Vi sad i Boston lufthavn og ventede på at boarde. Jeg hørte nogle stewardesser tale om forsinkelse. Jeg må have hørt forkert. Kort efter hørte jeg i højtaleren at lågen til vores flys lastrum gået i stykker, så den skulle de nu reparere. Hvor meget vi ville blive forsinket vidste de ikke. Så vi ventede og ventede. 3,5 time senere var flyet repareret. Pga. forsinkelsen ville vi ikke kunne nå vores fly fra London til Billund. Så måtte vi tage det næste fly, som nok gik en time eller to senere. Vi ankom til Heathrow kl. 11 engelsk tid og stillede os hen for at høre hvornår vores næste fly gik. Vi fik at vide at det næste fly gik næste dag. Læs mere
Måned: januar 2018
De sidste dage inden vi skulle hjem til var jeg begyndt at få hjemvé. Selv om jeg ikke er så vild med rugbrød, var jeg begyndt at savne rugbrød, fordi jeg ikke kunne finde noget groft brød i Boston. Jeg savnede også æbleskiver. Men allermest savnede jeg mine børn. Hver gang jeg så et barn, kom jeg til at savne mine egne børn helt vildt.
D. 10. December dagen før vi skulle hjem, fik jeg pakket det meste ned, og næste dag pakkede vi det sidste. Vi gik ned i foyeren og spiste morgenmad. Min mand tjekkede sin e-mail på sin mobil. Han havde fået en e-mail om, at vores fly var aflyst pga. Sne i London. Vi skulle i stedet med en flyver næste dag. Vi kunne heldigvis blive en nat mere i samme hotelværelse. De der skulle køre os til lufthavnen kunne også godt køre os næste dag.
Nu skulle vi prøve at få tiden til at gå et døgn mere, før vi kunne komme hjem. Jeg glædede mig meget til at komme hjem.
På en af de sidste dage fik min mand og jeg tid til at besøge hans kollegers lab på Harvard. Min mand havde samarbejdet med flere på dette lab omkring forskning i splicing i rundorme. Selve ormene var (og er) i laboratoriet på Harvard, mens min mand sad i Danmark og analyserede de data de fik om ormene. De fik udgivet en artikel i tidsskriftet Nature (https://www.nature.com/articles/nature20789).
Vi fik en rundvisning på lab, hvor vi så ormene. Et af de første spørgsmål jeg, fik afklaret på rundvisningen var, om rundorme var det samme som børneorm? Det er det ikke. Rundorme er 0,1-2,5 mm lange, de er gennemsigtigt hvide og lever over alt i jorden. De er ufarlige og lever af bakterier. Rundorme bliver ofte brugt i forskning. De er nemme at dyrke, de vil gerne have det lunt, men kan også tåle at blive frosset ned.
På Harvard har de et helt skab med rundorme. Vi fik fortalt og vist, hvordan de med små nåle kunne tilsætte et protein i ormene og hvordan de kunne flytte rundt på ormene. Alt dette kunne forskerne gøre uden at skade ormene. For nyligt havde gruppen i dette lab lavet et hotel til ormene. Ormene var inde i en kasse og havde hvert sit rum. Der var et klæde over kassen og et apparat var sat til automatisk at tage billeder af ormene. Min mand og jeg fik lov til at se nogle rundorme i mikroskop. Vi så orme i forskellige aldre og forskellige typer. Nogle af ormene lyste i forskellige farver. Nogle orme var slanke og bevægede sig hurtigt. Andre var tykke, korte og bevægede sig langsomt. Nogle rundorme bevægede sig hurtigt frem og tilbage. Det er svært for mig at forstå molekylærbiologien, men det var meget spændende at se rundormene.
Det er fascinerende, at vi kan lære meget om så små organismer. Den forskning der foretages i ormene er fascinerende. Når man lærer noget om ormene, lærer man ofte også mere om andre organismer og om mennesker. Noget der er så lille bliver vigtigt for hele skaberværket.
Rundorme er små og kravler rundt i jorden, så man lægger sjældent mærke til dem. Jeg kom til at tænke på, at jeg i Guds hænder er lige så lille som en rundorm. Alligevel ser Gud mig og værdsætter mig. Ligesom han ser og sætter pris på hvert eneste menneske.
v4 Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, v5 hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? (Sl 8:4-5)
Som nævnt er jeg meget genert, og jeg falder sjældent i snak med fremmede, så jeg forventede ikke at komme til at snakke med andre i Boston end min mand. Alligevel kom jeg til at snakke med mange i Boston. Til mødet om ALS var der folk fra hele verden, og senere på turen talte vi med min mands kolleger fra Harvard. På Harvard arbejder der folk fra hele verden. Takket være engelsk som fællessprog har jeg både talt med folk fra Kina, Schweiz, Tyskland, USA, England, Scotland, Australien, Luxemburg, Pakistan, Belgien, Mongoliet, Island og Israel.
