Jeg vil introducere jer kort til denne tekst. Jeg fik ideen en nat, jeg ikke kunne sove. Jeg troede, det ville blive et digt, men det blev en historie (inspireret af en velkendt beretning) for børn, unge og andre i alderen (ca.) 12 år og op efter. Det er meget sjældent, at jeg skriver historier/noveller, så I må bære over med mig.

Enhjørningen

Et enhjørningeføl galopperede sammen med sin mor og en flok heste, som var dens venner og familie. De legede tagfat i en have på gange mellem roser og liljer. De lå i grønne enge og spiste saftigt græs. De rullede sig rundt på ryggen og solede sig og kiggede på sjove skyer.

Enhjørningen voksede. En dag fandt den en smuk, klar kilde. Den bøjede sig ned og drak af kilden.  Dens manke og hale blev smukkere. Dens hvide pels strålede. En stemme, enhjørningen havde hørt og talt med før, sang højt om sin kærlighed til den.

Enhjørningen blev voksen og stærk. En dag løftede den et bjerg.

Pludselig forsvandt solskinsvejret. Det blev overskyet, og det begyndte at blæse. Et vindstød skubbede enhjørningen væk. Væk fra haven. Væk fra moderen. Den blev ført hen til et ukendt land. En ødemark. Den vendte sig om for at løbe tilbage til haven. Stemmen kaldte på enhjørningen:

”Du kender min plan. Du ved, hvad du skal gøre”

Enhjørningen stod stille i lang tid og kiggede ud over ødemarken og over mod en dunkel skov.

”Jeg elsker dig, og du ved, hvad du skal gøre.”

Enhjørningen stirrede længe på den bare jord.  Så løftede den hovedet, rettede sig op og gik langsomt igennem ødemarken hen til den dunkle skov.

Der var en sti i skoven. Enhjørningen vidste, hvilken vej den skulle gå, men den savnede solskinsvejret og det saftige græs. Der var syge elmetræer, skovflåter og myg. Der var burresnerrer og fluesvampe, brombærkrat, guldregn og tjørnebuske.

Stemmen fortalte enhjørningen, hvad den måtte spise. En dag så enhjørningen nogle heste. Den gik hurtigt hen til dem. Nogle af hestene blev den venner med. Andre heste vrinskede vredt og snappede ad den, selv om den gjorde intet forkert.

Den havde dem fortalt om livet i haven og om Stemmen, som elskede alle. Den havde fortalt, hvad de skulle holde sig fra at spise, fordi det var giftigt, og hvordan de skulle holde fred med hinanden.

Og den helbredte de syge elmetræer og andre syge planter og dyr. Enhjørningen lyste op i den dunkle skov.

Men mange heste sagde til den, at den var helt gal på den. De sagde til den, at den var beskidt og lugtede, og at den ikke fulgte den dunkle skovs regler – selv om enhjørningen gjorde intet forkert. De blev misundelige på den, fordi mange af skovens dyr var glade for den.

En gang imellem gik enhjørningen op på en høj og hen til skyggen af skovens ældste træ og lagde sig på sine knæ og talte med Stemmen. Stemmen gav den styrke og fyldte den med kærlighed og sagde:

”Du ved, hvad du skal gøre.”

Enhjørningen vendte tilbage til dyrene og stien. Hestene, som sagde, at den var forkert, blev mere og mere vrede. Der kom mørke ud af deres munde, deres hoveder blev deforme, der groede horn og torne på de vrede heste, og deres øjne lynede røde af ild. De var heste, og de lignede monstre.

Skoven blev mørkere, og bevoksningen blev tættere. Burresnerrer klistrede sig fast til dens pels. Brombærkrattet voksede vildt, og dets torne stak enhjørningen. En af dens venner gned sig op af den, og i dét øjeblik fór de vrede heste frem og bandt enhjørningen med reb. De bed og hev i dens lange manke. De sparkede den, den lagde sig ned. De sparkede den i hovedet. Nu bed de dens lange hale af. Den skreg af smerte. De tvang den til at rejse sig op.
 Enhjørningen kiggede sig omkring. Alle vennerne var væk.

De vrede heste ville skubbe den, men den viste, at den gik frivilligt med dem. De førte den hen til højen med skovens ældste træ. De bandt enhjørningen fast til træet. Den kiggede op mod himlen og kaldte på Stemmen, men Stemmen svarede ikke.

Nu kom der en hest, som lignede et menneske. Hesten kom med et stort sværd og huggede i et hug hornet af enhjørningen. Blodet fossede ud. Hele jorden blev dækket af enhjørningens blod. Den åndede ud.  Jorden skælvede. Træer væltede. Fugle fløj væk. Det blev mørkt.

De vrede heste galopperede jublende rundt om den døde enhjørning og det gamle træ.
En hest kom langvejs fra og bed rebene af enhjørningen og sparkede roligt jord hen over den, indtil man ikke kunne se den mere.
De vrede heste fik nogle andre heste til at holde vagt ved graven.

Enhjørningens venner gik frem og tilbage og græd. Hvorfor? Var det virkelig Stemmens vilje, at enhjørningen skulle dø? Hvorfor lod enhjørningen sig binde? Hvorfor dræbte den ikke alle de vrede heste? Var det virkelig Stemmens vilje?

Et par dage efter gik enhjørningens veninder hen til graven sammen med enhjørningens moder.
Det gav et sæt i dem. Jorden var skubbet væk. Ingen vidste noget. Nu anede de noget hvidt strålende komme gående roligt hen imod dem. Veninderne og moderen skælvede af angst. Nu kom det hvide, strålende helt tæt på dem.

”Frygt ikke, det er mig,” lød det.

Straks genkendte de enhjørningen.