Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Måned: april 2014

Bien, Vinduet og tallene

21. april 2014 / / 0 kommentarer

Mens jeg spiste påskeæg i forårssolen, tordnede overskrifterne frem på min nethinde.

“Uligheden stormer frem” og.”Cevea-analyse misinformerer om ulighed.” ”De svage rammes.” og ”men er der fattigdom i Danmark?”

Politikerne og eksperterne var uenige om tallene.

Solen skinnede ind ad vinduet, men søvnen sad stadig i øjenkrogen. Jeg trak dynen længere op over hovedet, mens der kom en insisterende summen og fra ruden. Jeg vendte og drejede mig og begyndte at svede. Denne summen sammen med lyden af små ben der slog mod ruden blev højere og højere.
”Hvad er det for noget summen, kan du ikke få det væk?”, sagde min mand.
Jeg satte mig op i sengen. ”Det er en bi.”
”Så luk den ud.”
”Men hvad hvis den stikker mig?”
”Det gør den ikke. Luk den nu ud.”

Jeg rejste mig fra sengen og løftede forsigtigt hængselen af krogen på vinduet og skubbede vinduet lidt op. Bien slog desorienteret mod glasset, men fandt så vej og fløj ud i haven. Jeg åndede lettet op.

Det nødstedte menneske

Jeg ved ikke, hvorfor jeg var bange for at blive stukket af bien. Jeg ved ikke altid, hvad det er, der gør mig bange, eller forhindrer mig i at handle.
Hvad angår overskrifter, undersøgelser og tal, ved jeg ikke, hvem der har ret. Det bliver hurtigt abstrakt. Hvor mange fattige der er i Danmark er ikke det der er vigtigt for mig. Bag hvert tal i en undersøgelse gemmer der sig ét unikt menneske. Et fattigt menneske er et fattigt menneske for meget. Skal vi være ligeglade med det ene menneske? Har vi glemt vores næste? Eller vælger vi at kigge den anden vej ligesom levitten og præsten i lignelsen om den barmhjertige samaritaner?
Hvad kan du gøre? Er der et lille vindue du kan åbne for din næste – eller for dig selv?

Du er ikke arbejdsløs

16. april 2014 / / 0 kommentarer

Du sidder til påskefrokosten og er ved at skære din sildemad ud, da du hører din Onkel Henrys høje bryske stemme: ”Hva’ så, har du fundet arbejde?” Du taber gaflen på gulvet og når lige akkurat at fange en klat karrysalat, før den lander på din nye hvide bluse. Hvad svarer du?

  1. Nej, men jeg søger alt det jeg kan.
  2. Jeg er lige nu i en børnehave…men det er kun med løntilskud.
  3. Nej, jeg er stadig arbejdsløs, og det er godt nok lidt hårdt og svært.

Eller måske du svarer noget fjerde. Jeg mener, at ordet ”arbejdsløs” skulle forbydes. Vi er ikke løse hunde, benløse eller hovedløse, lovløse eller fredløse, rastløse, sorgløse eller værdiløse. De fleste af os har en del at lave, men mangler en tryghed og sikkerhed, en fast struktur – og nogle flere penge selvfølgelig.  Hvis du er mor eller far, i virksomhedspraktik og eller ansat med løntilskud, i nyttejob, under uddannelse, vikar, fleksjobber eller arbejder frivilligt, så har du et arbejde og vil bare gerne have mere arbejde, anerkendes for dine kompetencer og få løn for det du laver.

Hvad vil jeg svare, når nogen spørger mig hvad jeg laver eller hvor jeg arbejder henne? Der findes ikke ét rigtigt svar, det er op til den enkelte, men jeg vil sige noget i retning af:

 ”jeg er tilknyttet et vikarbureau og lige om lidt skal jeg hjælpe til i en skoleklasse, men det er kun midlertidigt, og jeg vil gerne have mere arbejde, så hvis du kender en arbejdsgiver, der har en ledig stilling, må du gerne anbefale mig. For jeg vil hellere arbejde frem for at spilde min tid med at tjekke jobnet og jobindex og dokumentere min rådighed over for A-kasse og jobcenter.”

