En rejse i Tro og Kreativitet
Nonnen er fyret
Prinsessen og sexvæsenet er glemt
Glasskårene er væk
Sløret for mine øjne er borte
Jeg har fået et nyt spejl
I spejlet ser jeg Kristus
Jeg ser mig selv
Jeg ser Mariane, kvinde
Guds elskede barn
Dyrebar i min Faders øjne
fri og retfærdig i Kristus
Forliget med Gud i Kristus
En ny skabning i Kristus
I spejlet skuer jeg
Mariane i Kristus
Herrens herlighed
(2 Kor 5:17-21 og 2 Kor 3:16-19)
Blæsten presser
sig igennem skyerne
skubber til de tynde grene
trækker i havelågen
Regnvejr
Jeg husker
et blik:
Solen skinner
på ruden
En solstråle
på hver regndråbe
Perleskygger i vindueskarmen
Solskin i min stue
Dråber af nåde
på mine fingerspidser
Jeg spadserede en tur i forårssolen. Imod mig kom en hund og dens ejer. Mine øjne blev rastløse, og jeg overvejede at tage min store hue af. “Går der en sød pige der?” sagde manden til sin hund eller til mig. Jeg svarede ikke, men trådte på noget, da jeg tog en genvej hen over græsset. Jeg opdagede den brune klat, der fyldte det halve af min skosål.
“Åh, har du trådt i en hundelort?” sagde manden.
Han rådede mig til at tørre skoen af på en kant af noget cement. Jeg fulgte hans råd, som virkede, og jeg mumlede et tak. Med blikket fikseret på gruset skyndte jeg mig videre.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg møder en fremmed. Skal jeg kigge væk eller fange den fremmedes øjenkontakt, skal jeg smile, skal jeg sige goddav, eller skal jeg sige noget smalltalk-agtigt? Jeg kender svaret, men jeg er genert og indadvendt. Jeg tror, jeg har trådt i 100 hundelorte og går med verdens grimmeste hue, hver gang jeg møder nogen jeg ikke kender.
Elsk din næste, siger jeg til mig selv.
Min næste er alle mennesker, unge og gamle, afrikanere, flygtninge, muslimer, andre kristne, mine fjender, australiere, kinesere, hjemløse og businesswomen. Min næste er alle mennesker. Det tænker jeg. Så ordet næste betyder alle mennesker?
Ingen af os ved, hvornår vores lunger trækker vejret for sidste gang, eller hvornår hjertet slår sit sidste slag. Vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden. Hver gang et menneske dør, efterlader det et savn og et tomrum. At miste en, som man har kær, er måske det hårdeste i livet. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke kan finde nogen svar.
Jeg har ikke prøvet at miste en af mine allernærmeste. Jeg har en angst for at miste mine børn, min mand og min nærmeste familie. At forstille mig at de en dag pludselig var væk, er en abstrakt tanke.
Jeg kender dog til det at mangle den, man elsker. Jeg mistede mine bedsteforældre for mange år siden, men jeg tænker stadig på dem af og til. Jeg savner min mormors hjertevarme smil, min morfars stoiske ro, min blide bedstemor og hendes strikketøj og min sagtmodige bedstefar og hans kortspil. Jeg savner mine bedsteforældre.
Vi glemmer ikke dem, vi elsker. Vi stopper ikke med at tænke på dem, og vi holder ikke op med at elske. Det vidste Kierkegaard. Han sagde, at vi skal blive ved med at sørge, for vi skal blive ved med at elske.
En morgen blev jeg vækket af en dunk lyd. Det var Marco, der bankede på ruden. Han kaldte ikke på mig, for engang kom han til at støde sammen med min fars boremaskine. Marco fik beskadiget sit stemmebånd.
Jeg ilede hen og åbnede terassedøren for ham. Han kom ind fra regnen og smøg sig rundt om mine ben, mens han spandt.
Han blev ved med at banke på ruden med sin pote, for han havde en tillid til, at jeg ville stå op og lukke ham ind.
Jeg husker en historie om en enke, som igen og igen bønfaldt en streng dommer om hjælp.
© 2025 Diakon og Skribent
Tema af Anders Noren — Op ↑
Seneste kommentarer