud vil gerne at hans børn bliver klar over at han er deres far. Der er forskel på Gudsbilleder.
På sin vis er alle mennesker Guds børn, men hvis de ikke vil være Guds børn eller ikke ved, at de er Guds børn, er de kun Guds børn i teorien, og da er det ikke en realitet for disse mennesker. De begynder at leve som, om Gud ikke eksisterer. Men håbet er ikke ude, for inderst inde er der i nogle af disse mennesker en søgen/en tørst/en længsel efter noget, som i virkeligheden er Gud. Som Augustin siger det: “ du (Gud) har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.«

Læs mere

Den 17-årige ensomme digter, der ville læse hele Bibelen

9. marts 2018 / / 1 kommentar

 

Jeg har fortalt mit vidnesbyrd før, og mange af jer har læst det, men jeg har følt mig ansporet til at fortælle det igen.

Jeg har en far, som jeg ikke altid har kendt. Det jeg vidste om ham var begrænset, og han var ikke en del af mit liv. Jeg levede hele min barndom uden ham. Der var en uendelig tomhed inde i mig. Jeg havde en dyb længsel, som ikke kunne finde sit hjem. Jeg søgte og søgte i alle filosofier og nærmest alle trosretninger, men jeg forblev tom.

Og jeg hadede mig selv. Jeg ville ønske at jeg var ligesom de andre i min klasse. Udadvendt, glad, smilende, snakkende, men jeg var alt andet end det. Jeg var misforstået. Min tristhed blev opfattet som fjendtlighed. Min ensomhed blev opfattet som selvvalgt. Hvis folkeskolen var slem, så var gymnasiet endnu værre. Det med at drikke sig fuld, tage makeup på, gå til fitness, købe dyrt tøj og kysse en tilfældig fyr på en tilfældig aften i byen sagde mig intet. Men jeg sagde heller ikke noget. Det var ikke noget jeg selv havde valgt. Mine ord og følelser forblev bare inde i mig, helt skjult, og jeg kom længere og længere væk fra mine klassekammerater og fra mig selv. Jeg flygtede ind i Internettet, skrev med folk jeg aldrig havde mødt og fordybede mig i litteraturens verden. Dengang skrev jeg mange digte, men jeg var stadig tom og jeg hadede mig selv. Selvmordstanker blev ret familiære for mig. Ondskaben voksede inde i mig.

Læs mere

Søg først Guds rige

5. marts 2018 / / 0 kommentarer

Vækkeuret ringer. Er det allerede morgen? Jeg vil sove. Det er koldt uden for min dyne. Jeg vil have kaffe. Jeg tjekker min mobil. Tjekker e-mails, nyheder og Facebook.
Nu er det aften og jeg vil se kunstskøjteløb, men jeg sætter mig i sofaen og beder. Kan jeg bede mere end fem minutter? Mine tanker farer frem og tilbage. Jeg kæmper for at holde øjnene åbne. Jeg har tandpine. Jeg prøver på at bede. Jeg kan ikke lide at tænke på, at jeg snart skal til tandlæge.
En tanke lyser op som et reklameskilt.

Put God first

Jeg har hørt små youtube motivationer, bl.a. Denzel Washington, som siger “Put God first”.  Gud skal komme først. Jeg har hørt, at man skal starte sin dag med at takke Gud for en ny dag og med at bede til ham. Men jeg gør det ikke.

Så husker jeg “søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives i tilgift.” (Matt 6:33)
og at jeg ikke skal bekymre mig. Jeg kom i tanke om at jeg bekymrede mig for at skulle til tandlæge. Jeg skal søge Gud først. Stole på at han sørger for mig.

Og jeg læste 1. Kongebog kapitel 3 , hvor Salomo møder Gud i en drøm. Hvor Gud siger, “sig, hvad jeg skal give dig!” (v. 6). Men Salomo beder ikke om guld og grønne skove, men visdom (v. 9). Han søger det gode, han søger Gud først. han vil kende Gud og blive mere vis og træffe rigtige beslutninger, og det belønner Gud i høj grad ham for.
Jeg må bede Gud om tilgivelse for at have underprioriteret ham. Han skal komme først i mit liv. Jeg må bede ham hjælpe mig om at søge ham først om morgenen.

Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind (Sl. 37,5)

 

Gud har vist mig nåde (tandpinehistorien del 3)

1. marts 2018 / / 0 kommentarer

Der skete noget, da jeg bad forbøn. Min tandlæge begyndte på at ordne min tand (den er i skrivende stund ikke lavet færdig endnu). Og Gud har vist mig nåde. Han gjorde smerten mindre, han gav mig kræfter til at udholde smerten og uvisheden, og han har gjort mig i stand til at tænke og skrive, læse Ordet og bede.
En aften sad jeg sammen med min mand og vores børn og grinede, mens vi spiste pasta og pizza. Jeg fik utallige kram af mine børn. Gud har givet mig glæde og håb, tro og kærlighed. Gud giver mig udholdenhed, og han skaber en vej ud af den situation jeg sidder i. For Gud er alt muligt. Ske Hans vilje.
Ved Guds nåde har jeg fået en tillid til dette vers:

v4 Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. (Sl 23:4)

Abonnér på nye indlæg


 

Brugermenu

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders Noren — Op ↑