En rejse i Tro og Kreativitet

Måned: januar 2017

Drømmen om at leve langsommere

Sidste efterår blev jeg mindet om værdierne, ro, langsomhed og stilhed. Det første, der bragte mig på dette spor, var at jeg blev nødt til at sælge min bil. Det var en stor dag, da jeg fik solgt min Peugeut fra 1994.
Det at være billøs gav nye muligheder for min datter og jeg. Vi får mere motion, frisk luft og flere naturoplevelser. Dådyr, der farer hen over engen, solens farverige aftryk på himlen, røde og gyldne efterårsblade, nysgerrige kalve, travle fugle og en kat tronende på en pæl. Regndråber på næsetippen.

Det blev også nødvendigt at gøre de store indkøb en gang om ugen. Jeg har lært meget om planlægning af indkøb og madplaner. Jeg har fundet min families favoritter, og de har fundet sig i mine eksperimenter. Det overrasker mig stadig, hvor lang tid madlavningen nogle gange tager. En dag opdagede jeg, at den suppe jeg var i gang med at lave, skulle koge halvanden time. Prøv at fortæl din familie, at der først er aftensmad kl 20. Suppen fik ikke lov til at koge i så lang tid, men der var alligevel en tilfredshed ved spisebordet – også hos min 9-årige søn, som endda spiste en skål til natmad.

Hvor jeg har fået cykling og madlavning og bagning ind under huden, er der stadig andre områder i mit liv, hvor slow living er svært at integrere.

Teknologi er en stor udfordring for familien. Efter en juleferie med en hel masse computerspil, har vi måttet sætte begrænsninger for børnene. Jeg erkender også, at jeg selv må begrænse mit teknologiforbrug. Men hvor er det bare svært! Jeg forstår at mine børn tiltrækkes af Ipad og playstation.

Stilhed bliver en sjældenhed. Vi fylder vores hoveder med Minecraft, newsfeeds, Facebook, nyhedsmails, youtube, radio og Netflix.

Jeg oplever en rastløshed og en uro inde i mig, og det irriterer mig. Jeg gerne studere slow living-principperne mere indgående både teoretisk og i praksis på min egen krop. Jeg har brainstormet omkring mere slow living/stilhed/langsomhed i mit liv. Forhåbentligt får jeg afprøvet flere af disse ideer i praksis og forhåbentligt vil min familie bakke mig op.

Læs mere

Verdens lys

Jesus, må du være vores lys, selv når solen skinner,  når lamperne er tændte, når månen lyser, selv når bålets flammer op, selv når stjernerne vælder frem, selv når stearinlysene blafrer. Når dagen gryr, når gnisterne gnistrer, glødepæren lyser, når vores ansigter slår folder, når ryggene synker sammen, når øjnene lukker sig, når mundvige vender nedad, når blikke sænkes, når skuldrene kryber op til ørerne, når stjernerne falder ned, når skyerne samler sig, når bladene falder, når regnen styrter ned, når frosten stikker, sneen glider ind i sokkerne, tåen stikker ud fra strømpespidsen, når krummer hober sig op i sofaen, når vasketøjsbunken er større end vasketøjskurven, når kroppe gaber, når solen går ned, når bladene triller ned af bakken, når stormen vælter træet, når bladene visner, når spisekammeret er tomt, når håret filtrer, når hjernen synes tom, når kreativiteten løber tør, når øjnene er blinde, når bilerne stimler sammen fredag kl. 14, når julegaverne er pakket op, når halse er pakket ind, når postkasserne er tømt, når vinduerne er sorte, når vi ikke ved, hvad vi skal skrive, når vi venter på svar, når vi venter på at blive raske, når vi venter på at komme videre, når vi venter på Gud, når vi venter på bussen, når vi venter på at køen skal vågne op, når vi venter på at vandet bliver varmt, når vi venter på sommer og vi venter på at solen vågner, når vi venter på at blive mætte, når vi venter på at holde op med at have lyst til cola, Facebook, ros, opmærksomhed,og underholdning, når vi venter på at kunne fornægte os selv, følge Herren og adlyde ham i kærlighed frem for frygt, Når vi venter på at holde op med at søge verdens glæder. Når vi venter på at vi kan holde op med at spise småkager. Når vi venter på at vi kan holde op med tænke på os selv. Når vi stopper med at vente. Når vi ikke mere ved, at vi venter, må du da være vores lys, Jesus.

En verden fuld af dråber

Hvad hvis vi sætter farten ned
Slukker for fjernsyn, radio og mobil
Går i stedet for at lyne af sted
Standser
bliver siddende
Og ser

Dug i græsset
Regndråber
Fugtige bladstængler
Dråber på glasset
Ringe i vandet
Vandhanens dryp
Dråber af
kaffe
Olie, fedt
På bunden af gryden

Mennesker
sved
Blod
Sår
ar
Snot
Blanke øjne
Mennesker
En flod af tårer
Af medfølelse
Angst
Afmagt
Træthed
Bekymring
Smerte
Sorg
Taknemlighed
latter
Glæde
skaberværket

Gud
ser sin skabning
“hvor er alt smukt og godt”
Gud ser alle dråber
Gud elsker sit skaberværk.

Et studie af JHVH

Følgende indlæg er baseret på Bibelen og artikler på Biblehub.com, kristendom.dk og religion.dk.

