En rejse i Tro og Kreativitet

Måned: juni 2014

Adam og boldspil II

Jeg har lovet dig en serie om nabokærlighed, og den er på trapperne, lover jeg dig, men inden da kommer en fortsættelse til indlægget Adam og boldspil.

Jeg var til fætterkusinefest i weekenden, og jeg var lidt spændt på forhånd. Jeg glædede mig, men blev også mindet om den lille usikre pige, der for 20-25 år siden stod og så op til sine fætre og kusiner, som dengang var meget ældre og større end hende. Til weekenden skulle komme en klatreinstruktør og udfordre os i nogle ting, og hos mig sneg der sig denne lille tanke ind: ”tænk, hvis jeg ikke tør.”
Den første udfordring var at vi enkeltvis blev hejst så højt op vi ville, så skulle vi selv give slip og ville få en gyngetur tilbage. Vi stod midt i denne grønne sommerskov, og jeg iagttog de, der prøvede ”gyngen”. De var alle stille og så rolige ud. Det gav dog et sus i mig, hver gang jeg så en fætter eller kusine give slip og gynge hurtigt. Jeg tænkte hver gang, ”tænk, hvis den rammer et træ, når den ryger tilbage. Tænk, hvis jeg ikke kan finde ud af at give slip. Tænk, hvis jeg skriger som en stukket gris. Tænk, hvis jeg får det dårligt. Tænk, hvis får et angstanfald og ikke tør at give slip. Tænk, hvis.” Jeg var igen den 12-årige pige, der havde åbnet døren på klem og kigget beundrende på mine store fætre og kusiner. Det blev efterhånden min tur. Jeg tog forsigtigt selen på, gik langsomt hen til instruktøren. ”Er du nervøs?” Spurgte han. Jeg nikkede. Han forklarede detaljeret og omhyggeligt, hvad de skulle ske. Han fortalte mig, at han ikke havde oplevet nogen kaste op eller få det dårligt i gyngen. Jeg gik med til det. Mine stærke fætre hejste mig op. Jeg sagde ”stop”, da jeg tænkte, at jeg nok ikke skulle højere op. Jeg blev nervøs igen, da punktet kom, hvor jeg skulle give slip. Jeg fumlede, selv om jeg var blevet instrueret i, hvad det var jeg skulle gøre. Men jeg fik løsnet den, jeg gav slip, og jeg kom med et lille udbrud, og jeg suste tilbage. Det var ligesom en gyngetur, jeg var bare højere oppe end normalt. Der lød en klapsalve fra mine fætre og kusiner.

Senere kom den anden udfordring: en klatrevæg. Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har klatret i noget træ. Jeg havde aldrig prøvet at være på en klatrevæg. Jeg iagttog flere af mine fætre, der hurtigt var oppe i toppen og nede igen. Det så ikke lige så skræmmende ud som gyngen. Jeg tænkte, at ham instruktøren var egentlig en fin fyr. Jeg tænkte, at der ikke kunne ske noget ved, at jeg prøvede, og så måtte jeg se, hvor langt jeg kom op. Instruktøren gav mig gode råd til, hvordan jeg skulle gøre. Jeg gik i gang. I starten gik det fint. Halvvejs oppe følte jeg mig træt i armene og kom i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om jeg kunne mere. Instruktøren rådede mig til at tage en lille pause og hvile mine arme. Jeg holdt en lille pause, derefter var jeg stadig lidt træt og kom i tvivl om, om jeg skulle støtte mig til de blå, de røde eller de grønne ”dupper”. En af mine fætre guidede mig og hjalp mig med at vælge de rigtige at støtte mig til. Lige pludselig kunne jeg nå toppen af væggen! Jeg gjorde det.

Jeg nåede op!

Forandring er mulig, takket være…
Hvad du ikke ved, er at jeg for ti og tyve år siden nærmest aldrig sagde ja til sådanne udfordringer. Jeg føler ofte, at den lille stille og forsigtige 12-årige pige er meget tæt på. Jeg kender hendes tanker og følelser alt for godt. Jeg kan næsten narre mig selv til at tro, at jeg stadig er 12 år, selv om der står 1981 på dåbsattesten. Jeg bilder mig somme tider ind, at intet har forandret sig siden dengang. Der er også mange mennesker, der ikke kendte mig i 2004 eller i 1994, så hvordan skulle de kunne vide noget. Men jeg ved, at meget har forandret sig siden dengang. F.eks. har jeg har billeder af mig selv i gyngen og på klatrevæggen som bevis.
Det er ikke ved egen kraft, at jeg har nået til der, hvor jeg er nu. Takket være min familie, mine venner og ægtefælle og andre personer, som jeg har mødt i mit liv, nåede jeg til toppen af klatrevæggen (og andre toppe). Disse mennesker har forstået mig, troet på mig, opmuntret mig, trøstet mig, guidet og støttet mig på min vej. Hvad skulle jeg gøre uden jer? I ved, hvem I er.
Den 5-årige eller 12-årige version af os selv vil altid være der et eller andet sted, men udvikling og forandring er faktisk mulig. Vi er faktisk blevet voksne og kan stadig vokse mere, takket være venner, familie og andre!
”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præd. 4:9-11)

Boom!

