En rejse i Tro og Kreativitet
Øjne triller rundt
Bladrer frem og tilbage
Hvad skal vi gøre? Hvad skal der til?
Bygmestrene arbejdede forgæves
De ser ikke
hører ikke
Vi er øer
Jorden brændende
under fødderne
forsvinder
Om lidt styrter vi ned
Kald på hans navn
Åbn jeres dør
Hans død er jeres liv
Han er en bro
En portal
Han er vejen ud herfra
De har fortalt, at jeg var i pine. De bar mig. Jeg skreg. Jeg var en flisbue, når lå jeg på ryggen. Jeg skreg. Jeg havde smerter. Jeg skreg.
Jeg kan huske, at jeg som lille kunne mærke noget, der borede inde i mig og pressede på mig.
Da jeg gik i skole, voksede dett. Det sugede sig fast og hamrede pløkkerne i.
Jeg blev teenager, og nogle dage kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg var dette tunge noget.
I gymnasiet kunne min sjæl ikke bevæge sig for dette noget, der lagde sig oven på mig og prøvede på at kvæle mig. Det var i denne tid, jeg en dag stod foran noget helt andet uden for mig selv. Det var en blødhed og varme, der omfavnede mig udvendig og indvendig.
Det tunge, borende, sugende mørke blev ved med at være der. Så langt og dybt nede, at intet menneske kunne dykke derned. Det var så langt væk som til Jordens indre, men jeg kunne stadig mærke dets tyngde.
Det var et sort hul, som jeg ikke vidste, hvad var. Hvis jeg faldt ned i det, ville jeg ikke være i stand til at komme op fra det igen levende. Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har brugt og bruger timer på at fylde hullet med tegninger, bøger og skriverier. Jeg bruger dage på at fylde hullet med småkager, computerspil, fjernsyn, Facebook og Internet og vågne nætter. Jeg bruger uger på at få mit sind til at slappe af, mine øjne til at lyse og min mund til at leve. Jeg klamrer mig til sekunderne med blomster, lys og lethed. De kommer med samme fart som et øjes blink og de lige så hurtigt igen. Af og til er det sorte hul lettere at bære. Nogle gange føles det som om det er væk. Stilhed, livgivende ord, omfavnelser og kærlighed lindrer.
Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har prøvet at flygte fra det sorte hul, men jeg kan ikke komme ud af mig selv. Jeg prøvet at kæmpe mod det sorte hul, men det er stærkere end mig. Jeg har lavet mange analyser af det sorte hul uden at jeg er blevet klogere. Det eneste, der virkelig hjælper, er det “helt andet”, der står uden for mig selv. Jeg møder stadig en gang imellem dette helt andet. Jeg længes, jeg er tom. Jeg er ikke hel uden dette helt andet. Dette helt andet’s navn er Jesus. En dag vil jeg være sammen med Jesus for altid. Det er mit evige håb. Og den dag vil det sorte hul være væk for evigt.
“Det virkede ikke til at du brændte for at gøre rent.”
Det var beskeden efter jobsamtalen. Jeg havde været til samtale om et rengøringsjob, som jeg godt ville have, men det var nok ikke min karrieredrøm. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kunne ikke modsige hende. Jeg fik ikke jobbet, og skal jeg være ærlig, så brænder jeg mere for en anden slags rengøring.
At brænde for noget, det er et udtryk man støder på i jobannoncer, og når de unge skal vælge uddannelse. At være engageret (100 % er ofte kravet), at være dybt optaget af noget, at have en passion eller lidenskab – at brænde for noget eller nogen, det kan man være på mange områder i livet. Man kan brænde for et arbejde, en hobby, et forhold, en ideologi, en politik eller en religion.
Når to mennesker bliver kærester, er der en gnist imellem dem. Man kan se forelskelsen: ansigtets glød, glimtet i øjnene. Det lyser ud af personen, at hun er forelsket.