Selv om vi kom alle steder fra i verden, havde vi alligevel meget tilfælles. Der var schweizeren, som fortalte mig at han havde været i Danmark og var blevet helt vild med røde pølser.
Der var amerikaneren, som jeg faldt i snak med til konferencen. Hun var til konferencen sammen med sin mand, som havde ALS. Hun havde voksne børn og fortalte om dem, og jeg fortalte om mine børn. Vi talte ikke om vores mænds sygdomme, men kom til at snakke om hvad vi interesserede for. Det viste sig at hun var glad for at læse bøger, og hun kunne ligesom jeg lide at læse kristne bøger. Vi fandt ud af at hun havde læst en biografi om den tyske præst Bonhoeffer, og jeg havde læst hans bog, Efterfølgelse. Vi delte bogtips og forfattere med hinanden. Hun fortalte om en amerikansk digter ved navn Kathleen Norris, som havde skrevet et digt om vasketøj. I selveste Boston mødte en amerikaner, som ligesom jeg var glad for juletræer, Bonhoeffer og for kristen litteratur.
Mennesker har meget mere tilfælles end de tror. Jeg tog til Boston og opdagede, at verden er lille.
En gang imellem hører vi ordet værdier sagt af vores politikere. Hvad menes der med værdier? Selv om mange politikere gerne vil være rige og give skattelettelser til de rigeste i vores samfund, er det ikke de økonomiske værdier de her taler om. Der bliver talt om de danske værdier, og jeg synes ofte det lyder abstrakt, når jeg hører ordet værdi blive nævnt af en politiker eller i et virksomhedsgrundlag.
En værdi er først værdifuld, når man ved hvad værdien betyder i handling, og at man selv forsøger at leve op til den. Jeg er blevet mere bevidst om mine værdier efter at jeg er blevet mor. Der ligger nogle værdier bag ved den måde min mand og jeg opdrager vores børn på, og bag ved de valg vi har truffet om, hvad der er vigtigt for os og for vores børn.
Jeg vil garanteret skrive om mine værdier i flere blogindlæg, men nu vil jeg vende tilbage vores Bostontur. I Boston fik jeg et fint møde med en værdifuld værdi.
Med forstæder har Boston 4,5 millioner indbyggere. Byen har højhuse ligesom New York og andre amerikanske storbyer, men den har også bygninger helt tilbage fra 1600-tallet. Byen blev grundlagt i 1630 af englændere. I 1770’erne var der i Boston bemærkelsesværdige frihedskampe, som var en del af USA’s løsrivelse fra England. I 1800-tallet immigrerede især irere til Boston, og der kom også mange fra det øvrige Europa samt russere og libanesere. I dag er Boston en by med mange studerende. Byen har mange uddannelsesinstitutioner, heriblandt Harvard.
Selv om Boston virker europæisk, har jeg alligevel mødt et positivt træk, som jeg sjældent møder i Danmark.
Det meste af tiden i Boston gik med at min mand var til møder, og jeg ventede. Jeg var med til nogle af møderne, men ikke dem alle, for ofte havde de for mig et for indviklet fagligt indhold. Planen var at skrive, bede og læse en masse, mens min mand var til møde, men jeg var træt, frøs pga. air kondition, der var larm, og jeg var snottet. Efterhånden lærte jeg at opgive mine planer om at skrive og læse og i stedet være mere åben over for, hvad dagen bragte mig. Der var altid noget at være utilfreds med, fordi jeg i virkeligheden savnede den hjemlige ro og den danske adventstid. Efterhånden lærte jeg at fokusere på det gode. Alt det jeg kunne glæde mig over og takke for.
Jeg var taknemlig for, at jeg kunne følge med i julekalenderen Snefald, mens jeg var i USA. Jeg havde Ipad og høretelefoner med, og der var gratis WiFi, julekalenderen var tilgængelig på DR’s hjemmeside. Selv om jeg ikke var hjemme ved mine børn, kunne jeg sammen med dem følge med i julekalenderen. Da jeg kom hjem til Danmark, så jeg resten af julekalenderen sammen med børnene. Det havde ikke kunnet lade sig gøre for nogle år siden.
Jeg var også taknemlig for at jeg kom til at snakke med mange flere i USA, end jeg havde forestillet mig. Jeg mødte mange hjælpsomme, venlige og imødekommende amerikanere.
Jeg har en tendens til at se det negative, men jeg håber at blive bedre til at se det der er godt og takke under alle omstændigheder, for det er godt, og det er Guds vilje.
“ v18 sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” (1 Thess 5:18)
Seneste kommentarer