Derudover kunne jeg måske finde på at skifte emne, spørge ind til Onkel Henrys arbejde eller fortælle om mine børn eller at jeg er begyndt at blogge. Hvis jeg taler om andet end arbejde, så er jeg med til at gøre op med den forestilling, at kun arbejde giver livet mening og værdi.

Altså udfordrer jeg dig til at være med til at gøre op med vores samfunds forestillinger om, hvad arbejde er og hvad, der giver livet værdi. Glædelig påske!

Adam og boldspil

13. april 2014 / / 0 kommentarer

Dette indlæg er en efterfølger til indlægget ”Job og støvkorn”. Jeg har ikke kunnet slippe tanken om lille Palle alene i verden. Et andet menneske, som var helt alene var Adam. Jeg vil digte videre på historien om Adam. Adam var en 5-6-årig dreng, da han kom som det første menneske på jorden. I starten spænede han nysgerrigt rundt imellem busk og krat. Han klatrede i egetræer, plukkede brombær og lavede hovedspring i floden. En dag opfandt han en bold, som han kastede op af en klippeside. Nogle gange fik han bolden i hovedet, men efterhånden blev det meget forudsigeligt, hvor bolden landede. Andre gange opdagede han ikke, at bolden manglede luft eller at den var punkteret, og han tænkte ikke på at udskifte bolden og kendte ikke til alle de ting, man kunne gøre med en bold. I det hele taget var der ingen at kaste bolden til, grine sammen med eller dele oplevelser med. Der var ingen, der lignede ham. Engang faldt han ned fra et træ og landede på en stor sten ved floden. Han havde slået sin fod, og det var tæt på, at det kunne have gået meget galt. Da var det, at Gud ”sagde, at det ikke var godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham” (Mos 1, 2:18). Da var det, at Eva kom.

Jeg har ikke prøvet at være alene i verden, men der har været perioder i mit liv, hvor jeg har trisset lidt for meget rundt med mig selv. Som personlig sælger af arbejdskraft har jeg ikke haft et fast sæt kolleger (eller studiekammerater), hvilket har betydet, at jeg masser af gange har skulle sige goddag og farvel. Det er aldrig sjovt at sige farvel til en god kollega eller medkursist. Det kræver en indsats fra min side at skabe og vedligeholde et netværk. Jeg bliver nødt til selv at være opsøgende og tro på, at jeg kan bidrage med noget, også selv om jobcenter og A-kasse puster mig i nakken og afslag nr. 257 dumper ind i indbakken.

Som personlig sælger af arbejdskraft får man ofte at vide, at man skal netværke en hel masse, fordi netværk ofte er vejen som job. Jeg mener netværk er vigtigt, fordi det er ikke godt for mennesket at være alene. Når jeg er sammen med mine venner, familie og mand, bliver min bold grebet, jeg får nye bolde, lærer at kaste og gribe på andre måder, og det er bare sjovere at spille bold sammen med et andet menneske end op ad en mur. Og hvis jeg falder, er der en, der kan hjælpe mig op.  I mine positive relationer får jeg energi, ro, kraft, mentalt næring, læring og erkendelse – og meget mere. I disse relationer bliver jeg mig selv. Tosomhed bliver til enhed. Med disse ord opfordrer jeg dig til at holde kontakten med den eller de personer, der inspirerer dig, får dig til at grine, gør dig glad, lytter til dig eller forstår dig.

 ”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præd. 4:9-11)

Job og støvkorn

10. april 2014 / / 0 kommentarer

I dag er det rengøringsdag hos mig igen, og jeg må nok sande jeg ikke når omkring alle støvkorn. På min tur rundt i stuen strejfer mit blik én bestemt bog. I bogen er masser af historier om store personligheder, og en af historierne handler om en mand, der hedder Job. Så jeg kan allerede nu afsløre, at dette indlæg ikke omhandler en nyhed om, at jeg har fået fast job. Men om at jeg kom til at tænke på denne mand Job (udtales med langt o [jooob] ), da jeg fik en fin hilsen som kommentar til artiklen,  “Er du en nullermand?”, fra en gammel bekendt. Hun satte tankerne i gang hos mig, og i stedet for at ignorere mine tanker, fulgte jeg dem hele vejen til verdens ende.