Men ligesom ilden i bålet dør ud og tændstikken stopper med at brænde, så er menneskers ild ikke evig. Nogle mennesker giver al for meget af sig selv og bliver udbrændt – får en udmattelsesdepression (http://www.netdoktor.dk/sunderaad/stresstema/stressudbraendthed.htm).
Man ser også nogle gange en person dyrke elitesport i mange år, og så pludselig stopper han, fordi interessen ikke er der mere, han brænder ikke mere for at dyrke sport på et højt plan.
Mange par går fra hinanden og siger måske, at gnisten var forsvundet.
Mange mennesker oplever på et tidspunkt, at nu kan de ikke mere, nu er grænsen nået, nu er ilden slukket. Nogle gange bliver ilden i mennesket tændt igen, andre gange er den slukkede ild enden på en aktivitet, et job, et forhold eller en identitet.
Det er ikke kun mennesker, der brænder. Det gør Gud også. Læs mere
Sidste år da jeg var i USA, spurgte Gud mig: “hvad betyder en togstation for dig?” Mange dage forinden stod min mand og jeg i Washington og ventede på toget til Baltimore. På samme tidspunkt fik vi at vide, at flere tog var aflyst pga. Oversvømmelse, men vores tog var ikke aflyst. Vi stod ved siden af en dame og ventede sammen med manden, som skulle hjælpe os ind i toget. Vores tog var forsinket. Damen undrede sig over forsinkelsen. Hun spurgte mange gange manden, hvornår toget kom. Han vidste det ikke. Jeg tror damen spurgte manden fire eller fem gange om hvornår toget kom. Jeg tror jeg havde været mere utålmodig hjemme i Danmark. Der var dog noget ved damen jeg genkender i mig selv.
Hvad betyder en togstation for mig? Som regel er togstationer larmende, kolde og kedelige. Det er en øvelse i at vente. Når jeg kommer frem, kan jeg rejse videre med bus eller bil. De danske toge er ofte forsinkede, togrejser er lange. En togstation er ikke en endestation.
Der har været mange tidspunkter, hvor jeg har skullet vente i mit liv. Der har været bilkøer, der har været køer i forretninger. Der var perioder, hvor det var vanskeligt for mig at vente. Der var årene, hvor jeg var arbejdsløs. Alle de gange jeg ventede på svar på ansøgninger, jobsamtaler og om min A-kasse ville godkende mig. Der var også perioder, der var udfordrende og samtidig velsignende. Da jeg for 8 år ventede min søn, talte jeg dage og uger til han kom. Jeg gik op og ned ad bakkerne i Botanisk have i Århus. Jeg kom ind på sygehuset og jeg kom hjem igen, da veerne var væk. Jeg glædede mig til at se min søn og hvilken stor glæde det var, da han endelig kom efter næsten et døgn med veer. Det var lektion for mig, at liv og død kan jeg ikke kontrollere.
Hvad betyder en togstation for mig som kristen, hvis Jorden er en togstation? Jorden er ikke endestationen. Vi vil videre, og vi venter på Jesu genkomst og på Himmeriget, og intet menneske kender dagen eller timen. Indtil da lever vi livet, vi lever i lidelse, i trængsler, i udholdenhed, i vedholdenhed, i regn og sne, i mørke og lys. Vi holder fast i det evige håb, som nogle gange ser meget lille ud eller synes usynligt, samtidig med at vi må være vågne og være klar til at stige på evighedens tog.
“Guds rige er kommet nær” (Mark 1:15). Mange mennesker vil spørge: “hvor? Vi kan ikke se det. Vi kan kun se naturkatastrofer, terrorisme og onde mennesker.” Eller mange mennesker leder efter mirakler og tegn.
Jeg tror de fleste mennesker ind imellem bliver utålmodige.
“Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. v9 Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3:8)
Evangeliet og Guds høstarbejdere får ingen plads i medierne. Medierne fortæller mest om mørkets gerninger. Med Jesus, med Helligånden er Guds rige kommet nær. Gud arbejder i det skjulte.