Vi kender historien om Moses. Moses myrder en egypter, som havde slået en hebræer ihjel. Derefter flygter han og kommer til at bo og stifte familie i et land, som kaldtes Midjan.
På en ganske almindelig dag er Moses ude og vogte sin svigerfars får, og der er det at Moses møder Gud i en brændende busk. Dét er et helligt og frygtindgydende øjeblik. Gud fortæller Moses, at han har set sit folks lidelser og hørt deres klageråb. Gud kalder Moses til at føre dem ud af Egypten.
Moses spørger Gud
“Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?”
Gud svarede Moses:”Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: sådan skal du sig til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.” (2 Mos 3:13-14)

“Jeg er den jeg er” og “Jeg Er” er en oversættelse af Guds navn JHVH. I Bibelen står der JHVH, og jøderne mener ikke må sige Guds navn, så i stedet siger de af ærefrygt Adonaj, dvs. Herren. Der er uenighed blandt forskerne, om hvordan JHVH ordet skal udtales. Nogle mener det er Jehova, men det er udbredt at mene, at det er Jahve. Det er den sidste tradition, jeg følger. Jahve betyder at være tilstede. Haja betyder at være. Jahve betyder “Jeg er”, “Jeg er tilstede”, “han er tilstede”, “han lader noget blive til”, “han er der” eller “jeg vil være det som jeg vil være.”

Ego eimi

I evangelierne, og især i Johannesevangeliet siger Jesus selv ego eimi, “jeg er”, “jeg er den jeg er” og “jeg er…”, jeg er den gode hyrde, jeg er livets brød, jeg er vejen, sandheden og livet. I Mark 14:62 spørges der “Er du Kristus, søn af den velsignede?” Hvorpå Jesus svarer, “det er jeg”, altså jeg er. På engelsk “I am”.
I Matthæusevangeliet kap. 14 er disciplene havnet i en storm på åbent hav. Et utroligt syn møder disciplene. De ser en skikkelse vandre på vandet, og de skriger af frygt.

Læs mere

I’mpossible

At sætte sig ved tasterne og møde stejle klippeskråninger. Mission impossible. Nej, ikke filmen. Impossible? Forkert. Mission I AM possible. Hvorfra kommer a’et? Fra alfabetet, fra klaveret, fra kammermusikken, fra a’et der skal siges, så munden kan åbnes? Fra appelsinerne? Nej. Fra det abstrakte? Nej. Fra anderledeshed? Nej. Fra akkusativ, ablativ? Nej. Fra råbet efter Abba? Ja. Det er Gud Fader, som siger I AM Possible. I AM. Jeg er. Jeg er mulighed. For mig er alt muligt, siger Gud. JAHVE. Han er den han er. Duelig, magtfuld, stærk, fuld af styrke. Så stærk at han kan vælge at være magtesløs, at han kan vælge at dø, at han kan vælge at ydmyge sig selv, at han kan vælge at ofre sig selv. Så stærk at hans nåde er ubetinget, hans kærlighed grænseløs. Så stærk at han kan tilgive. At han kan flytte bjerge. At han kan flytte grænser. At han kan elske de uelskede. At han er hos de som ingen vil være sammen med. Han er så hellig at han elsker alle. At han elsker hele sit skaberværk. Hele sin skabning uendeligt. Ubetinget. Lidenskabeligt. Han gik i magtesløsheden. Han gik i døden, men overvandt døden, synden, djævlen. Han er den stærkeste. Han er styrke. Ikke bare stærke overarme, men stærk. Almægtige Gud.
Men jeg er svag. Lille. Magtesløs. Skrøbelig. Skrantende. Skræppende. Syndfuld. Skamfuld. Jeg har mange torne. Jeg er ikke noget godt menneske.
Men jeg ser på Jesus. Jeg bliver tavs.

Guds spørgsmål

Jesus spørger mig, om jeg er villig til at ofre alt for ham? Jeg mærker en modvillighed og en vanskelighed ved at sige ja, for jeg kender mit syndige hjerte. Jeg bliver også bange, når jeg kommer til at tænke på hvilken høj pris det kan have for mig at følge Jesus. Der er ingen der ved, hvad der kommer til at ske i 2017.
Min tro, tillid og kærlighed bliver testet.
Jeg må erkende, at i et liv med Jesus er der ikke plads til alt. Det kræver nogle til- og fravalg fra min side. Jeg må give tid, opmærksomhed, kærlighed og ikke mindst tillid til Gud.
Jeg er rystet indeni, skræmt over min vantro, min frygt og min mistillid.

Julegaver

Pludselig kommer til at tænke på mine julegaver. Nogle af de julegaver jeg fik, kræver min tid og opmærksomhed. Jeg har fået et nyt vaffeljern. Det kræver planlægning, tid og opmærksomhed fra min side at lave vafler. Det er klart, at jeg får ikke lavet vafler, hvis jeg sidder hele dagen ved Facebook. Men det er det værd at lave vafler. Det er en måde skaber hygge og glæde for mig selv og min familie. I julegave har jeg også fået et par bøger af Tove Ditlevsen. Det var bøger jeg ikke vidste jeg havde ønsket mig. Jeg ønsker at læse flere bøger og som skribent burde jeg også læse mange bøger. Jeg vil gerne læse mange bøger i 2017, men det kræver at jeg giver afkald på nogle tidsrøvere og vaner for at få tid til at læse og fordybe mig i bøger.

Guds gaver

Så er det, at Gud fortæller mig, at han har mange gaver til mig. Han spørger mig, om jeg vil have dem? Om jeg vil åbne dem? Vil jeg sætte tid af til at bruge gaverne?

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