Tilbage til Job. Job var en meget rig mand. Han havde mange husdyr, ti børn, en kone og derudover opførte han sig pænt. Han var både meget religiøs og havde en stærk moral. På en meget mærkelig og uretfærdig måde mistede han alt. Han mistede alle sine husdyr og ansatte, de fleste af sine børn, blev alvorligt syg, fik ikke meget støtte af sin kone og blev svigtet af sine venner. Job stod i en svær lidelsesfuld tid. Han begyndte at tvivle og fik svært ved at finde meningen med sit liv, han mistede lysten til at leve. Trods al modgang holdt han dog ud, han gav ikke op og mistede ikke håbet eller sin tro på Gud. Historien slutter med, at Gud bønhører Job, og han får alt igen og mere end det. Han får husdyr, børn og sit helbred igen.

Jobs bog er en kontroversiel og besynderlig historie, og det er desværre langt fra sådan, at man altid kan få alt det, man har mistet, tilbage – eller mere end det. Men jeg synes jeg kan identificere mig med Job, og jeg vil heller ikke give slip på mit håb og min tro.

Frygt

Jeg har mit håb og min tro, men det betyder ikke, at jeg ikke er bange for noget. Førnævnte bekendte skrev til mig, at selv hvis jeg mistede alt, havde jeg uendelig værdi. Og jeg mener hun har ret. Men hvad hvis jeg mistede alt? Jeg ved, at man ikke kan plante et træ, der af sig selv giver masser af fuldmodne jobs, og jeg ved, at min støtte fra det offentlige ikke kan vare ved. En dag lukker kassen sig for mig, uanset om jeg har fundet mig et arbejde eller ej. Jeg kan ikke benægte min frygt for at miste, men ser den i øjnene. I stedet for at flygte fra min frygt, observerer jeg den og ser, hvor den går hen. Hvad hvis jeg mister alle mine kære, alle mine ting, alle mennesker rundt om mig? Hvad hvis jeg er det eneste menneske tilbage på jorden? Så ville jeg være en feminin udgave af Palle alene i verden. Hvad var Palles aleneverden? Det var en drøm. Hvad hvis der slet ingenting var, og hvad var der, før vores verden opstod? Jeg kan ikke forestille mig det, det bliver ubegribeligt for mig. Hvis jeg laver en helt urealistisk udgave af genstanden for min frygt, så er det hele måske ikke mere så skræmmende. Hvis jeg så beder min frygt om at gå et par skridt tilbage igen, så står jeg her alene, men trækker vejret og sanser mine omgivelser. Mit hjerte slår og pumper blodet rundt i min krop.

Ude i rummet er alle mennesker små som støvkorn. Men ved du, at du er et mirakel?  Du er til, fordi din mor og far mødte hinanden og besluttede sig for at få et barn. Fra den beslutning var rejsen lang endnu. Kun en gang om måneden har kvinden ægløsning. Når manden har udløsning, er der kun én (hvis den kan nå frem) ud af 300 millioner sædceller, der befrugter ægget. Derefter er det en celle der skal dele sig igen og igen. Og derfra lige indtil fødslen er der stadig meget, der kan gå galt. Men du sidder her. Du trækker vejret. Selv hvis du mister alt, har du uendelig værdi.

Idoler

6. april 2014 / / 0 kommentarer

Da jeg var barn, var det Take That, Boyzone og Backstreet Boys, der var genstand for pigesuk, hvin og hengivelse. Nogle af mine veninder havde tapetseret deres værelser med plakater af disse unge fyre. Det var ikke verdens bedste musik eller sangstemmer, men jeg kunne godt se, at der var nogle af fyrene, der havde et sødt smil og et glimt i øjnene. Det kunne man ikke stå for. Disse unge fyre boede i et andet land end Danmark, og der var ikke internet, hvilket betød, at man ikke vidste så meget om dem. Jeg har for længst glemt Howards livret, Garys yndlingsfarve og Mikes motto. Der skulle ikke så meget til, før man så lidt op til nogen. De skulle bare se godt ud, have et glimt i øjet og gerne være dygtig til noget. Jeg kan huske min betagelse af filmstjerner, supermodeller og sportsstjerner. Når man er 12 år, tænker man ikke over, at ens idoler er mennesker ligesom en selv, og at man faktisk ikke kender stjernerne personligt.