Dette indlæg skal være en introduktion til en kommende føljeton, ”Nabokærlighed,” på min blog. ”Nabokærlighed” vil være inspireret af Kierkegaards værk ”Kjerlighedens Gjerninger” og handler om menneskesyn, værdier, kærlighed, selvværd og lidt psykologi. Udgangspunktet er 1978, nogle år før jeg selv blev født. I 1978 vandt Mabel det danske Melodi Grand Prix med sangen ”Boom Boom”. Hvis du trykker på nedestående link, kan du se og høre dem optræde i Eurovisionen 1978.

http://www.dailymotion.com/video/x11sis5_mabel-boom-boom-denmark-78_music

”Boom Boom” blev kun nr. 16 ud af 20 i Eurovisionen, men de kører en sikker rød-hvid stil, har de karakteristiske frisurer, den iøjnefaldende hjerte-stortromme og sidst, men ikke mindst, synger de om kærlighed. Jeg-personen i sangen bliver syg og ved først ikke, hvad der er galt, men finder så ud af, hvorfor ”det siger boom boom” i hans hjerte. Det skyldes forelskelse.

Boomerang
Det kunne også være, at det sagde boom, fordi han var blevet ramt af en boomerang. Den boomerang kunne have bestået i at han havde set på pigen, måske havde han smilet til hende, og hun havde kigget tilbage og smilet. Måske havde han sagt noget sødt eller sjovt til pigen, og hun havde svaret noget sødt eller sjovt tilbage til ham. Dette resulterede i denne situation i forelskelse fra jeg-personens side, men denne boomerang eller pingpong handler om den fundamentale gensidighed og spejling, der ses allerede mellem forældre og spædbarn. Jeg kigger på dig, du kigger tilbage på mig, jeg smiler til dig, og du smiler tilbage til mig etc.

Hvordan kan det være, at jeg introducerer en boomerang? Jeg mener, at boomerangen illustrerer fint relationer mellem mennesker. En boomerang kan flyve langt og vender tilbage til den, der har kastet den, hvis den er blevet kastet rigtigt. Måske kommer boomerangen flyvende tilbage i fuld fart, måske når man at gribe boomerangen, måske kommer den som et frisk pust, måske får man den i hovedet.
Jeg ved ikke, hvordan man kaster en rigtig boomerang, men psykologisk mener jeg, at det man kaster ud, får man ofte tilbage på en eller anden måde. Der findes mange forskellige psykologiske boomeranger, de er hver især helt unikke. Nogle psykologiske boomeranger er et glædeligt, ofte ubevidst, gensyn. Andre bliver man ikke glad for at få igen. De psykologiske boomeranger er især tydelige hos børn. Det ene barn driller det andet barn, og det bliver drillet igen. Det ene barn slår, det andet barn slå igen.

De psykologiske boomeranger findes dog stadig også hos voksne. Der er andre ord for disse boomeranger: ”Smil til verden og…” Ja, den kender du nok. I flere religioner og kulturer giver disse boomeranger anledning til Den Gyldne regel. I Bibelen giver den sig fx til udtryk her:

”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.”

Hvis bare det var simpelt at efterfølge. Jeg mener, der i de psykologiske boomeranger ligger temaer omkring selvopfattelse og menneskesyn.

Nabokærlighed
De næste indlæg på min blog kommer til at handle om næstekærlighed eller nabokærlighed, som jeg vælger at kalde det. Jeg har taget udgangspunkt i en kærlighedssang (Boom Boom), og betyder det så, at hvis vi alle kaster de gode psykologiske boomeranger ud, så bliver vi alle forelskede, bedste venner eller søskendekærlighed? NEJ! Der er psykologiske boomeranger i nabokærlighed, men det er en anden slags kærlighed, hvilket jeg vil komme ind på i føljetonnen.

Kan du sige nej?

Ca. halvdelen af personlige sælgere af arbejdskraft (ledige) er stressede. Det er flere end blandt folk i arbejde. Jeg har selv mærket symptomer på stress.

Jeg har også oplevet at blive belastet på mit arbejde. Jeg kunne godt lide mit arbejde, men jeg blev stresset. Jeg tog flere tests på nettet og de viste alle, at jeg var stresset. Jeg vil ikke råde andre til at diagnosticere sig selv via internettet, men jeg har brugt testene som pejlemærker. Jeg fortalte en god veninde, at jeg havde det hårdt på arbejdet. Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde kompetencerne. Hun sagde, at jeg havde kompetencerne, men jeg havde ikke overskuddet. Det gik pludselig op for mig, at jeg i en periode reelt havde arbejdet 17 timer i døgnet. Min fritid og mit arbejde var flydt i ét. Jeg havde fået for lidt søvn, spist for usundt, dyrket ingen motion og haft mindre kontakt til mine venner end normalt, og i det hele taget var der mindre tid til de ting, der gjorde mig glad. Jeg var i den periode tappet fysisk og psykisk. Heldigvis havde jeg nogle ledere, der forstod mig, og de gav mig arbejdsopgaver, der belastede mig mindre.

Hvorfor gik det så galt? Når jeg tænker tilbage på den periode, kendte jeg egentlig mine grænser, men jeg respekterede dem ikke. Jeg fortsatte med at presse mig selv, fordi jeg brændte for mit arbejde og så gerne ville skabe resultater. Men jeg respekterede ikke mine grænser.
Denne periode har været hård, men heldigvis nåede jeg at stoppe op og undgå at blive alvorligt stresset. Jeg kan sige til mine børn, at ”nogle gange er det hårdt at lære, men det er til god nytte. ”

Nogle gange er det svært at sige ”nej.” Jeg er personlig sælger af arbejdskraft, jeg vil så gerne sælge, men nogle gange bliver selv jeg nødt til at sige nej til et salg og lukke butikken og dyrke mine hobbier, være sammen med venner, se fjernsyn eller gå i seng. Vi vil så gerne have et job, men vi kan ikke være jobsøgende 24/7. Vi vil så gerne arbejde og gerne gøre det så godt, men nogle gange bliver vi også nødt til at sige nej.
Jeg er ikke stressekspert, men jeg tror, at hvis du kan sige nej, især når det er vigtigt at sige nej, så er du godt rustet mod stress.

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