Jesus giver os disse billeder på Guds rige:
“v26 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; v27 han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. v28 Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. v29 Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«
v30 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? v31 Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, v32 men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«” (Mark 4:26-32)
Hvem kender ikke til at plante et frø og vente utålmodigt på at det skal vokse op? Under jorden foregår der mange ting, vi ikke kan se. Frøen eller kornet begynder at spire og vokser lidt efter lidt. Det går ikke hurtigt, men en dag står marken der og er klar til høst. Sådan arbejder Gud stille og roligt, hele tiden og i det skjulte, og på måder vi ikke kan forestille os.
Gud er en handlende Gud. Gud havde meget på spil, da Jesus blev født, da han vandrede på Jorden, og da han døde på korset for dig og mig og for hele verden.
“Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1:15)
Hvad er et mirakel? Kærligheden og glæden er et mirakel, livet er et mirakel. Enhver synders omvendelse er et under!
Hvor gode er dine øjne og ører?
Hvad hører du og ser igennem? Bruger du dine egne ører og øjne, eller ser du verden gennem en smartphone, computerskærm og en fjernsynsskærm?
Hvem eller hvad lader du fortolke verden for dig? Ser du virkeligheden gennem Breaking headline, to-minutters-videoklip, Internettets lysaviser, verdens nyheder om verdens krige og kampe? Ser du virkeligheden gennem andre menneskers erfaringer, oplevelser, samtaler og hvisken?
Ser du virkeligheden gennem dine egne følelser, tanker, fornuft og umiddelbare synsindtryk?
Hvis din hjerne og dit hjerte kan smage og spise, hvad indtager de så mest? Søde bolcher og fyldt chokolade, der giver dig velbehag et øjeblik eller stærke chilier, der giver dig koldsved, hjertebanken og åndenød eller sure citroner, der giver dig rynkede pander og mundvige, der hænger nedad?
Lader du dig fylde med Guds ord eller er Guds ord statister i dit liv eller er vikarer, de sidder på spidserne af øreflipperne og øjenkrogene? Lader du dit hjerte og hjerne smage på, tygge på, sluge og fordøje Guds ord?
Hvorfra kommer dit daglige lys’ kilde? Fra køleskabet og fryseren, fra lyspærerne og lygtepælene, fra computeren, fjernsynet og din smartphone? Hvor meget tid bruger du på dine skærme? Eller kommer dit lys fra vintersolen, der nogle gange trænger igennem skydækket?
Eller kommer dit lys fra det usynlige lys, som kun troen kan se et glimt af, det sande lys fra Gud, der er lysenes fader, i hvem der intet mørke er? Lader du lysenes fader tænde lyset i dig og tage bolig i dit hjerte?
Hvilke øjne bruger du? Din familie og venners øjne, nogle fremmedes øjne, dine egne øjne, eller prøver du på at se verden med Guds øjne? Beder du Gud åbne dine øje og dit hjerte for hans udsyn og blik? Beder du Gud vise dig, hvad han ser? Hvilke ører bruger du? Din familie og venners ører, nogle fremmedes ører, dine egne ører, eller prøver du at lytte til verden med Guds ører? Beder du Gud åbne dine ører og dit hjerte for hvad han kan høre? Beder du Gud fortælle dig, hvad han hører?
Hvor mange briller, solbriller, masker, gardiner, forhæng og vinduer har du i dit liv? Er du villig til at fornægte alt dit eget, lade Guds ord og Ånd gennemtrænge alt dit og smadre og nedrive alle ruder, mure og forsvarsværker? Er du villig til at opgive alt dit eget, andres og egne teorier og fordomme, vende dig om og stå ved siden af Jesus og se på verden gennem hans øjne?
Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger v5 og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus, (2 Kor 10:4-5)
© 2025 Diakon og Skribent
Tema af Anders Noren — Op ↑
Seneste kommentarer