I dag er det Justin Bieber og One Direction, der er det store hit. Måske er der ikke så meget, der har ændret sig fra dengang til nu. Jeg tror, det er naturligt at have idoler eller forbilleder man ser op til. Jeg har også forbilleder i dag, men min indstilling til mine forbilleder er anderledes fra dengang. Jeg ved, at berømtheder er uperfekte mennesker ligesom dig og mig. Jeg ved, at ingen mennesker ser smukke og oplagte ud med morgenhår og søvnrander under øjnene. Jeg ved, at nogle af mine forbilleder er fremmede mennesker, og der er en masse ting jeg ikke ved om dem. Mine forbilleder er mennesker jeg lærer noget af og som inspirerer mig og måske opmuntrer og motiverer mig til at følge mine drømme, mit hjerte og gøre mit bedste.

Min mormor

Et af mine store forbilleder er min mormor. Hun boede sammen med min morfar, som var radio- og tvforhandler, i en lille lejlighed sammen med deres 8 børn. De havde ikke mange penge, men de åbnede tit deres hjem for venner, bekendte og fremmede. Min mormor og morfar var nogle af de første, der havde fjernsyn, og de fik ofte gæster på besøg, som kom for at se fjernsyn. Min mormor lavede også frivilligt arbejde. Min mormor kom i Indre Mission, men det eneste synlige tegn på hendes religiøsitet var, at vi nogle gange sang bordvers ved middagsbordet. Når vi sad ved bordet, holdt hun hele tiden øje med vores tallerkner, at de ikke var tomme. Det var vigtigt for hende, at vi alle blev mætte. Når hun i nyhederne hørte om kriminalitet eller vold, og når hun så vold i en serie eller film, blev hun meget berørt. Jeg husker, hun ofte sagde med bestemt tonefald, at hun var rig, for hun havde så mange børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Min mor har senere fortalt, at min mormor havde haft flere hårde graviditeter, hun havde flere gange været syg, og nogle af naboerne havde set skævt til min mormor og morfar og deres børn. Mit mormors liv var ikke et liv uden modgang og bekymringer, men jeg husker hende som et meget positivt, gavmildt og taknemligt menneske.

Jeg ved, at jeg aldrig kan blive min mormor, men hun er min inspirator og et af mine store forbilleder. Hvem er dit forbillede?

Er du en nullermand?

5. april 2014 / / 3 kommentarer

Hvorfor opdager man under rengøringen de største spindelvæv oppe i det fjerneste hjørne under loftet? Hvorfor ligger de største nullermænd under sofaen og sengen? Har de placeret sig der, fordi de ved, at de kan ligge i fred der? Hvad nu hvis vi forestiller os, at nullermændene er små levende kvinder og mænd, som har følt sig jaget og trængt op i krog? Det kan være, at de har sendt så mange breve og banket på så mange døre og fået så mange nej’er retur, at de finder på at lægge sig under sengen eller sætte sig hen i et hjørne, fordi de føler sig som nuller.

Der har været perioder i mit liv, hvor jeg har følt mig som et 0. Når først jeg ser et 0 for mig, har jeg svært ved at komme uden om det. For 1 x 0 giver 0, og et 0 kan ikke rigtigt tilføje eller bidrage med noget, for 1 + 0 giver stadig 1, og 1 – 0 giver også 1.  Når jeg i de perioder har mødt andre mennesker, har jeg været bevidst om, at jeg er et 0 og de andre 1, 2, 3 eller 4. Denne bevidsthed er som et komma,  +, -, x eller /. Det er mure i mødet med andre mennesker, som forhindrer mig i at føle mig som mere end et 0.

Hvad giver værdi?

Er det 0 rigtigt? Jeg kan føle mig som et 0, fordi jeg ikke har et fast job, men er der ikke nogle ting, som jeg har, som giver mit liv værdi? Jeg har mand, børn, familie og venner og flere ting. Hvert punkt giver jeg 1 point, og så tæller jeg sammen og sætter det foran nullet uden at sætte plus, minus, gange eller divider imellem tallene. Du kan prøve at lave dette regnestykke selv. Hvordan ser det ud nu? Jeg fik 160. Hvad fik du? Prøv at huske på det du har, frem for det du ikke har.

Abonnér på nye indlæg


 

Brugermenu

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders Noren — Op ↑