Jeg har lovet dig en serie om nabokærlighed, og den er på trapperne, lover jeg dig, men inden da kommer en fortsættelse til indlægget Adam og boldspil.
Jeg var til fætterkusinefest i weekenden, og jeg var lidt spændt på forhånd. Jeg glædede mig, men blev også mindet om den lille usikre pige, der for 20-25 år siden stod og så op til sine fætre og kusiner, som dengang var meget ældre og større end hende. Til weekenden skulle komme en klatreinstruktør og udfordre os i nogle ting, og hos mig sneg der sig denne lille tanke ind: ”tænk, hvis jeg ikke tør.”
Den første udfordring var at vi enkeltvis blev hejst så højt op vi ville, så skulle vi selv give slip og ville få en gyngetur tilbage. Vi stod midt i denne grønne sommerskov, og jeg iagttog de, der prøvede ”gyngen”. De var alle stille og så rolige ud. Det gav dog et sus i mig, hver gang jeg så en fætter eller kusine give slip og gynge hurtigt. Jeg tænkte hver gang, ”tænk, hvis den rammer et træ, når den ryger tilbage. Tænk, hvis jeg ikke kan finde ud af at give slip. Tænk, hvis jeg skriger som en stukket gris. Tænk, hvis jeg får det dårligt. Tænk, hvis får et angstanfald og ikke tør at give slip. Tænk, hvis.” Jeg var igen den 12-årige pige, der havde åbnet døren på klem og kigget beundrende på mine store fætre og kusiner. Det blev efterhånden min tur. Jeg tog forsigtigt selen på, gik langsomt hen til instruktøren. ”Er du nervøs?” Spurgte han. Jeg nikkede. Han forklarede detaljeret og omhyggeligt, hvad de skulle ske. Han fortalte mig, at han ikke havde oplevet nogen kaste op eller få det dårligt i gyngen. Jeg gik med til det. Mine stærke fætre hejste mig op. Jeg sagde ”stop”, da jeg tænkte, at jeg nok ikke skulle højere op. Jeg blev nervøs igen, da punktet kom, hvor jeg skulle give slip. Jeg fumlede, selv om jeg var blevet instrueret i, hvad det var jeg skulle gøre. Men jeg fik løsnet den, jeg gav slip, og jeg kom med et lille udbrud, og jeg suste tilbage. Det var ligesom en gyngetur, jeg var bare højere oppe end normalt. Der lød en klapsalve fra mine fætre og kusiner.
Senere kom den anden udfordring: en klatrevæg. Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har klatret i noget træ. Jeg havde aldrig prøvet at være på en klatrevæg. Jeg iagttog flere af mine fætre, der hurtigt var oppe i toppen og nede igen. Det så ikke lige så skræmmende ud som gyngen. Jeg tænkte, at ham instruktøren var egentlig en fin fyr. Jeg tænkte, at der ikke kunne ske noget ved, at jeg prøvede, og så måtte jeg se, hvor langt jeg kom op. Instruktøren gav mig gode råd til, hvordan jeg skulle gøre. Jeg gik i gang. I starten gik det fint. Halvvejs oppe følte jeg mig træt i armene og kom i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om jeg kunne mere. Instruktøren rådede mig til at tage en lille pause og hvile mine arme. Jeg holdt en lille pause, derefter var jeg stadig lidt træt og kom i tvivl om, om jeg skulle støtte mig til de blå, de røde eller de grønne ”dupper”. En af mine fætre guidede mig og hjalp mig med at vælge de rigtige at støtte mig til. Lige pludselig kunne jeg nå toppen af væggen! Jeg gjorde det.
Jeg nåede op!
Forandring er mulig, takket være…
Hvad du ikke ved, er at jeg for ti og tyve år siden nærmest aldrig sagde ja til sådanne udfordringer. Jeg føler ofte, at den lille stille og forsigtige 12-årige pige er meget tæt på. Jeg kender hendes tanker og følelser alt for godt. Jeg kan næsten narre mig selv til at tro, at jeg stadig er 12 år, selv om der står 1981 på dåbsattesten. Jeg bilder mig somme tider ind, at intet har forandret sig siden dengang. Der er også mange mennesker, der ikke kendte mig i 2004 eller i 1994, så hvordan skulle de kunne vide noget. Men jeg ved, at meget har forandret sig siden dengang. F.eks. har jeg har billeder af mig selv i gyngen og på klatrevæggen som bevis.
Det er ikke ved egen kraft, at jeg har nået til der, hvor jeg er nu. Takket være min familie, mine venner og ægtefælle og andre personer, som jeg har mødt i mit liv, nåede jeg til toppen af klatrevæggen (og andre toppe). Disse mennesker har forstået mig, troet på mig, opmuntret mig, trøstet mig, guidet og støttet mig på min vej. Hvad skulle jeg gøre uden jer? I ved, hvem I er.
Den 5-årige eller 12-årige version af os selv vil altid være der et eller andet sted, men udvikling og forandring er faktisk mulig. Vi er faktisk blevet voksne og kan stadig vokse mere, takket være venner, familie og andre!
”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præd. 4:9-11)
Seneste kommentarer